Annonce
Kultur

Armenernes danske mor - nu også som roman

Fotoet af Karen Jeppe, som dukker op i næsten alle de sammenhænge, hvor hun er med. Det har da også fået plads på forsiden af den nyudgivne roman

Forfatteren Elisabeth Lyneborg har skrevet en dokumentarisk roman, baseret på historien om danske Karen Jeppe, som forsøgte at dæmme op for tragedierne, da tyrkerne myrdede millioner af armenere.

Bøger: Havde lærerinden Karen Jeppe en hemmelig kærlighed i Armenien, mens hun arbejdede dér og kom alt for tæt på det armenske folkedrab?

Se, dét spørgsmål vil de fleste, som kender historien om hendes store og uegennyttige indsats nok stille sig lidt afvisende over for. Men på den anden side...

Han hedder Talip og var kurdisk oprørsleder. Og han spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen "Karen Jeppe - At tænde lys i mørket", skrevet af præsten og forfatteren Elisabeth Lyneborg.

Bogens præmisser bliver angivet allerede på forsiden: "Dokumentarisk roman". Eller med andre ord en historie, der tager sit afsæt i Karen Jeppes liv og historie - og tillader sig at bygge videre på de dokumenterede fakta.

Annonce
Karen Jeppe havde en polsk kollega, Leopold Kashchik, som hun fik til at fotografere i de armenske flygtningelejre i Aleppo. Dette er et af billederne. Foto fra Wikipedia

Kz-lejre og dødsmarcher

Karen Jeppe er en fascinerende skikkelse.

Hun kom til verden 1876 og voksede op i Gylling ved Odder. Tidligt blev hun optaget af beretningerne om, hvordan tyrkerne forfulgte det armenske folk, og i 1903 rejste hun til den armenske by Ufa i det sydøstlige Tyrkiet, hvor hun overtog ledelsen af et stort børnehjem.

Her oplevede hun i årene 1914-1918 det folkedrab, som Tyrkiet den dag i dag afviser fandt sted. Millioner af armenere blev dræbt eller døde i koncentrationslejre eller på dødsmarcher. Karen Jeppe gjorde, hvad hun kunne, for at hjælpe det dødsdømte folk, og det lykkedes hende at redde mange, inden sygdom i 1918 tvang hende til Danmark.

I 1921 vendte hun tilbage og slog sig ned i syriske Aleppo, hvortil mange armenere var flygtet. Hun fortsatte sin indsats for at hjælpe flygtningene, bl.a. ved at oprette børnehjem, skoler og små håndværks-virksomheder.

I 1935 døde Karen Jeppe som 59-årig af malaria. Men armenerne har ikke glemt hende. Hun kaldes "Armenernes danske mor", en skole i Aleppo bærer hendes navn, og i Gylling kommer jævnligt armenere på besøg for at mindes hendes indsats.

Tyrkerne benægter stadig, at det, som overgik armenerne fra 1914 og et årti frem, var folkedrab. Mange beretninger og mange fotos giver anderledes klar besked. Dette foto er taget i 1915 af Henry Morgenthau, Sr., amerikansk ambassadør i Tyrkiet. Han udgav en bog med sine fotos og skriver om dette: "Scener som disse var almindelige overalt i den armenske provins i forårs- og sommermånederne 1915. Døden i dens mange former - massakrer, sult, udmattelse - aflivede den store del af flygtningene. Tyrkernes politik var tilintetgørelse under dække af deportation." Foto fra Wikipedia

Dialoger og miljø

Kort sagt en gribende historie om et usædvanligt menneske - og på sin vis oplagt at omsætte til roman.

Elisabeth Lyneborg følger langt hen ad vejen den virkelige historie om Karen Jeppe og iklæder den dialoger og miljø. Hun gør det, så man som læser får et klart og letlæst indtryk af kvinden, der gav sit liv til Armenien. Og uden at svælge i folkedrabets bestialiteter tegner hun et billede, så man tydeligt mærker, hvor magtesløs og fortvivlet Karen Jeppe må have følt sig, mens tyrkerne hærgede.

Selvfølgelig kan man diskutere Talips rolle. Muligvis har han været der, også selv om han (så vidt jeg ved) ikke optræder i de officielle beretninger om den danske udsendings liv. Og Elisabeth Lyneborg får via ham gjort opmærksom på, at Karen Jeppe var ikke kun armenernes mor, men også kvinde.

Spørgsmålet er så, om der egentlig er brug for en dokumentarisk roman. Der findes glimrende bøger om det armenske folkedrab og om Karen Jeppe. Om man foretrækker dem, eller hellere vil have historien på Elisabeth Lyneborgs facon - ja, det bliver i høj grad en smagssag.

Dokumentarisk roman

Elisabeth Lyneborg

"Karen Jeppe - At tænde lys i mørket"

Hovedland, 166 sider

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Mere tilskud til hurtigt internet - hvor der er behov for det

Som vi fortalte mandag, så vil Aarhus fortsætte med at vokse i vildskab i de kommende år. Med hvad deraf følger. Trafikkaos, for eksempel. Af samme grund arbejder kommunen med trafikplaner, som skal sikre, at vi også i fremtiden kan komme på arbejde. De handler blandt andet om Marselistunnel, flere spor på motorvejen, Kattegatbro og andre, hamrende dyre investeringer, som kan tage spidsen af trængslen. En idé, som af gode grunde ikke indgår i planen - fordi det selvfølgelig ikke primært bør være storbyen, som tager det initiativ - kunne oplagt handle om at sikre, at der er hurtige netforbindelser i kommunerne rundt om byen. Det vil give flere mulighed for at etablere højteknologiske firmaer i udkanten af metropolen, og det vil give flere ansatte i Aarhus-virksomheder mulighed for at arbejde hjemme, hvilket også vil bidrage til mindre trængsel på vejene. Hidtil har staten faktisk interesseret sig for at udbrede hurtigt internet i udkantområderne qua bredbåndspuljen, som giver tilskud til at sætte fart på internetforbindelserne i områder, hvor det dårligt betaler sig for netudbyder-selskaberne. Men den ordning var kun en hårsbredde fra at blive skrottet, da den nye S-regering fremlagde sit første finanslovsudkast. Heldigvis er regeringen nu - efter at Avisen Danmark har stillet kritiske spørgsmål til beslutningen - kommet på andre og bedre tanker. Nu er den parat til at lade puljen fortsætte - dog med den tilføjelse, at den vil fremskynde en evaluering af, hvordan pengene er blevet brugt hidtil. Hvilket er en rigtig god idé. For det er en kendsgerning, at i hvert fald det første år røg masser af tilskudskronerne til adresser i byområder, mens ensomt liggende huse på bl.a. Djursland ikke kunne få tilskud, fordi der var forrygende fejl i kortmaterialet over bredbåndsmulighederne landet over. Ret skal være ret. Med tiden blev kortmaterialet justeret, så Djursland har fået en pænt stor portion af støttekronerne i de seneste år. Men hvor mange husstande og virksomheder på Djursland og i andre udkantsegne af landet, der stadig hænger i netbremsen, er der næppe nogen, der har overblik over. Så lad os få det kortlagt i en fart, så pengene ryger derhen, hvor der er mest behov for dem, når regeringen atter åbner for kassen.

Annonce