Annonce
Østjylland

Arkivleder raser - bevaringsværdige gravsten skrottes

Lisbeth Bonde ved en gravsten, som helt tilbage i halvfemserne blev erklæret bevaringsværdig. Nu står den på en oplagsplads udenfor kirkegården ved Saxild Kirke. Foto: Søren E. Alwan

Lisbeth Bonde fra Saxild-Nølev Lokalarkiv er vred over, at gravsten, som Odder Museum for mange år siden erklærede bevaringsværdige, forsvinder fra Saxild Kirkegård.

Saxild: Jeg er egentlig ligeglad med, hvem der har det overordnede ansvar for, at gravstenene bevares. Men noget må gøres, før en stor del af vores lokalhistorie ryger ud med badevandet.

Ordene kommer fra Lisbeth Bonde, daglig leder af Saxild-Nølev Lokalhistoriske Arkiv. Hun har i den seneste tid opdaget, at flere såkaldte bevaringsværdige gravsten på Saxild Kirkegård er blevet fjernet.

Hun har endnu ikke overblik over, hvor mange sten, der er forsvundet, eller om de er blevet fjernet fra kirkegårdens lapidarium eller fra deres oprindelig plads, hvilket vil sige gravsteder, som er blevet nedlagt, fordi pårørende holdt op med at betale. Men væk er de.

Et lapidarium er den samling af gravsten, som er blevet flyttet i takt med, at gravsteder er blevet nedlagt. På nogle kirkegårde flyttes alle sten til en sådan afdeling - på andre kun de gravsten, som Odder Museum har erklæret bevaringsværdige, fordi de har en lokalhistorisk eller kunstnerisk værdi.

Annonce

Gravsten skal sikres

I juni 2016 blev en to-årig dreng dræbt, da en gravsten væltede ned over ham på Vestre Kirkegård i København.

Det fik daværende kirkeminister, Bertel Haarder (V), til at opfordre landets menighedsråd til at sætte fokus på usikre gravsten.Der findes ingen tal for, hvor mange gravsten der bliver sikret på landets cirka 2200 kirkegårde.Der findes ingen konkrete regler for, hvornår og i så fald hvordan gravsten skal sikres. Det ligger dog fast, at menighedsrådene skal sørge for, at det er sikkert at færdes og arbejde på kirkegården.Det er gravstedets ejer, der hæfter for en eventuel sikring. Er der tale om sten i et lapidarium, på en bevaringsværdig gravplads eller i en mindelund, er det kirken, som hæfter.

Der findes et såkaldt lapidarium i et hjørne af Saxild Kirkegård - altså et sted, hvor de bevaringsværdige gravsten opstilles. Foto: Søren E. Alwan

Den sidste fæstebonde smidt ud

En sådan sten var Jens Christensens gravsten. Den blev ifølge Lisbet Bonde erklæret bevaringsværdig helt tilbage i 1990'erne, da den stod på sit oprindelige gravsted. Da det gravsted blev nedlagt, endte den på et eller andet tidspunkt på en oplagsplads udenfor kirkegården - og det var her, Lisbeth Bonde fandt den i sommer.

- Den skulle i hvert fald aldrig være endt som udsmid. Det kan jeg se i de registerblade, som udarbejdes for hver eneste grav i provstiet. Her fremgår det, at Odder Museum i 1990'erne erklærede den bevaringsværdig, fordi Jens Christensen var den sidste fæstebonde på egnen. Det er da et stykke lokalhistorie, som er værd at bevare, siger Lisbeth Bonde, der har skrevet til Nationalmuseet for at gøre opmærksom på problemet. Samtidig er hun i løbende kontakt med menighedsrådet og Odder Museum.

Den sidste fæstebonde i sognets sten skulle egentlig have været opbevaret i et særligt hjørne af kirkegården. I stedet er den endt på en oplagsplads. Foto: Søren E. Alwan

Kirkegårde skal sikres

Saxild Kirkegård er ikke det eneste sted, hvor der for øjeblikket forsvinder gamle gravsten. Det samme er ifølge opslag på Facebook også sket på bl.a. Ørting Kirkegård. Her blev pårørende til afdøde i sommerens kirkeblad opfordret til at hente gamle gravsten fra nedlagte grave. Ellers vil de blive kasseret. Menighedsrådene har kun pligt til at bevare de gravsten, som er registreret bevaringsværdige.

Det fortæller provst Dorte Sørensen, som fører tilsyn med arbejdsmiljøet på provstiets kirkegårde.

- Jeg er ikke bekendt med, at der er blevet fjernet bevaringsværdige sten. Hvis det er tilfældet, skal borgerne henvende sig til deres respektive menighedsråd. For det må ikke ske, siger provsten og forklarer, at det er nødvendigt at sikre alle gravsten på provstiets kirkegårde - uanset hvor de står.

- Er der tale om et gravminde, som er registreret som bevaringsværdigt, og som ikke længe er i brug af en familie, er det kirken, der skal betale for sikringen, og det kan løbe op. Jeg bad derfor menighedsrådene gennemgå stenene og finde ud af, om nogle af de mange gravsten, som står på kirkegårdene, uden at de er en del af et aktivt gravsted, skal registreres som bevaringsværdige. Hvis de er i tvivl om stenenes bevaringsværdi, skal de kontakte Odder Museum og bede om en vurdering. Mens museets vurdering afventes, skal stenene stabiliseres, så det er sikkert for de ansatte at arbejde på kirkegården, siger hun.

Bevaringsværdige gravsten er ved at forsvinde fra Saxild Kirkegård. Leder af det lokale arkiv Lisbeth Bonde tegner og fortæller om sagen. Foto: Søren E. Alwan
Bevaringsværdige gravsten er ved at forsvinde fra Saxild Kirkegård. Leder af det lokale arkiv Lisbeth Bonde tegner og fortæller om sagen. Foto: Søren E. Alwan
Bevaringsværdige gravsten er ved at forsvinde fra Saxild Kirkegård. Leder af det lokale arkiv Lisbeth Bonde tegner og fortæller om sagen. Foto: Søren E. Alwan
Bevaringsværdige gravsten er ved at forsvinde fra Saxild Kirkegård. Leder af det lokale arkiv Lisbeth Bonde tegner og fortæller om sagen. Foto: Søren E. Alwan
Bevaringsværdige gravsten er ved at forsvinde fra Saxild Kirkegård. Leder af det lokale arkiv Lisbeth Bonde tegner og fortæller om sagen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce