Annonce
Kultur

Arkitekt bygger rådhuset af småkager

Stig Retpen i gang med rådhuset. Foto: Hans Petersen

20 frivillige hjælper kineseren Song Dong med det store kunstværk, der må spises på fredag.

AARHUS: De bygger på livet løs i Kunsthal Aarhus. Hver dag i denne uge er cirka 12 frivillige mødt op for at hjælpe den kinesiske kunstner Song Dong med at bygge Aarhus af småkager og vafler.

Det vil sige: Det er en neutrtal storby, og i den vil være seks-syv kendte bygninger fra Aarhus.

En af dem bliver lavet med særlig forkærlighed. Det er rådhuset, og bag det står 71-årige Stig Retpen. Han er arkitekt og har arbejdet 29 år for Aarhus Kommune, så han har en særlig interesse i netop det hus.

Sirligt skærer han siderne til tårnet ud, efter at han har lagt vafler på bordet for at markere bygningerne. Rådhuset bliver lavet i målet 1:800, sådan nogenlunde.

Stig Retpen var også med, da Song Dong for godt tre år siden opbyggede sin mors hus i Kunsthal Aarhus, og da han så, at kineseren kom igen, ville han gerne deltage.

- Det er fantastisk at se husene rejse sig. Det er Song Dongs idé, men der er plads til initiativer, for eksempel med hensyn til bestemte bygninger. Rådhuset skal være så præcist som muligt, og tårnet er vigtigt, siger Stig Retpen, der bruger æggehvide til at binde delene sammen med.

Han har fundet bogen om Aarhus Rådhus frem, så han kan hente de nødvendige oplysninger.

Song Dong er ikke arkitekt. Men han siger, at han har lært meget af at se andre bygge. Han har lavet tilsvarende projekter med storbyer af kage i adskillige andre lande.

Annonce
Stig Retpen bygger Aarhus Rådhus. Foto: Hans Petersen

Kunsthal Aarhus, J. M. Mørks Gade 13. Første soloudstilling i Danmark med den kinesiske kunstner Song Dong. Udstillingen "Collaborations" stiller skarpt på samarbejdsformer, familierelationer og geopolitik. Både kendte og nye værker.

Fernisering fredag 1. september kl. 17. Efter talerne må kagebyen spises. Udstillingen kan ses til 29. oktober. Der er workshop med Lego-klodser for børn på søndag kl. 13-15.

Udstillingen viser blandt andet Song Dongs hus fra Beijing. Det er fragtet hertil og bygget op. Huset kan lejes til arrangementer. En del af udstillingen er byen bygget af småkager og vafler.

Bogen om Arne Jacobsen og Erik Møllers rådhus indeholder nødvendige oplysninger. Foto: Hans Petersen

Kendte bygninger

"Collaborations" kalder Song Dong udstillingen, og samarbejde må man bestemt sige, det er.

Fie Mortensen på 23 år er i praktik i Kunsthal Aarhus under sit studium i æstetik og kultur på Aarhus Universitet, og hun har ansvaret for at samle og styre de frivillige. Omkring 20 - fortrinsvis studerende - har meldt sig, og de kommer fra mange nationer.

- De hygger sig og synes, det er sjovt at lave noget sammen, siger hun og fortsætter: Det er godt for integrationen at blande nationaliteterne. De fleste lærer nogle nye at kende, og næste weekend mødes vi i en park i byen, siger hun.

Nanna Kolding Sørensen på 26 år bygger Domkirken. Bogtårnet ved universitetet, Moesgaard Museum og kunstmuseet Aros er blandt de andre bygninger, der skal være med.

Der er fernisering fredag kl. 17, og efter talerne må byen spises.

Nanna Kolding Sørensen bygger Domkirken. Foto: Hans Petersen
Fie Mortensen holder styr på de frivillige. Foto: Hans Petersen

Emails forsvinder

Kunsthallens samarbejde med Song Dong er fortrinligt, men ikke altid lige nemt.

De kinesiske myndigheder følger hans færden, og for nylig fik han slettet 20.000 emails. Tidligere er en del oplysninger fra Kunsthal Aarhus ikke nået frem til ham.

Song Dong var med på kunstmuseet Aros' udstiling "A New Dynasty - Created in China", hvor også den for de kinesiske myndigheder kontroversielle Ai Weiwei deltog. Det var ham, som fjernede sin store skulptur i utide i protest mod danske myndigheders behandling af flygtninge.

Song Dong forklarer den 21-årige studerende ukrainer Sashko Shevchenko, hvordan byen skal laves. Foto: Hans Petersen
Der er voldsom aktivitet. Foto: Hans Petersen
Hvordan skal vi gøre? Alle samtaler foregår på engelsk. Foto: Hans Petersen
Rådhusets tårn skal stå præcist. Stig Retpen i arbejde. Foto: Hans Petersen
Mange huse er allerede bygget. Foto: Hans Petersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce