Anmeldelse: Tam Cabaret – bortset fra eklatant kærlighedsspil

AARHUS: Benjamin la Cours scenografi og lysdesign udfolder sig i pompøse former med filigran-fine palmeblade, ødsle udsmykninger omkring lysekroner, storladne guldbelagte trappeformationer og en ikke uvæsentlig gigantisk ananas i pap. David Gehrts kostumedesign spiller ekstravagant med med fuld knald på guld, glimmer og blonder. Alt er godt på det plan.

I Berlins natklub Kit Kat Klub leves livet ubekymret og frivolt. Seksualiteten er fri. Køn og kønsroller er flydende størrelser. Man slår sig løs, overskrider uden skam grænser og glemmer verden udenfor. Indenfor er livet i dette 1930'er Tyskland wunderschön.

Men pengene er knappe, folk trængte og nazismen i fremmarch. Det illustreres indledningsvist ganske flot og meget lovende for forestillingen. Såvel stofligt som kropsligt. Med Simon Mathews entre som konferencier spejles publikum først i scenens kæmpe spejlvæg, og derpå får vi smækket det dekadente natklubliv lige i fjæset.

Dansere af begge køn iført hofteholdere og stramme blondekorsager danser med vuggende bækkener og frynsebehæftede skød, og i et hjørne kysser to mænd intenst hinanden. Frivolitet og promiskuitet blomstrer i natklubbens gemakker. Niclas Bendixen viser det i iscenesættelsen og Signe Fabricius i koreografierne.

Men fra åbningsscenen daler kvaliteten. Især Bendixens arrangementer savner originalitet, og det synes. som om han undervejs er blevet duperet eller forblændet af alt det, som Aarhus Teater sceneteknisk kan få i stand, frem for at fokusere på livsnerven i musicalen. Den overeksponerer han til gengæld .

Om man synes om denne bastante ligefremhed og det overdrev, mellemkrigsforholdene i Tyskland vises med, er nok en smagssag, men det er også udtryk for evner, et bestemt syn på relationen til publikum og en kunstnerisk beslutning.

Det, som sker her, når overdrevet og tydeliggørelsen fortsætter forestillingen igennem, er i al fald, at det frække aldrig bliver rigtigt frækt, dekadencen og livsforflygtigelsen kommer aldrig til at fremstå rigtig farlig – snarere som et postulat.

Pengenes magt udpensles for eksempel også alt for tykt, ved at en yppigt udsmykket danser i brynje og med vinger af guld smider alle kludene, mens der bliver talt om mark, franc og pund.

Senere, når nazismen viser sit tydelige ansigt, sker det, når vi ser Ludvig bære hagekorsarmbind, når små drenge synger nationalhymner, når man hører, at de smadrer den jødiske frugthandlers vinduer, og når drengenes bestemt ikke apolitiske adfærd beskrives som ”Det er bare drengestreger”.

Det er udmærkede små henvisninger. Men det bliver for meget, og det mærkes tendentielt som om forestillingen taler ned til sit publikum, når det udmejsles til slut, at drengene er nazister, som pløkker uskyldige ned. Det vises ved, at skuespillerne på skift dratter om, når drengene med deres gevær har skudt dem ned.

Det er meget muligt, at billedet også er til for at drage en parallel til Putins aktuelle krigsmetoder og invasionen i Ukraine. Men den markør fungerer ikke overbevisende. Heller ikke når pensionat-ejer Fräulein Schneider synger ”Jeg spørger Dem i dag, hvad ville De gøre? Ville De stikke af? Hvad ville De gøre? Hvad nu, hvis man bare sad musestille til der blev fred? Hvad vil De gøre, sat i mit sted?”

Og det skyldes ikke, at lyden teknisk set ikke fungerer særligt godt med hensyn til at bringe ordene tydeligt igennem (det er et generelt problem gennem hele forestillingen) og bestemt heller ikke Ulla Henningsens skuespilpræstation og fortolkningsevner. Og her er vi ved forestillingens absolutte lyspunkt: Henningsen er fremragende.

Uden at gøre væsen af sig gestater Henningsen Fräulein Schneider med en stemmeføring og et kropssprog som emmer af skrøbelighed. Ja, hun inkarnerer med sin præcise og indlevelsesfyldte tilstedeværelse på scenen al den forslidthed og alle de medmenneskelige savn Berlins 1930'er mennesker er tynget af.

Og hun udtrykker samtidig og på fornem vis en gnist af håb og et behov for gensidig kærlighed. Det sker i et sublimt samspil med Anders Baggesen, der spiller den jødiske frugthandler Rudolf Schultz. Hver for sig og sammen viser de hvad stor skuespilkunst kan. De formår at gøre menneskelige forhold almengyldige og løfte forestillingen ud af de tidsbundne 1930'ere.

De øvrige medvirkende når ikke de to til sokkeholderne. Vi kommer fx aldrig rigtigt til at tro på Emil Prenters bud på den amerikanske forfatter, Clifford. Prenter overgør Cliffords kejtethed. Sofia Nolsøe overbeviser ikke som Kit Kat Klubs hovedattraktion Sally Bowles. Der er noget for misklingende skarpt ved spillet, som også fattes karisma og sensuel råstyrke.

Overdrivelser fremmer ikke altid forståelsen, og i al fald ikke altid den kunstneriske oplevelse. Alt for meget skæres for tydeligt ud i pap i en helhed, hvor de legendariske sange heller ikke beruser og ikke bliver til ørehængere. Heldigvis skyder Henningsens og Baggesens præstationer og samspil (som er til 5 store stjerner) en livsbekræftende pil for både teaterkunsten og livet ud i rummet.