Annonce
Kultur

Aros lancerer stor triennale

Regnbuen på toppen af Aros bliver svøbt i den japanske kunstner Fujiko Nakayas tågeværk til sommer, når triennalen The Garden - End of Times, Beginning of Times rykker ud i byrum og langs kysten. Visualisering.

Hvert tredje år vil Aros invitere til kæmpe kunstfest på museet, i byrummet og langs kysten. Første gang bliver i år, hvor temaet er menneskets forhold til naturen.

AARHUS: Aros er kendt for sin ikoniske regnbue på taget. Men når Aarhus' gæster til sommer hæver blikket for at se lyset spille i de mange farver, vil de opleve, at regnbuen er indhyllet i en cirkelformet tåge.

Den meget lokale tåge er blot et af de hundredvis af værker, som er valgt ud til den første Aros Triennale. Den bliver en fast tilbagevendende begivenhed, som hvert tredje år skal udspille sig på museet, i byrummet og langs kysten.

I anledning af kulturhovedstadsårets opfordring til at gentænke, sætter den allerførste udgave af triennalen fokus på menneskets sameksistens med naturen. The Garden - End of Times, Beginning of Times, som titlen bliver, viser gennem kunsten, hvordan menneskets syn på naturen har ændret sig.

Forskellene er ikke kun udtryk for de forskellige kunstneres æstetiske smag, men afspejler også de fremherskende verdensanskuelser.

Den bliver delt i tre. Den første, The Past, er i fuld gang og kan ses frem til 10. september på museet, mens de to efterfølgende, The Present og The Future, kan ses i henholdsvis byrummet og langs kysten. De lader vente lidt på sig, da de gør sig bedst i sommervejr. Man skal lægge vejen forbi Aarhus i juni og juli, hvis man vil opleve dem.

Erlend Høyersten kalder triennalen den mest ambitiøse udstilling i museets historie.

- Vi viser 400 års kunsthistorie, som blandt andet skal gøre os klogere på, hvor vi kommer fra, så vi får større forståelse for, hvor vi er på vej hen, siger museumsdirektøren.

The Past vil indeholde værker af Claude Lorrain, John Constable, Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Paul Gauguin, Pierre-Auguste Renoir, Maurice de Vlaminck, Emil Nolde, Max Liebermann, Paul Klee, Max Ernst, Jean Arp, René Magritte, Giorgio de Chirico, Robert Smithson, Joan Jonas, Richard Long, Diana Thater, Meg Webster, Olafur Eliasson, Damián Ortega, Darren Almond, Pamela Rosenkranz og mange flere.

Avisen Danmark gav udstillingens del 1, The Past, fem af seks stjerner i en anmeldelse tidligere i april.

Annonce
Triennalen er delt i tre: The Past, The Present og The Future. Paul Gaugin er en af de kunstnere, som kan opleves på museet i udstillingen The Past. Adam og Eva. 1902, Ordrupgaard. Foto: Anders Sune Berg
Kunst kan også plantes. Det har Meg Webster gjort her i Solar Grow Room. Paula Cooper Gallery, New York. Foto: Steven Probert.
Claude Lorrains landskabsmaleri fra 1630 er et de ældre værker, som kan ses på The Past. Flodlandskab med hyrder, Statens Museum for Kunst.
Skum hedder den oppustelige pavillon, som Bjarke Ingels Group har tegnet. Ligesom det, der topper en god fadøl. Og det er ikke helt tilfældigt, for den har fungeret som sponsortelt for Tuborg på Roskilde Festival. Siden har den været på Charlottenborg, og nu kommer den til Aros-triennalen. Foto: Jesper Palermo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce