Annonce
Aarhus

Anmeldelse: Kunst under huden

Svaneblod" er fortællingen om balletdanseren Erik Bruhn (1928-1986), der optrådte på alverdens største scener, men som kæmpede med jantelov og ensomhed. Foto: Kim Haugaard

"Svaneblod" bringer kunsten ind under huden på sit publikum i en fremragende syntese mellem tekst, skuespil, musik, lys og billedside.

"Svaneblod" damper af musikalitet, nerve og nærvær. Forestillingen er et forjættende vellykket musikdramatisk portræt af balletstjernen Erik Bruhn. Vellykket fordi alle de scenekunstneriske elementer spiller så dygtigt og flot sammen.

Thomas Lagerman Lundme har begået en tekst som utroligt smukt sætter mange facetterende og begavede ord på relationen mellem kunsten og kunstneren. Teksten bevæger sig ind i kunstens rum samtidig med at den via et meget personligt portræt af Erik Bruhn skildrer, hvor besættende, euforisk, smertefyld, frustrerende og uhåndterlig en størrelse kunsten er for den person, for hvem balletten er en ramme for drømme, en overlevelsesstrategi og en tvingende nødvendighed. For Bruhn var kunst og kunstner to uadskillelige størrelser i et kompromisløst univers af op- og nedture fyldt med ensomhed og længsler.

Rikke Juellunds har skabt en smuk enkel scenografi, hvor en enkel væg med tre åbninger, er anbragt på en scene uden afskærmning til teknikken i siderne. Et rum som giver lysdesigner Morten Ladefoged og videodesignerne Jens Mønsted og Claus Lund spillerum til stilren leg med lys, billeder og film.

Udover at det er en visuel nydelse at opleve lysets flotte farvesammenspil og følge billedprojektioner af ballet, storbyer og håndskrevne kærlighedsbreve til kæresten balletstjernen Rudolf Nurejev, er lys og billedsiden virkningsfulde medskabere af fortællingen. Det samme er Mads Ole Rode Erhardsens musik, som han leverer, så tonerne siger mindst lige så meget som teksten.

"Musikken trækker vejret efter os. Den vil blive det sidste vi hører" lyder en replik et sted. Det er som om at denne udvidede betydning af musik gennemsyrer hele forestillingens udtryk. Som publikum mærker vi kunstens vejrtrækning gennem alt som er og sker på scenen.

Annonce

Hudløst ærligt og suverænt skuespil

I eklatant grad strømmer den gennem alle porer i Olaf Højgaard, når han gestalter Erik Bruhn. Aldrig bliver det affekteret eller overfølelsesfyldt. Højgaard brænder igennem med et spil, som er hudløst ærligt. Hamrende musikalsk i kroppens bevægelser og i stemmens moduleringer og fraseringer. Han forstår kunsten af holde pauser undervejs i et spil, som han også kan få til at dirre helt elektrisk af fysisk ekspressivitet, temperamentsfylde og sårbarhed.

Via Højgaards lidenskabelighed og håndværksmæssige kunnen føres vi ind under huden på Erik Bruhn. Ind til balletstjernens ambitionsfyldte kunstdrift, hans kompromisløse søgen efter det sublime, og hans lidenskabelige og lidelsesfyldte kæresteforhold. Samtidig videregiver Højgaard et væld af essentielle aspekter ved livet og kunsten. Og han bliver understøttet i det af Erhardsens saxofon, som drømmer, raser og græder. Af lys i flotte farvesammenstillinger. Og af billeder som både fastfryser faktiske steder og videregiver flimrende stemninger.

"Kunsten bor i det naive rum" Kunst har ikke med forståelse at gøre, men er knyttet til drømme. Kunst er nådesløs og ærlig. "Mennesket er skabt til at flyve.... som en svane". Det kan på det varmeste anbefales at tage med på "Svaneblod"s dygtige, ærlige og forjættende flyvetur.

"Svaneblod" Instruktion og koncept: Hanne Trap Friis. Manuskript: Thomas Lagerman Lundme Scenograf: Rikke Juellund. Musik: Mads Ole Rode Erhardsen. Dramaturg: Anne Hübertz. Lysdesign: Morten Ladefoged. Video: Jens Mønsted og Claus Lund. Producent: Teater freezeProductions. Produktion og administration: 1:1 Produktion. På scenen: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen (Saxofon). Urpremiere på Teatret Svalegangen, Store Sal 25.3.17 kl.16:00. Spiller her til og med 8.4.17, ti.-fr. kl.19:30 og lø. kl.16:00.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vold på skolerne: Lærerne OG eleverne skal have hjælp

Det er ikke mange arbejdspladser, hvor over 50 procent af de ansatte oplever trusler og chikane. Men det er ikke desto mindre tilfældet for lærere og pædagoger i nogle af de århusianske skoler. Og det er helt igennem uacceptabelt, at det tal er voksende i øjeblikket. Formanden for Skolelederforeningen mener, at kravet om større inklusion er en af de største forklaringer på den stigende vold og chikane. For øger man kravet til eleverne uden at øge ressourcerne, så står frustrationerne i kø hos elever, der ikke har redskaberne til at følge med. Og det er synd for både børn og ansatte. Samtidig bliver der færre hænder til de mindste i vuggestuer og børnehaver, og derfor hænger ønsket om at finde og håndtere de udadreagerende børn allerede her, i en tynd tråd. Og det vidner om, at konsekvenserne af effektiviseringer og nedskæringer kan komme som forsinkede bølgeskvulp. Derfor kan Aarhus og resten af landet se frem til, at Det Nationale Forskningscenter kommer i bund med deres undersøgelse, hvor de kortlægger fællestrækkene for de skoler, som er hårdt ramt af ballade og vold. På den måde kan en løsning på udfordringer forhåbentligt komme tættere på, for det er helt uacceptabelt, at der er en så vigtig faggruppe, som er så udsat for potentielt ødelæggende adfærd.

Aarhus For abonnenter

Vold og trusler på skoler i Aarhus: Se listen over de kolossale forskelle

AGF For abonnenter

Hvert talent bærer sit eget ansvar i AGF: Ingen får gratis minutter

Annonce