Annonce
Kultur

Aros’ historie 3: Rammerne sprænges igen

Når Aros åbner 7. april, er det fjerde adresse for den århusianske kunstsamling. Det fortæller vi om i denne lokalhistoriske serie om Aarhus Kunstmuseum. I dag er vi kommet til tredje afsnit, og vi kan lige så godt springe lige ud i det:

I 1918 blev overretssagfører Frank Wilde formand for den århusianske kunstsamling, der siden 1877 havde haft lokaler i Vester Allé. Forinden havde malerisamlingen boet på loftet af det gamle rådhus, vi i dag kender som Kvindemuseet.

I 1920 begyndte bestyrelsen igen at tale om en ny museumsbygning, men planerne lod sig ikke realisere på dette tidspunkt, og i 1926/27 gennemførte man i stedet en gennemgribende restaurering af museet, der havde fået noget plads fri, da Den Gamle By i 1926 fik overdraget museets historiske samling.

I 1929 vandt man endnu engang mere plads, da huset i Vester Allé fik tilføjet sit vindfang og tagkonstruktionen blev ændret.

I 1954 fik malerierne igen mere plads. Tre sale blev ombygget fra at være skulptursale til malerisale.

Kunstbygningen
Da havde Århus ellers fået endnu et smukt hus til kunsten. Aarhus Kunstforening af 1847, der havde været starten for kunstmuseet, og som stadig arrangerede udstillinger og købte værker til udlodning blandt medlemmerne, åbnede i 1917 kunstbygningen i J. M. Mørks Gade tegnet af Høeg-Hansen.

Drømmen om et nyt kunstmuseum døde dog ikke af den grund. Den blundede blot, og som årtierne gik, stod målet mere og mere klart.

For at realisere ønsket om et nyt museum og for at varetage det eksisterende museums drift bedst muligt ansatte kunstmuseet i 1955 sin første faguddannede direktør. Det var professor i kunsthistorie Else Kai Sass, som måtte passe tjansen ved siden af sit egentlige arbejde. Else Kai Sass sad i stillingen frem til 1960, hvor hun blev afløst af mag.art. Minna Heimbürger, der blev ansat som museumsleder på fuld tid.

I 1957 skrev overretssagfører Frank Wilde i bogen Århus følgende om Aarhus Museums kunstsamling:

Afdelingen for dansk moderne kunst har ved sin kvalitet og alsidighed vundet almindelig anerkendelse som måske den bedste i Danmark.

Jo, årtiers arbejde, indkøb og gaver havde skaffet Århus en samling, der stod respekt om, og arbejdet med at få større lokaler fortsatte. I 1962 lovede kulturminister Julius Bomholt at støtte sagen, og i 1964 kom byggetilladelsen til et museum i Vennelystparken.

Grund som gave
Det nye kunstmuseum åbnede for publikum i september 1967. Museet modtog grunden som gave fra Århus by i 1958, og det var indlysende at lade universitetets arkitekt, C.F. Møller, tegne museet, så det arkitektonisk ville glide naturligt ind i helheden i de gule bygningers universitetspark. Det blev da også gule, håndstrøgne mursten og gult tegltag, der fandt sin plads i det kuperede terræn, som gletscherne fra istiden har efterladt .

Den daværende museumsledelse stillede tre krav til udformningen af det nye kunstmuseum: Man skulle have så stort og godt et museum som overhovedet muligt for færrest mulige penge. Arkitektonisk skulle det være så lavmælt som muligt for ikke at stjæle opmærksomhed fra den udstillede kunst, og desuden skulle bygningen indrettes, så besøgende kunne komme direkte til det, de ønskede, uden først at skulle gennem en masse andre rum.

C.F. Møllers tegnestue løste opgaven ved at opføre tre parallelforskudte enkeltbygninger, der indbyrdes er forbundet med glaspartier. Bygningerne er med store rum, der med flytbare skillevægge kan reguleres i størrelse efter udstillingsbehov. For ikke at miste dyrebar vægplads blev vinduerne placeret højt, og lyset derfra blev suppleret med kunstig belysning.

Byggeriet kostede små fire millioner kroner – penge som museet havde skaffet fra staten, Århus Kommune, de gamle forstæder, Ny Carlsbergfonden og private donationer.

Erotika trak folk til
I de gule lokaler i Vennelyst levede Aarhus Kunstmuseum. Samlingen voksede, og et utal af udstillinger har siden åbningen i 1967 givet århusianerne og byens gæster mulighed for at se snart sagt alle tænkelige former for kunst udstillet. Det første store hit kom allerede i 1968, hvor en udstilling om kunstnerisk erotika trak århusianerne af huse.

Minna Heimbürger blev i 1969 afløst af Kristian Jakobsen, og siden 1984 er det Jens Erik Sørensen, der har siddet i direktørstolen.

Imens har Aarhus Kunstmuseum sikret sig Danmarks største samling af moderne dansk kunst efter 1960, der tidsmæssigt ligger på toppen af samlingen, der har billeder tilbage fra midten af 1700-tallet.

Besøgstallet har svinget lystigt i takt med de forskellige udstillinger. I tiåret fra midten af 1970erne til 1980erne har bunden været 40.000 årlige besøgende, toppen 120.000.

Fra ros til ris
Lovordene ved indvielsen i 1967 var mange og store, og man mente, at kunsten nu havde nærmest ideelle vilkår mange år frem. Der var ved indvielsen dog også faldet kritik af lysforholdene.

Der skulle ikke gå mange år, før kunstsamlingen for tredje gang i sin levetid var ved at sprænge sine rammer indefra.

Da en arbejdsgruppe for byrådet 20 år efter starten i Vennelystparken vurderede situationen, var det blevet til, at Aarhus Kunstmuseums bygninger må vurderes som for små og for ufunktionelle i forhold til en nutidig museumsdrift. Udstillingssalene er utidssvarende bl.a. på grund af lav loftshøjde og lavtsiddende sidelysvinduer. Desuden taler rapporten om et ufleksibelt og utilstrækkeligt kunstlysanlæg.

Aarhus Kunstmuseum i Vennelystparken var på 5400 kvm, hvor knap halvdelen blev brugt som udstillingsområde. Resten gik bl.a. til magasiner, teknik og administration. Det kommende Aros på Fattiggårdsbakken er på 17.000 kvm fordelt på 10 etager og med omkring 7000 kvm til udstillinger.

Gruppens rapport kom i 1988 og var en følge af, at byrådet i oktober 1986 havde pålagt magistraten at komme med forslag til en ny placering af Aarhus Kunstmuseum, der på sit udstillingsareal kun kunne fremvise en lille brøkdel af de 10.000 tegninger og grafiske værker fra Guldalderen og frem til nutiden, som museet ejede.

Fattiggårdsbakken
Politikerne lyttede til argumenter som pladsnød, stor publikumstilstrømning, vækst i museets egen kunstsamling, omfattende udstillingsaktivitet, og en påpegning af at både kunstformidlingsaktiviteterne og de kunstneriske udtryksformer breder sig.

Rapporten fra 1988 peger på flere placeringsmuligheder. Fattiggårdsbakken nævnes som forslag nummer et, men også Brobjergskolen, Århushallen, havnen, Botanisk Have, Ørnereden og andre nævnes som muligheder.

Valget faldt på Vester Allé – Fattiggårdsbakken. Og det er så endt med Aros, som slet ikke endnu kan komme på tale i denne lokalhistoriske spalte. Så vi nøjes med et hjerteligt tillykke. Til både museet og Århus.

Regningen kan vi kigge på en anden gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce