Annonce
Kultur

Aros’ historie 1: Den spæde start

7. april åbner dronningen på Fattiggårdsbakken Århus nye kunstmuseum Aros. Som led i nedtællingen giver det os en kærkommen lejlighed til at fortælle lokalhistorien om Aarhus Kunstmuseum.

Den historie starter i 1847, så der begiver vi os fluks tilbage til.

Her opfordrede dr.med. Christian Weis, lic. theol., pastor og kapellan ved Vor Frue Kirke, Christian Gad og dyremaleren og adjunkt ved Katedralskolen Emmerik Høegh-Guldberg Århus borgere til at stifte Danmarks første kunstforening uden for København. 205 århusianere besvarede opfordringen, og efter et indledende møde 10. marts 1847 mødte omkring 60 personer op, da der 24. marts blev holdt det stiftende møde i kunstforeningen. Det var på rådhuset, som dengang endnu lå foran Domkirken.

Mødet stiftede Aarhuus Kunstforening af 1847, man vedtog love og valgte en bestyrelse med Høegh-Guldberg som formand, pastor Gad, bankkasserer og kancelliråd Christian Otterstrøm, bankbogholder L.S. Fabricius og premierløjtnant G. Bauditz.

Udbrede sans for kunsten
Aarhuus Stiftstidende skrev om foreningens formål: at vække og udbrede en mere almindelig sans for kunsten og dens frembringelser, ved dels at forskaffe medlemmerne og andre adgang til beskuelse af kunstgenstande såsom malerier, litografier, stålstik og gipsafstøbninger, og dels ved at anvende en sum årligt til indkøb af slige genstande, som ved bortlodning fordeles blandt medlemmerne.

Kontingentet blev sat til en rigsdaler pr. person. For samme beløb kunne ikke-medlemmer købe sig adgang til et enkelt besøg på den udstilling, der fra 20. maj til 10. juni 1847 startede kunstforeningens virke i byen, der på dette tidspunkt havde omkring 8000 indbyggere.

Udstillingen blev holdt i gymnastiksalen til den videnskabelige realskole, der fra 1839 til 1853 lå ved Mindeport. Udstillingen var af 66 malerier, der var udlånt af kunsthandlerne Hornemann og Erslev i København. Værdien af billederne blev opgjort til 1600 rigsdaler - et stort beløb taget i betragtning af, at den århusianske kunstforening kun kunne garantere salg for 50 rigsdaler. Aarhuus Kunstforening havde også ønsket billeder fra en anden kunsthandler, der dog betakkede sig, da kunstforeningen ikke kunne forpligtige sig til køb for de 100 rigsdaler, denne københavner forlangte.

Stoppet af krigen
Der kom alligevel mere end de 66 malerier på udstillingen. Weis-familien, der skulle få en altafgørende betydning for den århusianske udstilling af kunst, slog til for første gang. Christian Weis, der var medstifter af kunstforeningen tog kontakt til to af sine brødre, fuldmægtig i det danske kancelli, Carl M. Weis, og Andreas S. Weis, ejer af Århus Mølle. Sammen indkøbte de kunstblade og nogle relieffer af Thorvaldsen, der kom med på udstillingen.

Da udstillingen var forbi og regnskabet gjort op, kunne kasserer Fabricius konstatere, at medlemstallet var vokset til 298, og at der endvidere havde været 68 betalende gæster. I alt havde bestyrelsen nu 417 rdl., som blev brugt på indkøb af 28 kunstværker bestemt på udlodning.

Foreningen var således kommet godt i gang, men arbejdet standsedes af 1848-krigen, der fra forfatningsmæssig ballade om tilhørsforholdet for Slesvig-Holstein bredte sig til krig langt op i Jylland. I 1849 var Århus direkte kampzone for rytterfægtningen.

Genstarten
I foråret 1851, da krigen havde lagt sig for denne gang, genoptog kunstbestyrelsen arbejdet. De indkaldte i april til generalforsamling, men ingen mødte frem. Der gjorde der heller ikke i maj, da man igen forsøgte sig. Som konsekvens opløste bestyrelsen Aarhus Kunstforening.

Men allerede året efter - i foråret 1852 - blev foreningen genoplivet under sit gamle navn. Igen kunne formand Høegh-Guldberg, der som ny mand i bestyrelsen fik Chr. Weis, tælle medlemstallet til 205. Præcis samme tal, som da man fem år tidligere stiftede Aarhus Kunstforening for første gang.

I 1854 var medlemstallet vokset til 235, og planerne om en permanent malerisamling omtales for første gang i Aarhus Kunstforening af 1847.

Da var de første bestræbelser for at få kunst til Århus dog allerede gået i gang. I maj 1851 skrev Århus byfoged gennem amtmanden for Aarhus Amt på vegne af en række århusborgere (hvor i hvert fald kunstbestyrelsen og flere af Weis-brødrene har været mellem) til Kulturministeriet for at spørge, om ministeriet ville medvirke til grundlæggelse af en kunstsamling i Århus. For eksempel ved at afgive nogle malerier fra Statens offentlige Samling.

Ministeriet nedsatte en komité af københavnske kunst- og museumsfolk, der i 1853 afleverede en liste over 24 malerier, der kunne udlånes til Århus, hvis man kunne få oplyst, hvilke lokalemuligheder, der var for en kunstsamling i Århus, og hvilken bestyrelse et eventuelt århusiansk kunstmuseum ville få.

Lånte malerier
Malerilisten omfattede 24 billeder af nutidige danske kunstnere. De gamle danske og de udenlandske billeder så København sig ikke i stand til at undvære.

Herefter gik der nogle år med korrespondance med ministeriet, hvor Aarhus Kunstforening sideløbende prøvede at skaffe lokaler og økonomi til at overtage de 24 værker. Der var overvejelser om placering i først latinskolens solemnitetssal, (som staten ikke ville være med til) og på førstesalen i justitsråd Harboe Meulengrachts palæ på Lille Torv.

Kunstforeningen besluttede også, at den selv ville begynde at indkøbe værker, der kunne supplere lånet fra København. I 1854 købte man på årets udstilling sine første tre malerier - billeder af Jørgen Sonne, C.D. Gebauer og Emil Holm, og planerne om en permanent udstilling var nu så langt fremme, at man søgte kommunekassen om 300 årlige rigsdalere til driften af et museum.

I 1855 fik man afslaget. Kommunen havde spurgt -Indenrigsministeriets til råds, og derfra frarådede man, at belaste kommunekassen med tilskud til kunstlokaler.

Til gengæld var Århus på vej til at få et nyt rådhus, der skulle bygges nord for Domkirken (det nuværende kvindemuseum). Her så kunstforeningen en chance - malerisamlingen kunne måske få plads på loftet. Rådhusarkitekt F. Thielemann var med på ideen, og det samme var både bystyret og ministeriet.

Det nye rådhus blev derfor opført med et rum i østgavlen, der var 20 alen langt og 8 alen bredt. (12,5 x 5 meter).

Småt med plads
Rådhuset blev indviet 29. december 1856, og den følgende sommer var man kommet så vidt, at indretningen af loft-lokalerne stod for tur.

5. juli 1857 ankom de 24 malerier til Århus, hvor Weis og Otterstrøm fra kunstforeningen sammen med borgmester Christian Hertz kunne udpakke skatten fra København.

Loftsrummet var endnu ikke helt klar til ibrugtagning, så billederne blev hængt op i borgerforeningen Polyhymnias lokaler i Kannikegade, hvor kunstforeningen netop havde åbnet en udstilling. Da den var færdig i august, blev de 24 billeder sammen med de selvindkøbte, der nu er blevet til fem, sat i kælderen, mens man gjorde rådhusloftet endeligt klar. Rummet blev delt i tre mindre for at skaffe mere vægplads, alligevel stod det ret hurtigt klart, at loftet var for småt til alle billederne.

Det var der i første omgang ikke noget at gøre ved. Billederne flyttedes i november til rådhuset, og i december betalte kunstforeningen en snedkersvend tre dagslønne for ophængning.

6. januar 1858 blev dørene slået op til Danmarks første provins kunstmuseum, der viste 15 af de lånte københavnerbilleder, de fem af kunstforeningen deponerede malerier samt et Marstrand-portræt af rektor Blache, man har lånt af Katedralskolen. Udstillingens sidste maleri var en gave, museet havde fået af rådhusarkitekt Thielemann.

På de 114 kvadratmeter vægplads var der er altså ikke plads til hele kunstskatten, man efter mange års bestræbelser endelig havde fået til Århus. Det undrede man sig over i København.

Mangel på penge
I Århus sagde byrådet midlertidig ja til, at malerisamlingen eller billedgalleriet, som man kaldte kunstmuseet, også måtte disponere over rådhusloftets vestende. Her gav det yderligere 91 kvm. væg, da tre små rum i sommeren 1859 blev gjort klar til museumsbrug.

Og der var god brug for pladsen. Billedgalleriet overdragedes nemlig seks gipsafstøbninger af Thorvaldsens-værker, som Århus et par år tidligere havde fået foræret. Den ene var dog så stor, at den slet ikke kunne være under taget, så den blev stillet op i Domkirkens entre, hvor det tog en gipser 35 arbejdsdage at få den sat op!

Med de nye lokaler var pladsproblemerne for en tid løst. Billedgalleriet havde nu kun et problem – økonomien. Kommunen blev søgt om et driftstilskud, og de sagde ja til 100 rdl., men måtte ikke give pengene for Indenrigsministeriet. Der var heller ingen hjælp, da museet ville købe et betydeligt maleri, kunstforeningen i 1858 havde haft udstillet. Billedet var af Jørgen Sonne og forestillede Rytterfægtningen ved Aarhus den 31. maj 1849. En privat indsamling foranstaltet af Weis (der var Weiserne igen) havde skaffet 369 rdl. – en tredjedel af maleriets pris. Både museums- og kunstforeningsbestyrelsen mente, det var oplagt at få dette billede til Århus, og det lykkedes da også at få 100 rdl. fra kommunen, men også her sagde ministeriet nej til, at Århus by måtte bruge disse penge.

Maleri til spotpris
Alligevel fik Århus billedet. Dr. Weis skrev følgende til sin bror i København:

Med Sonnes Cavallerifægtning fik det en både glædelig og bedrøvelig ende; glædelig for byen beholdt det; bedrøvelig fordi Sonne ikke fik mere end det indsamlede beløb Så blev Sonne vred og smed os maleriet i hovedet.

Et forhold man ikke var stolt af i bestyrelserne hos hverken kunstforeningen eller museumsbestyrelsen. Holdningen var fuldstændig ens begge steder - mand for mand var det da også de samme personer, der udgjorde bestyrelserne.

Her lægger vi penslen for denne gang. Næste skilderi handler om kunstsamlings næste hjemsted - museet i Vester Allé - i dag kendt som Huset. Ikkå, Århus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Et år med corona: Århusianske personligheder har alle lært vigtigheden af at stå sammen

Navne

Aarhus-forfatter Louis Jensen er død

Annonce