Annonce
Digitalt

Anmeldelse: Ori på Switch er lig stemning og spilleglæde for alle pengene

Stemningen er magisk og dragende i Ori, der tager sig perfekt ud på Nintendo Switch. Pr-foto

Fire og et halvt år. Så lang tid er det siden, Ori and the Blind Forest udkom til Xbox og Windows. Man kan derfor ikke fortænke nogen i at synes, at Nintendo er kommet noget sent til festen med den netop udgivne version til Switch.

Men hvis man er typen, der nyder et godt 2D-platformspil og ligesom undertegnede føler, at Switch er klart den bedste konsol til netop den type spil, så er Ori and the Blind Forest et glimrende eksempel på, at gameplay trumfer grafik, framerates og markedsføring, når det kommer til kvaliteten og holdbarheden på et spil. For selv så lang tid efter spillets oprindelige release holder det hele vejen igennem på Switch, som i flere henseender i virkeligheden er en bedre platform til den type spil.

Annonce

Om testen

Produkterne, vi anmelder i Jysk Fynske Medier, er udlånt af virksomheden bag produktet. Vi tester og anmelder altid objektivt, uden at virksomheden har indflydelse på processen eller den færdige anmeldelse.

Dragende univers

Der er flere ting, der er med til at løfte Ori et stykke op over den gennemsnitlige platformer. Den første er den stemning, spillet har lige fra første sekund. Det flotte håndtegnede look og den intelligente brug af lys og farver skaber sammen med den velkomponerede og dramatiske musik et dragende univers, man ellers typisk skal lede efter hos 3D-spil. Og netop den vibe af 3D eller rollespil, som man til tider får, når man spiller Ori, fører frem til den næste grund.

Med et par spændende greb har spiludviklerne fra Moon Studios nemlig skabt en verden, der i den grad inviterer til fordybelse. På bedste RPG-manér er der et glimrende perk-træ, der gør det til en sand fornøjelse, hver gang man leveller up. Derudover er brugen af de såkaldte energy orbs, man samler op på sin vej gennem spillet, med til at gøre spiloplevelsen til noget særligt. De kan nemlig både bruges til at gemme spillet med i form af checkpoints, ligesom de kan bruges til at nedkæmpe fjender med i store energiudladninger. Hvordan man bruger dem, er op til den enkeltes temperament. Det lægger i den grad op til vidt forskellige måder at spille Ori på. Genialt.

Stadig fremragende

Sidst, men ikke mindst bliver man også nødt til at nævne sværhedsgraden som en af grundene til, hvorfor Ori er så godt et spil.

For spillet er svært – på den gode måde – og man kommer ikke sovende til noget. Til gengæld bliver det heller aldrig så umuligt, at man smider rundt med controlleren i frustration. Noget, de ganske fine styringsmekanismer skal have deres del af æren for.

Ori and the Blind Forest er således stadig et lige så fremragende spil som i 2015 og alle pengene værd. Desto mere ærgerligt er det, at efterfølgeren, Ori and the Will of the Wisps, kun kommer til Xbox og Windows, når det rammer butikkerne i starten af næste år. Om det så alligevel ender med komme til Switch i slutningen af 2024, ja, det må tiden jo vise …

Titel: Ori and the Blind Forest Definitive Edition

Platform: Switch (er ude allerede til Xbox og PC)

Udgivelsesdato: 27. september (oprindeligt 11. marts 2015)

Sværhedsgraden er ramt rigtigt; det er udfordrende uden at være for svært, og den intelligente brug af perk-træet gør, at man kan personalisere sin oplevelse efter temperament. Pr-foto
Opfølgeren til Ori and the Blind Forest kommer til Xbox One og PC i begyndelsen af 2020, men der er desværre endnu intet meldt ud om en Nintendo Switch-udgave. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce