Anmeldelse: Velrullende og sejt flosset Dylan

Når Bob Dylan stiller sig til rette på en scene, sker der noget. Hvad der sker, vides ikke på forhånd.

Inden det skete, sagde en kvinde, som kun havde været fire timer i byen, med tysk accent til sin veninde: "Maybe he'll be ready soon. Maybe." Der skulle gå endnu tre kvarter, før hun - og de omkring 5000 andre i Musikhusets Amfiscene - fik, hvad de var kommet for.

Præcis kl. 21.59 gik de første bandmedlemmer spillende ind på scenen; Dylan et minut senere. Og så begyndte det, med sylespidse guitarriffs, der huggede sig ind og ud af nummeret "Things Have Changed". Og snart efter sad han, i et cremefarvet jakkesæt, ved pianoet under "Beyond Here Lies Nothin'" som en leder af et danseband med ét erklæret ønske: at spille sig og os ind i mørket, og om nødvendigt, som de mest loyale skibsorkestre ville insistere på: hold musikken kørende. Også hvis skibet skulle synke.

Det saftige klaver var aftenen igennem Dylans favoritinstrument og støtte i en koncert, som indeholdt flere af numrene fra hans 35. album, "Tempest". For nogle unge fyre blev Dylans søsyge raslepiano på "Spirit On The Water" lidt for meget. "Fuck, det lyder flækket det klaver." For mange af deres sidemænd var de skæve grooves tilsat pianoskalaøvelser omvendt som at udforske den ultimative havbund med VIP-kig til sjældne koraler.

Sådan er det med Dylan. Han skiller lytterne, og selv de største fans, som har ham som yndlingsfilosof og leverandør af intellektuelt narkotikum, træder momentvis ud af menigheden, når de finder hyggepianoet (eller noget helt andet) deep crazy.

Fansene fik næsten ingen ord med på vejen. Udover annonceringen af en pause (på dansk). Inden da blev "Love Sick" dog leveret så velrullende, at de mange tilhørere fandt sammen i en fælles meditation.

Allerede her blev det klart, som en engelsk kritiker har skrevet om manden, der både hædres for at have fornyet og klandres for at have forskruet sproget: Ingen går utilfredse fra en koncert med Bob Dylan.

Flænger i himmelen

Anden afdeling indledtes med "High Water (For Charley Patton)". Mens et gulligt lys skabte en pastoral stemning på scenen, var "Forgetful Heart" meget tæt på at groove os langt ud i den tidlige nat. Tårevædende smuk i al sin enkelhed. Med Dylan på mundharmonika.

En helt anden noirkvalitet opstod i "Early Roman Kings", hvor et tæt groove omkransede linjerne "I'm not dead yet / My bells still rings".

Når 73-årige Dylan blander sin blues, country og folk rigtigt, lyder det hele så dejlig tørt som et Børge Mogensen-møbel. Saloon-sangen"Scarlet Town" var en skuffelse i forhold til albumversionen, men "Pay In Blood" havde den rette finish af potent rock, og i "Duquesne Whistle" skabte Dylans berømte band et smukt trafikeret jazzet lydlandskab med kælne trommer og synkoperet leg mellem guitarer og piano. Lige til at slænge sig i.

I de mange fans' optik var Amfiscenen onsdag aften det musikalske epicenter. En bleg folkemusikant med en hat rundere end Aros' kunstregnbue sad og sang "Listen to that Duquesne whistle blowing / Blowing like the sky is gonna blow apart," så det må have sat flænger i himmelen.

Sidste tur?

"Never Ending Tour", som begyndte i 1988, stopper måske aldrig. Hvis hans berømte linjer "It's not dark yet, but it's getting there" skal sættes op imod albumtitlen "Tempest" og spekulationerne om, at Dylan er ved at slutte - ligesom Shakespeare efter færdiggørelsen af "The Tempest" - ja så må man snarere sige: Nej, Dylan øver sig. Og indtil videre (gennem)spiller han sit eget drama. Som denne aften (men forvent aldrig det samme i morgen) bevægede sig mellem det sukrede og det smukt trashede.

Den tyske kvinde fik sin "Soon After Midnight". Og bagefter "All Along The Watchtower" - første ekstranummer - en løssluppen leg mellem det raslende piano og et band, som piskede i en anden retning, men som atter mødtes i et fælles udtryk med en smukt flosset energi.

Lidt over midnat var det "Blowin' In The Wind", som Dylan på det seneste har genopdaget, som kastede os helt ind i buldermørket.