Annonce
Kultur

Anmeldelse: Historiefortælleren Dylan i historisk hopla

Siddende bag et sort klaver agerer Dylan snakkesalig chauffør på tværs af Highway 61. Bob Dylan spiller for et begejstret publikum på Orange Scene på Roskilde Festivals første aften onsdag 3. juni 2019. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Roskilde: 78-årige Bob Dylan lyder til tider som Scooby-Doo, når han synger, men til sin sjette koncert på Roskilde Festival var han i særdeles højt humør under en koncert, hvor de unge udvandrede, mens de voksne slugte hver en strofe råt.

Roskilde: Mine to tidligere koncerter med Bob Dylan på Roskilde Festival har været store skuffelser. Formodentlig fordi jeg ikke har været klar på flere timer med torturlignende forhold med Dylans raspende, vrængende stemme. Men tredje møde med His Bobness blev hvis ikke lykkens, så i hvert fald min klart bedste koncertoplevelse med legenden.

Især to elementer spiller en vital rolle i den overvejende positive oplevelse, og det er oplagt at lægge ud med vokalen. Bob Dylan har ikke fået en skønhedsoperation på stemmelæberne eller lært at holde en tone. Men for første gang hører jeg, hvad han synger live. Jeg skal ikke famle rundt og stå og Google undervejs for at afkode, hvilken sang han hakker sig igennem.

Allerede fra åbningsnummeret med den sigende titel ”Things Have Changed” bliver jeg forbløffet over, hvor mange brudstykker af teksten jeg forstår.

Dylan har skrevet sangtekster af en kaliber, der har sikret ham en Nobelpris i litteratur, og til denne, min femte koncert med semiguden fra Duluth, tager han med mig på en rejse gennem sit hjemland, som jeg har drømt om at foretage i årtier.

På rejse med Gud og Abraham

Siddende bag et sort klaver agerer Dylan snakkesalig chauffør på tværs af Highway 61. Bob Dylan har spillet sangen ufattelige 1992 gange live siden koncertdebuten i 1968 på Fillmore West i San Francisco. Sangen har helt naturligt ændret karakter over fem årtier, men det ændrer ikke ved, at teksten med Gud, Abraham, Georgia Sam, Mack the Finger og Louie the King i hovedrollerne skaber associationer, der får ens hjerne til at arbejde på højtryk

Bob Dylan står og småhopper begejstret bag klaveret, og allerede efter et kvarter på Orange Scene har han smilet flere gange tilsammen end til de fire øvrige koncerter, jeg har hørt med ham. Det er klart medvirkende til at skabe et overvejende positivt indtryk og udgør dermed element nummer to.

Jeg smiler igen, mens de unge kuld af festivalgæster allerede efter få numre demonstrativt vender ryggen til scenen og begynder at snakke i små grupper. Vel og mærke i et af områderne relativt tæt på scenen, hvor man burde formode, at der er en vis respekt for manden og musikken.

Annonce
Siddende bag et sort klaver agerer Dylan snakkesalig chauffør på tværs af Highway 61. Bob Dylan spiller for et begejstret publikum på Orange Scene på Roskilde Festivals første aften onsdag 3. juni 2019. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Sublime Sexton

Jeg har aldrig dyrket Dylan og kender ikke en brøkdel af hans udgivelser og sange. Nogle har jeg formodentlig hørt gennem årene, uden at de har lagret sig. Jeg kan ikke huske, jeg har hørt ”Cry a While” fra det glimrende album ”Love and Theft” live.

Det kronisk velspillede ensemble bugter sig smækkert af sted i bluessangen, hvor Charlie Sexton slider forbilledligt og viser, hvorfor han er en nærmest uundværlig del af besætningen på Dylan-fartøjet.

Dylan selv får de omkringstående seniorer til at klappe euforisk med en mundharpesolo, der er lige så rustik og kantet som stemmen. Men er som skabt til endnu en filmisk fortælling, hvor Dylan næsten arrogant hvæser endelserne på de fleste ord.

Evighedens lejrbål

Koncerten byder ikke på stroboskoplys, halvnøgne dansere, fyrværkeri eller unødig leflen. Det er back to basics med et kompetent band og en række mesterlige tekster, der i flere tilfælde har simret og suget smag til sig i fem årtier.

Dylan fremstår nærmest som en shaman bag det sorte klaver. Som en historiefortæller omkring evighedens lejrbål, hvor vokalens knirken, knagen og hvislen underbygger stemningen i sangene.

Flere af sangene på dagens sætliste har en herlig em af country. Det giver ikke melodierne voldsomt megen dynamik eller pondus og animerer på ingen måde til dans. Men maner til fordybelse og eftertænksomhed. Jeg er ikke i tvivl om, at mange er villige til at betale Dylan tilbage i blod, præcis som han forkynder i ”Pay in Blood”, hvor Sexton igen er en seksstrenget troldmand.

Betagende pige fra nord

Genhøret med ”Like a Rolling Stone” er ikke ubetinget rart. Dekonstruktionen af sangen tager overhånd, og denne liveudgave nummer 2003 kommer formodentlig ikke på Dylans top-1000.

Det gør derimod endnu et fremragende bluesnummer, ”Early Roman Kings”, hvor man igen tages med på en tidsrejse. ”I've had my fun” synger Dylan i sidste vers, og da han stiller sig op med front mod publikum og poserer med en bredt smil, tror man ham.

”Girl From the North Country” fra “The Freewheeling Bob Dylan” er endnu én af de sange, jeg bliver opslugt af. 56 år er ingen alder for en sang med så poetisk en nerve. Vinden fyger hen over dyrskuepladsen præcis, som han skildrer i sangen, hvor ”the winds hit heavy on the borderline”.

Der er mere blæst på ”Blowin’ in the Wind”, der kommer som første af to ekstranumre i en koncert på præcis halvanden time. Det er en perfekt længde, og jeg fryder mig over, at jeg har hørt en hel koncert med Bob Dylan uden at føle lyst til at flygte i læ for stemmen, der til tider lyder som en særlig tør ørkenstorm, man helt ikke vil i karambolage med.

Tredje gang var Bobs gang på Roskilde.

Om koncerten:

Roskilde Festival, onsdag 3. juli, Orange Scene: Bob Dylan ”Never Ending Tour”

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vold på skolerne: Lærerne OG eleverne skal have hjælp

Det er ikke mange arbejdspladser, hvor over 50 procent af de ansatte oplever trusler og chikane. Men det er ikke desto mindre tilfældet for lærere og pædagoger i nogle af de århusianske skoler. Og det er helt igennem uacceptabelt, at det tal er voksende i øjeblikket. Formanden for Skolelederforeningen mener, at kravet om større inklusion er en af de største forklaringer på den stigende vold og chikane. For øger man kravet til eleverne uden at øge ressourcerne, så står frustrationerne i kø hos elever, der ikke har redskaberne til at følge med. Og det er synd for både børn og ansatte. Samtidig bliver der færre hænder til de mindste i vuggestuer og børnehaver, og derfor hænger ønsket om at finde og håndtere de udadreagerende børn allerede her, i en tynd tråd. Og det vidner om, at konsekvenserne af effektiviseringer og nedskæringer kan komme som forsinkede bølgeskvulp. Derfor kan Aarhus og resten af landet se frem til, at Det Nationale Forskningscenter kommer i bund med deres undersøgelse, hvor de kortlægger fællestrækkene for de skoler, som er hårdt ramt af ballade og vold. På den måde kan en løsning på udfordringer forhåbentligt komme tættere på, for det er helt uacceptabelt, at der er en så vigtig faggruppe, som er så udsat for potentielt ødelæggende adfærd.

Aarhus For abonnenter

Vold og trusler på skoler i Aarhus: Se listen over de kolossale forskelle

AGF For abonnenter

Hvert talent bærer sit eget ansvar i AGF: Ingen får gratis minutter

Annonce