Annonce
Kultur

Anmeldelse: Sensitive sangere reddet på stregen

Danske Broken Twin, amerikanerne Jesca Hoops og Nick Lowe viste tre forskellige klasser i kunsten at komme ud over rampen med deres personlige sange.

Annonce

"Image is everything", har tennisspilleren André Agassi engang sagt i en tv-reklame. Moderne popmusik har altid handlet om attitude. Hvor vidt forskellige udtryk, den kan have på en scene, kunne man opleve ved den sidste af Festugens Trio-koncerter, som på programmet havde en introvert dansk indie-spirrevip, en amerikansk sanglærke og til sidst en cool mand, som bare stillede sig op og sang, sådan som han havde lært det i tidernes morgen. Dengang image ikke var noget, man kunne købe i postordreshops, men noget, man byggede op face to face ude på landevejene.

Da Broken Twin, eller Majke Voss Romme som hun retteligt hedder, indledte lørdagskoncerten på Atlas, gjorde hun nærmest alt for ikke at se publikum (eller de andre musikere) i øjnene. Med bortvendt krop trak hun numrene fra forårets debutalbum "May" i gang, så trægt, at det først var i den afsluttende "No Darkness", at hendes sovekammerpop fandt et leje, som det var interessant at dvæle ved.

Husorkestret gjorde, hvad de skulle. "We tune because we care", sagde den svenske guitarist Gustaf Ljunggren på et tidspunkt. Men med en så sart syngende vokalist i front virkede det, som om han og de to kolleger, pianisten Diego Schissi og David Piltch på kontrabas, meget af tiden arbejdede hårdt for ikke vælte den sensitive pige helt omkuld.

Nok talentfuld - men mør som performer er Broken Twin altså ikke. "Det var dejligt at prøve" sluttede hun. En rammende replik for de alt for introverte stiløvelser, som hendes musik fremstod som denne aften.

Intense drømmerier

Mere gennemtænkte var amerikaneren Jesca Hoops drømmerier sat på folkmusik-formel. Stadigvæk i mol men med løssluppen tale, selvsikkert blik og flagrende elguitar-guirlander fra en hvid Gibson hollowbody-model overtog hun scenen efter pausen. Skramlede mordballader om udsatte rødhårede piger, mørke æteriske dramaer om byfugle, vaskebjørne og ugler og om at kunsten at drømme lykkeligt var Hoops dystre traktement til os i Danmark, som jo måtte kunne genkende miljøet fra vores krimidramaer.

For sådanne filmbilleder får man let på nethinden i mødet med Hoops' suspenseladede musik.

Det var dog først, da guitaren faldt lidt til ro og begyndte at klinge uden en hel sværm af mute-effekter, at sangerinden med stemmen, som råder over et overraskende rigt register, kom ordentlig på bane. Og afslørede det indre hos en kunstner, som rummer mere end bare attitude.

Ingen døgnflueklasse

Personlige sange, der rammer plet, går aldrig af mode. Et gæt er, at over halvdelen af det ikke purunge publikum var kommet for at se den amerikanske sanger Nick Lowe, som med sit advokatlook, pæn skjorte, hvid hårmanke over sorte indrammede briller, på alle måder skilte sig ud.

Det var ikke kun med sin musik, som i sandhed var "lyden af 70'erne", at 65-årige Lowe satte de to foregående unge spirevipper i perspektiv. Han behøvede ikke forsvare sin næsten 45 minutter lange seance, som viste, at man kommer langt med at sige tingene ligeud. "You can hear it in my song", uddybede han i "Sensitive Man". Med en djævels rutine i den lyse stemme og med et stort nærvær malet i ansigtet virkede det overbevisende, at han havde medbragt en historie til hver af os.

Lowes sangskriverkunst kører ikke på døgnflueklasse, og det var en fornøjelse at høre ham i klassikerne "I Knew the Bride", "Rome Wasn't Built in a Day" eller den herlige "House For Sale".

Når Lowe skaber følsomme sange kan sensitiviteten bære. Og der er bestsellerpotentiale, som det lød i en af de mange sange, som flere blandt publikum kendte. Lidt bidsk var han også, da han forklarede en lidt vel ivrig fan, at man ikke bare kunne få ønsker opfyldt som til en fødselsdagsfest.

Naturligvis kan man ikke sammenligne aftenens tre vidt forskellige kunstnere. Men da Nick Lowe leverede det største af sine hits, "What's So Funny About Peace, Love, and Understanding" og ekstranummeret "Stoplight Roses" kunne man ikke andet end bemærke og bifalde, hvor forbavsende lidt ironi og attitudeleg, der var over det hele. Her var en mand, for hvem imagepleje betyder at have håndværket i orden. Og ellers bare huske at møde publikum ansigt til ansigt.

Godt han kom på sidst. Og satte det hele lidt på plads.

Broken Twin: 2 stjerner

Jesca Hoops: 3 stjerner

Nick Lowe: 4 stjerner

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus For abonnenter

Lige nu kan du blive testet hele 16 steder i Aarhus Kommune: Få overblikket her

Aarhus

Dagens coronatal for Aarhus og omegn: Antallet af smittede stiger en smule igen

Annonce