x
Annonce
Digitalt

Apokalypsen er grim og gammeldags: Rage 2 kommer ikke helt i mål

Rage 2 er rodet og voldsomt, men har dog sine momenter. Pr-foto
Rage 2 er grimt og gammeldags, men når det er bedst, er det svært ikke at blive revet med.

Multi-platform: Har du nogensinde overvejet, hvordan det ville se ud, hvis Doom og Fallout fik et fælles afkom? Nej? Det har de tilsyneladende hos ID, Avalanche og Bethesda. I hvert fald er det lidt sådan, Rage 2 er endt.

Rage 2 er – måske ikke overraskende – fortsættelsen til det første Rage fra 2011, som kom til pc og sidste generations konsoller. Det var ikke en dundrende succes, men det håber man så at indhente nu. Du bliver smidt i en historie, hvor du skal bekæmpe den ondskabsfulde og magtfulde organisation The Authority. Som rangeren Walker, hvis fulde navn dermed er Walker Texas Ranger (ja…), skal du skyde dig igennem The Wasteland i jagten på The Authority, og den fører naturligvis igennem en hulens masse mutanter i alle mulige størrelser og afskygninger, som du kan skyde, køre over, kaste rundt med og sprænge i luften, til dine triggerfingre er slidt ned.

I rejsen gennem The Wasteland, som Rage 2’s verden hedder, kan du nemlig sætte dig ind i både helikoptere, i biler og på motorcykler, ligesom du kan opgradere evner som Dash, der får dig til at flytte dig hurtigt og Shatter, som lader dig kaste rundt med fjender. Og så er der naturligvis et arsenal af våben i spillet, som ville gøre enhver postapokalyptisk krigskarl grøn af misundelse.

Annonce
Der er masser af over-the-top-action i Rage 2, men det kniber med overblikket. Pr-foto

Solid shooter – bare ikke så meget mere

For så vidt er alle byggestenene til en gennemsolid shooter til stede i Rage 2. Og det er spillet også – en solid shooter. Det bliver bare aldrig mere end det. Nu nævnte jeg Doom i indledningen, og grafisk er det i nærheden af det niveau, vi er på. Altså et spil fra 2016. Derudover er spillets historie kort og tynd, stemmeskuespillet er ræderligt til tider, og de ting, man kan tage sig til i spillets åbne verden, bliver aldrig rigtig sjove.

Derudover har Rage 2 et gevaldigt problem i forhold til at hjælpe mig med at finde rundt. Det kan godt være, at det er mig der er blevet for vant til, at jeg altid får waypoints og kort til alting i spil, men for mange gange endte jeg altså med at gå rundt i for eksempel spillets tre byer og fare vild. Ikke fordi byerne er for store, men fordi det hele simpelthen ser for ens ud.

Men når Rage 2 er bedst – og det har vitterligt sine gode momenter - så spiller det altså. Når du laver et dash for at undgå en fjende, skyder en anden i stumper og stykker med din shotgun og splintrer rustningen på en tredje med et veltimet shatter, så er det altså svært – selv for en mavesur anmelder - ikke at sidde og grine lidt teenage-fjoget i skægget.

Rage 2 er grimt, det er dårligt fortalt og til tider umuligt at finde rundt i. Men der er altså også en barnlig charme i spillet, som især kommer til udtryk i de rendyrkede shooter-sekvenser. Hvis der var tale om en indie-titel, så ville jeg ikke have nogen problemer med at anbefale det, men som en fuldpris titel til – i skrivende stund – over 500 kroner, så er du altså bedre tjent med eksempelvis at vente på Borderlands 3.

Titel: Rage 2

Platforme: PS4, Xbox One, pc

Udgivelsesdato: 14. maj

Brødtekst

Brødtekst

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Region

Flere sygehusansatte ramt af covid-19

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Annonce