Annonce
Kultur

Anmeldelse: Kinesisk kraftpræstation

Kunstudstillingen af kinesiske Song Dong hedder Collaborations og kan ses på Kunsthal Aarhus. Foto: Kåre Viemose

Song Dongs Collaborations på Kunsthal Aarhus er en udstilling i verdensklasse

Anmeldelse: Det er mere end tre år siden, kinesiske Song Dong første gang udstillede på Kunsthal Aarhus, og med efterfølgende deltagelse i Aros-udstillingen A New Dynasty, fristes man næsten til at kalde ham en slags århusiansk huskunstner.

Men hvor de to foregående udstillinger reelt har bestået af enkeltværker, er den seneste udstilling Collaborations en langt mere kompleks affære med en lang række meget forskelligartede værker - de fleste af meget høj kvalitet. Som udstillingens titel antyder, er der ofte tale om værker skabt i samarbejde med andre: Både kunstnere og publikum selv.

Annonce
Udstillingen Collaborations på Kunsthal Aarhus byder blandt andet på århusianske bygninger konstrueret af kiks og vafler. Foto: Kåre Viemose

Kikset kunst

Mest spektakulært er nok det meget omtalte værk Eating the City, hvor en række af byens kendte bygninger blev genskabt i kiks og vafler, og ved ferniseringen spist af de tilstedeværende publikummer. I dette relationelle værk bliver det fælles måltid på en gang en festlig social begivenhed og samtidig et slags billede på vores monstrøse forbrug. Men selvom det konceptuelle nok er mere interessant end den fysiske udførelse (der er mere sjov, end imponerende), er værket dog langt fra det bedste eller mest tankevækkende på udstillingen. Heldigvis!

Det publikumsinddragende går igen i værket "My Home is Your Stage", hvor Song Dong har opført et "hus", eller en scene, som vi som publikum inviteres til at anvende præcis, som vi lyster. Som ved andre af kunsthallens udstillinger, der har benyttet sig af lignende greb, er denne type installation sjovest, hvis publikum for alvor tager værket til sig og gør den til deres eget. Tiden vil vise, om det også lykkes.

Kunstudstillingen Collaborations af kinesiske Song Dong får af avisens anmelder fem ud af seks stjerner. Foto: Kåre Viemose

Personligt og politisk

I underetagen møder vi udstillingens bedste værker og en mere personlig side af Song Dong, selvom det personlige og det politiske ofte synes at spejle sig i hinanden. Rummet domineres af en tankevækkende serie på 100 malerier, der markerer centrale kunst- og kulturhistoriske begivenheder i det 20. århundrede.

Midt i rummet finder man også det meget følsomme og personlige værk "Touching my father", der tematiserer kinesisk kulturhistorie og tradition overfor behovet for personlig nærhed og kærlighed. Flere af disse værker involverer også Song Dongs datter i en række videoværker, hvor tematikken omkring hjem og det at skabe sig en verden i miniature (igen af mad) går igen på humoristisk vis.

Song Dong er absolut blandt de mest interessante kinesiske kunstnere netop nu, og besidder en underfundighed og poesi, som man nogle gange kan savne hos hans mere hypede og eksplicit politiske landsmand Ai Weiwei. Udstillingen besidder både dybde såvel som en umiddelbar tilgængelighed, der understøttes af et vellykket formidlingsmateriale. Song Dongs Collaborations er absolut en af de bedste på kunsthallen i mange år, og må betegnes som det foreløbige højdepunkt i stedets Kulturhovedstad 2017-program.

"Collaborations"

Song Dong: Collaborations

1 september - 29 oktober 2017

Kunsthal Aarhus J M Mørks Gade 13 8000 Aarhus C

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce