Annonce
Kultur

Anmeldelse: Salieri er den sorte krage og Mozart er påfuglen i Kasper Holtens mesterlige opsætning af "Amadeus"

Søren Sætter-Lassen (som Salieri) sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel og dansere og sangere - foran scenografien af tætskevne nodeark. Foto: Camilla Winther

Søren Sætter-Lassen er blændende som Salieri, den middelmådige komponist, der drevet af jalousi, mindreværd og had sætter alt ind på at smadre geniet Mozart.

Teater: I grunden kunne min anmeldelse af "Amadeus" bestå af to ord og et udråbstegn: Se den!

Men det ville ikke være fair over for de mennesker for og bag scenen, som har ydet og yder en formidabel indsats for at levendegøre den vision, instruktøren, Det Kongelige Teaters chef Kasper Holten, har haft med denne forunderlige blanding af dramatik, musik, sang og dans.

Små 30 år efter Mozarts død beskrev filosoffen Arthur Schopenhauer forskellen på talent og geni: "Talent er at ramme et mål, som ingen andre kan ramme. Geni er at ramme et mål, som ingen anden kan se".

Målt med den alen var Mozart et geni. Den smertelige erkendelse når Mozarts indædte og skjulte modstander Salieri til, da han hører rivalens musik.

Annonce

Om forestillingen

Det Kongelige Teater, Store Scene: "Amadeus". Skuespil af Peter Shaffer. Iscenesættelse og oversættelse: Kasper Holten. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Koreografi: Signe Fabricius. Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup.Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Henrik Koefoed m.fl. samt sangere og dansere - og musikere - fra Det Kongelige Kapel.

Forestillingen varer to timer og 50 minutter og opføres sidste gang 17. februar.

Salieri (Søren Sætter-Lassen) er gennemsyret af jalousi og had til Mozart, men vredes- og afmægtighedsanfaldene gemmer han, til han er alene. Foto: Camilla Winther

Afdæmpet og modig

Hvor Milos Forman i 1984 i sin filmatisering af Peter Shaffers skuespil skruede gevaldigt op for kontrasterne, er Kasper Holten mere stilfærdig og modig. Når Salieri er mindre despotisk og Mozart ikke nær så grænsepsykotisk, bliver deres handlinger og bevæggrunde smerteligt almenmenneskelige.

Hele forestillingen former sig som den aldrende Salieris tilbageblik på de få, fornedrende år, da Mozart erobrede Wien og med sit uomtvistelige geni var en trussel mod Salieris levebrød. Det er fortællingen om geniet, der er en livsnyder, en ødeland og en charlatan, som ikke i levende live får det kunstneriske fodfæste, geniet så rigeligt rakte til.

Men det er i endnu højere grad historien om Salieri, som ganske vist beholder sit embede, men på dødens rand erkender, at hans eftermæle kun består af rygtet om, at han slog Mozart ihjel.

Mozart (Simon Bennebjerg) er et musikalsk geni, men han er også en sorgløs charlatan og en kvindebedårer. Foto: Camilla Winther

Krage og påfugl

Søren Sætter-Lassen er blændende som Salieri. Når man ser Salieris tilknappede, klerikale klædedragt, ved man, hvordan hans musik lyder. Søren Sætter-Lassen gør Salieri til en sort krage over for påfuglen Mozart. Men han gør ham også til slangen, der skjuler jalousi, mindreværd og had bag en ham af professionel, afmålt venlighed. Så let at få medlidenhed med, da han strofe for strofe hører genialiteten i Mozarts musik, men ikke kan bære at vise sin beundring.

Simon Bennebjegs Mozart er overraskende afdæmpet. Mozarts hæmningsløse, latrinære og liderlige udfald er en reaktion mod stivsind og forstokkethed. Han taler ikke sin musik op til noget guddommeligt, men skriver blot de toner, han hører for sit indre øre, hverken færre eller flere - på trods af hvad moden eller den gode smag forventer.

Andre fortjener at blive nævnt - Kristian Halkens tragikomiske kejser, Henrik Koefods tørvetrillende greve og Simon Holmen le Dous og Martin Bo Lindstens fuldtpåklædte, guldbronzerede engle - men jeg koncentrerer mig om kvinderne. Mozarts hustru, Constanze, er i Rosalinde Mynsters skikkelse en villet sorgløs og kantet overlever. Ved Mozarts dødsleje kalder Mynster med sin ordløse mimik mine tårer frem, fordi hun udtrykker ømhed og al jordisk afmagt. Mezzosopranen Stina Schmidt har stemme og udseende til at agere den unge sangerinde, der synger for Mozart og synder med Salieri.

FORSIDEHENVISNING: Seks stjerner til Mozart-drama på Det Kongelige Teater. På billedet: Simon Bennebjerg og Rosalinde Mynster (Mozart og hans hustru, Constanze). Foto: Camilla Winther

En tsunami af noder

Kernen i Maja Ravns scenografi er et himmelstræbende bjerg af tætskrevne nodeark. Symbolet på den musik, som med nærmest guddommelig kraft strømmer ud af Mozart. Når drejescenen roterer, bliver nodebjerget en tsunami af toner, der truer med at drukne Salieri.

Humor er det også plads til i den stringente scenografi. Kejser Joseph II's tronstol er en overdimensioneret kopi af et fløjlssæde fra Gamle Scenes publikumsrækker Og når kejseren uafladeligt spiser konditorkager i pangfarver er det en besk hilsen til hans søster, dronning Marie Antoinette, som - ganske vist fejlagtigt - er blevet tilskrevet ordene "Så lad dem spise kage", som svar på, at den sultende franske befolkning manglede brød.

Salieris (Søren Sætter-Lassen) første møde med Mozarts musik efterlader ham stum af beundring - siden følger den indestængte miundelse. Foto: Camilla Winther

Sandhedsvidner

Kasper Holten lader 20-25 musikere fra Det Kongelige Kapel gå, stå og dreje på og med scenen. Klædt i tidlløst sort fungerer de som operaorkester i uddrag fra "Bortførelsen fra Seraillet", "Figaros bryllup" og "Tryllefløjten". Men endnu vigtigere er deres bidrag som sandhedsvidner, der med deres spil illustrerer Mozarts geni. Uden levende musikere på scenen til at formidle Mozarts musik, hvor især hans "Requiem" flår i hjertet, ville "Amadeus" ikke være blevet en nær så livsomkalfatrende oplevelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Første dansker undersøges for coronavirus i Aarhus: Patienten har det godt, siger overlæge

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce