Anmeldelse: En klokkeklar ommer

Jeg ynder ikke at citere de ord teatrene selv sætter på deres forestillinger i så omfattende en udstrækning. Men her vil jeg bruge det til at sige, at flyer-teksten sammen med et ovenfor anbragte foto af to mænd i koreografisk arrangeret kropskontakt hæver ens forventninger til en performance, som byder ind med et spændende fysisk ekspressivt bud på det forestillingen vil undersøge.

Og jo, »The MANhouse« er ekspressiv, men desværre i betydningen fuld fart fremad med en halsende energi, som var pauser et sprængfarligt minefelt. Et konstant højt spilgear kan være forbundet med både berørende og tankevækkende dans. Men mit bedste bud er, at her har forestillingen i den grad savnet et kyndigt øje udefra. Udover at være de to medvirkende performere er det også Andreas Constantinou og Magnus Errboe som har udtænkt, planlagt og arrangeret udtrykket.

Der er noget galt når man - udover at få fastfrosset sit åndedræt af en spilrytme, som non stop halser hektisk rundt i det samme meget anstrengt opskruede tempo - sidder og håber på at NU kommer der nok snart noget interessant. De to performeres introduktion af, hvilke mandetyper de er - udover set lignende 1000 gange før - en tætpakket kliche.

Den homoseksuelle charlatanbybo som hader fodbold versus den heteroseksuelle som elsker natur og har en søn. En syntetisk paryk til den første, en træstub til den anden. De præsenterer sig for og spejler sig i hinanden, alt imens det de fortæller er så forudsigeligt, at det gør ondt, og de kropslige gentagelser de udfører intet interessant har at byde på. Tekst er der også alt for meget af - fordi ordene bare tager sig ud som musak. Der tales om store ting som eksistens, om lysten og pladsen til at være i livet. Men ordene perler intetsigende af hen over de hektiske, fysiske udtryk. En tur med en ordtrimmer og et kritisk øje på teksten vil pynte.

I hvert sit spotlys gennemspiller de to performere forskellige bud på mandeidentitet, jævnfør flyerteksten. Men ud over det nervøst hektiske i udtrykket forbliver de fysiske udtryk kedeligt forudsigelige og uinteressante, fordi de stort set hele vejen igennem tangerer pantomimer - forsøg på at efterligne konkret det, de vil fortælle: Den stressede businessmand, som forsøger at styre PC-taster, to samtidige telefonopkald og en nyfødt babys bleskifte på én gang.

Vel er der forsøg på at indlægge tolkninger: Rovdyret af en mand bliver til en lænkehund som flår i madskålens rå kød. Fodbolddrengen snører kønsforvandlende sit underliv til med gaffatape. Og de to performere bytter roller. Den heteroseksuelle får parykken på, og den homoseksuelle udstyres med skovarbejderhjelm. Men forsøgene på at nuancere og på at ophæve stereotyper og fastlåste skel tager sig ud som postulater.

På et forholdsvis tidligt tidspunkt i forløbet optræder Constantinou som en ganske lille baby. Iført en stor gummimaske, der livagtigt gengiver et spædbarns mimik, ligger han på ryggen og udfører bevægelser, der ret virkelighedstro viser en babys gestik. Hænder som lidt kejtet forsøger at fange tæerne på benene, som ligger bøjet op over maven osv.

I sig selv er det et fascinerende billede. Når hertil kommer, at vi tillige er ude i noget, der begynder at tangere en interessant koreografi, så bliver man helt glad og håbefuld på resten af forløbets vegne. Men desværre. Magien dør hurtigt ud, masken beholdes alt for længe på, og det er et fejlgreb, at Constantinou vedbliver at være helt nøgen i så mange efterfølgende scener.

Vi drives i teatret for at få et kick. For at blive beriget af mødet med den oplevelse, der er forberedt for os at deltage i. Desværre er »The MANhouse«, som er første led i fem performances under titlen »The Genderhouse«, en fuser. Her er meget på hjerte, men ingen melodi og ingen ansporende substans. En klokkeklar ommer, hvor den ene af stjernerne alene er tilført på grund af babyscenen.