Annonce
Debat

Ansvaret for offentlig omsorgssvigt siver altid opad

Sekretariatsleder Esben L. Kullberg, Foreningen Ligeværd. Foto: Jens Thaysen
Annonce

Læserbrev: Det er let at udpege medarbejdere med borgerkontakt som synderne for omsorgssvigt på plejehjemmene og kritisable forhold på bosteder for mennesker med handicap. Ansvaret for svigt og dårligt arbejde ’siver’ opad. Der er derfor behov for, at den øverste ledelse i kommunerne - politisk såvel som administrativt - besinder sig på, hvad kommunens kerneopgave er.

Der er alt for mange sager om svigt, mangelfuld pleje, dårlig sagsbehandling og borgere med handicap, der ikke får ordentlig pleje. Det har meget alvorlige konsekvenser for de mennesker, der har brug for støtte og hjælp i hverdagen til at leve et ordentligt liv. Og det har alvorlige konsekvenser for vores tillid til de institutioner, der skal hjælpe, når tilværelsen knækker over, eller livet har for store udfordringer.

Det er en stærkt bekymrende udvikling, som vi nødvendigvis må have vendt. Igennem en årrække har vi i det offentlige arbejdet på at strømline vores velfærdsinstitution efter modeller fra det private erhvervsliv. Det har heddet New Public Management. Det har blandt andet skabt en forestilling om, at velfærd skal effektiviseres og sociale indsatser kan sidestilles med varer, vi køber. Med den tænkning er vi blevet kunder i den store ’kommunebutik’ med de rettigheder, man har som forbruger, og vi har samtidigt mistet fornemmelsen af, at vi faktisk selv er kommunen.

Hele denne virksomhedsgørelse af vores velfærd og offentlige institutioner har haft mange omkostninger. Et par af de mest markante er, at det er blevet den alt overskyggende ledelsesmæssig dyd i kommunerne at være omkostningseffektiv. Den anden markante omkostning er, at både politikere og topembedsfolk er blevet for optaget af at markedsføre kommunen og dens aktiviteter, ligesom en virksomhed markedsfører sine produkter.


Med velfærd er mest muligt ikke det samme som bedst muligt.

Esben Kullberg, direktør i Ligeværd


Det er naturligvis svært at kritisere omkostningseffektivitet. For hvem vil ikke gerne have mest muligt for de færreste penge. Men når det gælder velfærd, så er mest muligt ikke det samme som bedst muligt. Effektivitetstænkningen kan give alvorlige problemer.

Vi ved, at det, der hjælper mennesker, sker gennem relationer. Relationer kræver tid og ressourcer. Mennesker er ikke maskiner, hvor vi kan sætte tempoet lidt op og nå lidt mere lidt hurtigere og samtidig sikre kvaliteten. Det er den smertelige erfaring, vi lige nu høster på plejehjem og bosteder.

Den anden markante omkostning er, at vi tror, at vi kan markedsføre ydelserne og få dem ’solgt’ til de borgere, der er kunder i kommunebutikken uanset kvaliteten af dem. Lige nu synes jeg, at jeg ser alt for megen aktivitet på sociale medier, som skal snakke kommunen op og flashe alt det gode, der gøres. Der er for mange workshops og konsulentprocesser, der skal skabe den gode fortælling om ’borgeren i centrum’ eller om duft af flæskesteg på plejehjemsgangene.

Heller ikke her, er der noget galt i at fortælle de gode historier eller sikre, at afdelinger og forvaltninger sætter borgeren i centrum. Men når så omsorgssvigt og umenneskelig behandling kommer for dagens lys, så bliver det indlysende, at den gode fortælling blot er sukkerglasur på en for ringe offentlig omsorg, og at det ledelsesmæssige blik har været rettet det forkerte sted hen. Og det gør ikke blot markedsføringen og al snakken tom, det gør den til en hån mod de mennesker, der oplever sig svigtet.

Vi skal have vendt den ledelsesmæssige skude og fundet det moralske og medmenneskelige kompas frem igen. Og så skal den øverste top i kommunerne sørge for, at alle har fokus på kerneopgaverne og de borgere, velfærdsinstitutionerne er sat i verden for.

Vi skal sikre, at vores børn har trygge og gode sammenhænge at vokse og udvikle sig i. Vi skal skabe værdige forhold for de borgere, der ikke har muligheden for at klare sig selv. Vi skal omgås alle mennesker – også de gamle demente og dem, der måske ikke helt forstår, hvad der sker omkring dem, med værdighed og respekt.

Jeg tror egentlig ikke, at det er mere kompliceret end det. At vi husker at trykprøve alt, hvad vi laver, på, om det handler om de mennesker, der har brug for vores opmærksomhed, omsorg og støtte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce