Annonce
Kultur

Arnes bogkasse: Kaptajnens erotiske vers om kærlighedens magi

Digteren Pablo Neruda gennemlevede et dramatisk og hårdt liv. Foto: Wikicommons

Pablo Neruda måtte udgive digtsamling under pseudonym, fordi han skrev inderligt om kærligheden til en anden kvinde end hende, han var gift med.

Bøger: Pablo Neruda fik Nobelprisen i litteratur i 1971, to år før han døde. På det tidspunkt blev han betragtet som en af verdens største lyrikere. Han var elsket over alt - og dørene åbnedes for ham. Også i de vestlige demokratier. Selv om Neruda gennem hele livet var både overbevist og glødende kommunist.

Men inden berømmelsen lagde sin beskyttende kappe over Neruda, måtte han gennem mange trængselsperioder. Han var ikke alene forfulgt af militærdiktaturet i fædrelandet Chile, men også ildeset i mange andre lande. Da Neruda først i 1950'erne kom til Italien som en slags rejsende i teoretisk og praktisk kommunisme, ville den kristen-demokratiske regering holde ham i kort snor. Hans færden blev nøje fulgt at politiet - og man overvejede at anholde Neruda. Den kendte, gamle historiker og naturforsker Erwin Cerio skammede sig på Italiens vegne.

Kommunist eller ej - Neruda var en stor digter. Og sådan kunne man ikke behandle en international kunstner. Så Cerio stillede sin villa på øen Capri til rådighed for Neruda og hans elskede Matilde Urrutia. En sen, kold vinteraften ankom de til det, som Neruda senere kaldte Guds mesterværk. Året efter, i 1952, udkom digtsamlingen "Kaptajnens vers" - skrevet til og inspireret af - Matilde Urrutia. Digtsamlingen udkom under pseudonym - og kun i 50 eksemplarer - på Capri. Neruda ville ikke lægge navn til samlingen, fordi han på dette tidspunkt formelt stadig var gift med sin første hustru. Han troede også, at digtsamlingen ville blive overset. Derfor det beskedne startoplag.

Annonce
Pablo Neruda og hans livs kærlighed, Matilde Urrutia ?Kaptajnens vers?, er en samling erotiske og meget poetiske digte inspireret af parrets kærlighed. Pr-foto

Vedgik sig faderskabet

Neruda og Mathilde giftede sig i 1955, men først i 1963 vedgik Neruda officielt faderskabet til digtsamlingen "Kaptajnens vers". Men på dette tidspunkt var samlingen blevet kendt - og beundret. Og Neruda var hovedmistænkt i alle litterære kredse. Fordi hans digteriske kraft, stærke poesi og brændende lidenskab var genkendelig.

Nu er denne digtsamling blevet genudsendt på dansk. Det er forlaget Lindhardt og Ringhof, der står for udgivelsen. Gunnar Engberg Hansen har oversat fra spansk, så både poesien, skønheden og styrken i digtene står med overvældende tyngde. Det samme gør lidenskaben mellem kaptajnens og hans kvinde. Gunnar Engberg Hansen har også bidraget med et kortfattet, men brillant forord. Desuden er bogen bemærkelsesværdig ved dels at rumme de mange, smukke digte på dansk, men også ved, at digtene også bringes på spansk i Pablo Nerudas endelige udkast. For de ganske mange danskere, der holder af det spanske sprog, er der her en enestående mulighed for at opleve det spanske sprog fra sin mest poetiske og yndefulde side

Umulig at overse

Der er omkring 100 digte med i samlingen, og mellem disse er perler, som verdenslitteraturen har taget til sig for længst. Eksempelvis det smukke digt "Pottemageren" - eller "El alfarero", som den spanske titel lyder:

Hele din krop besidder et bæger

eller en sødme bestemt for mig.

Når jeg løfter hånden,

møder jeg overalt en due,

som søgte mig, som om de,

min elskede, havde skabt dig af ler

for disse mine pottemagerhænder.

Dine knæ, dine bryster,

Din midje

mangler hos mig som i en hulning

I en tørstig jord,

hvorfra de løsnede en form,

og sammen er vi ét, som en eneste flod,

som et eneste sandskorn.

Det er umuligt at overse poesien og kærligheden i et sådant digt. Det skaber mindelser om "Højsangen" fra Det gamle Testamente, der tilskrives Kong Salomon.

"Kaptajnens vers" er ikke en af Pablo Nerudas største digteriske bedrifter. Eksempelvis er hans gennembrudsdigte fra 1950, "Den store sang" (Canto General), langt dybere og mere spændende. Det samme er "100 kærligheds-sonetter". Men det er herligt, at "Kaptajnens vers" atter er tilgængelig. Bogen er på 208 sider, udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

Annonce