Annonce
Sport

Asgreen trak forgæves: Jeg kender min rolle

Christian Hartmann/Reuters
Kasper Asgreen knoklede i fronten af feltet, men en etapesejr til holdet fik han ikke for anstrengelserne.

Kasper Asgreen sad på store dele af fredagens 7. etape i front af Tour de France-feltet og holdt to forpinte udbrydere i kort snor.

Danskeren fik dog ikke en etapesejr til sit hold ud af anstrengelserne, da Quick-Step-sprinteren Elia Viviani på de sidste meter blev henvist til sjettepladsen.

Men den danske arbejdsmand har det alligevel fint med sin rolle som trækæsel på etaper, hvor det handler om at komme samlet til mål.

- Selvfølgelig har jeg ondt i benene, men det var en vigtig etape for os, så selvfølgelig skulle jeg frem og føre, siger Kasper Asgreen.

Inden Tour de France havde han fået besked om, at han var udset til at sidde i front, når udbrud skulle holdes i snor.

På fredagens etape fik han hjælp af Jumbo-Vismas Tony Martin og Lotto Soudals Maxime Monfort. Begge hold delte Quick-Steps interesse i en massespurt.

- Jeg synes, vi deltes fint om arbejdet.

- Det er sådan, det er, når man kører på et hold med en af de bedste sprintere. Så er der nogen, der skal frem. I dag var det mig, og det er hovedsageligt derfor, jeg er med, siger Kasper Asgreen.

Han kunne se Dylan Groenewegen fra Jumbo-Visma snuppe sejren, mens Viviani efterfølgende klagede over et halvfladt forhjul.

- Sådan er det jo i cykelløb, konstaterer Kasper Asgreen.

Lørdagens etape er anderledes kuperet. Her venter 200 kilometer med syv stigninger i de lavere kategorier.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

112 For abonnenter

Spark, slag og knivstik mens offer lå ned: Fem gerningsmænd på fri fod

Annonce