Annonce
Kultur

Arnes bogkasse: En stor forfatter men en helt fantastisk kvinde

Forfatter og journalist Jane Aamund er død. Hun blev 82 år. Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Jane Aamund står som en klippe i skæbnens strøm. Hun lod sig ikke kue af en hæslig kræftsygdom. Hun skrev store romaner og endnu bedre erindringsbøger - men vi er nogle stykker, der kendte hende tidligere - da hun var en fantastisk kvinde.

Det overraskende er ikke, at Danmark forleden mistede en stor forfatter. Det overraskende er, at vi fik lov til at beholde hende så længe. Jane Aamund blev 82 år. De sidste tyve år levede hun med en rædselsfuld kræftsygdom. Men hun blev ved med at skrive - og blev ved med at være vidunderlig humoristisk. Selv når smerterne var værst - og hun bare ønskede at dø.

Adskillige gange undervejs i den lange sygdomsperiode troede hun ikke selv på, at hun klarede den. Men hun vendte tilbage til livet i flere omgange. Som da der en dag løb en e-mail ind i boksen med teksten: Min egen ven, her har du mig tilbage. Og jeg kom til at grine, gennem tårerne. For det var så oplagt, hvem afsenderen var. Jane, selvfølgelig. Et par måneder tidligere havde hun skrevet til mig - og sagt farvel. Og frabedt sig opmærksomhed. Og nu skrev hun muntert - med et citat fra en gammel sang fra Giro 413. Men nu kommer der ikke flere e-mails.

For mig er det et stort, personligt tab, at Jane er væk. Det kommer måske ikke læserne ved. Og dog - jeg vil skrive om hende alligevel - fordi alt det, som hun er kendt og elsket og beundret for i dagens Danmark, er så flot. Men der var så meget andet i Jane Aamund, at jeg vil fortælle det. Jeg behøver ikke skrive om hendes forfatterskab, selv om dette er en litteratur-rubrik. For andre har skrevet - og flere vil skrive - om det. Jeg behøver heller ikke skrive mere om hendes grusomme sygdom, om hendes vilje og mod og sejhed. For det gør alle. Men jeg vil gøre noget, der er politisk ukorrekt. Men som Jane selv ville betragte som en stor hyldest. Jeg vil fortælle lidt som Jane Aamund som kollega - og som kvinde. Hun var fantastisk på begge områder.

Annonce

En superkvinde

Jeg mødte Jane Aamund, da jeg som ung journalist kom til Berlingske Tidende. Hun arbejdede på vores store søndagsavis og var en af stjernerne. Jeg var ham "bonderøven", der kom med firtoget fra Herning - og flere af de berømte journalister kunne ikke skjule deres foragt for de små aviser i provinsen og for de journalister, der kom derfra. En hel del af dem havde komplet glemt, hvor de selv kom fra!

Men midt i flokken af berømtheder var der en superflot kvinde. Høj, rank, med ben som man var nødt til at kigge på og et par øjne, der funklede. Og så var hun det mest livsbekræftende og muntre menneske, som man kan forstille sig. Jane Aamund snakkede med hvem som helst, med høj som lav, og mens flertallet af kvindelige journalister på det tidspunkt var så optaget af kvindekamp, at de betragtede mænd som en slags fjender, var det helt anderledes med Jane Aamund.

- Jeg elsker mænd, sagde hun - gerne højt. - Mænd er sjove og friske - det er festligt at være sammen med dem. Så løftede hun brynene og sagde: Men de skal sgu ikke bestemme alting.

Jeg var så heldig at blive en god ven med Jane. Det berigede mit liv - og var på mange måder med til at gøre mig voksen. Hun var 15 år ældre end jeg. En moden kvinde med en masse livserfaring og en enorm viden om alt mellem himmel og jord. Jeg indrømmede over for hende, at jeg kun vidste noget om bøger, fodbold og laksefiskeri.

- Det med bøger er vigtigt, sagde hun. - Men du ved nu også noget om journalistik. Så var jeg fortabt.

Champagne i bogstaver

Hun var en farverig fortæller og mødte altid mennesker med åbent sind. Hun gav alle folk en chance. Og hun kunne få enhver mand til at smelte, bare med et blik eller en enkelt bemærkning. Hun var egentlig ikke flirtende. Men opmærksom, udadvendt og varm. Og så var der ud over hendes skønhed også denne fanden-i-voldske indstilling til livet og en forrygende humor. I et par af erindringsbøgerne skruer hun op for humoren. Derfor: Når alle taler om "Klinkevalsen" og "Colorado-sagaen" - så vil vi her i Bogkassen anbefale "Onklerne og deres fruer" og "Dengang det var sjovt". Det er boblende bøger. Champagne serveret gennem bogstaver.

Efter et års tid blev jeg tillidsmand for journalisterne på Berlingske. En eftermiddag sad jeg inde hos chefredaktør Henning Fonsmark (i øvrigt et af de bedst begavede mennesker, jeg har mødt i dansk presse). Vi diskuterede orlovsordning. Døren gik op, Jane Aamund kom ind - smukkere end nogensinde, i hot-pants. Hun afleverede en stor weekendartikel, som Fonsmark skulle læse. Ét stort smil og hun vimsede ud. Den intellektuelle chefredaktør og den fodboldtossede tillidsmand så på hinanden og smilede.

- Hun gør det sjovere at gå på arbejde, sagde Fonsmark. Det var en sag, vi var mere enige om end orlovsordningen.

Ak, kære Jane, så er det forbi. Et par gange skrev du til mig og sagde, at nu var det nok. Nu magtede du ikke mere. Det gjorde du heldigvis, længe. Farvel, din prægtige kvinde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Aarhus

Turbåd ligger stille i Aarhus Havn: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

Annonce