Annonce
Aarhus

At elske og tilgive en morder

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen.

Hun mistede begge sine forældre som fireårig, da hendes far dræbte hendes mor på bestialsk vis. I dag er hun 24 år og parat til at fortælle sin version af historien.

Hun blev landskendt som en »stakkels lille pige«, da hun i 1994 mistede begge sine forældre.

Annonce
Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen.

Familietragedien blev udrullet for fulde gardiner i pressen, hvor hendes kenyanske far, John Mundia, blev lagt for had, fængslet og dømt for have myrdet og parteret hendes mor, århusianske Anne-Marie Mandrup Pedersen.

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen.

Efterfølgende blev hun genstand for en national sympatibølge og centrum i et politisk stormvejr, der endte med at ændre Forældremyndighedsloven.

Mange har siden spekuleret over, hvad der egentlig skete med pigen, hvis liv ændrede sig uigenkaldeligt den skæbnesvangre januar for 20 år siden.

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen er 24 år i dag.

Med jævne mellemrum bliver hun konfronteret med sin familiemæssige fortid, men hun har aldrig tidligere stået offentligt frem og fortalt sin historie.

»Det er egentlig ikke nogen hemmelighed. Jeg er meget åben af natur og har ikke noget imod at snakke om tingene. Men det er svært, fordi folk synes, min historie er så voldsom. De ved ikke, hvordan de skal håndtere den,« fortæller Kirstine Pedersen.

Hun bruger oftest bare dét ene efternavn.

Allerhelst vil hun gerne punktere myten om et stærkt traumatiseret barn, der har levet en tilværelse, mandsopdækket af psykologer og sagsbehandlere på grund af de grusomme omstændigheder i hendes barndom.

»Det er meget langt fra sandheden. Jeg er vokset op i familiepleje hos en kærlig og stabil familie, der har hjulpet mig med at bearbejde det, der skete dengang. En enkelt gang var jeg til børnepsykolog, men det var så det,« fortæller hun.

Kirstine Pedersen husker begge sine forældre tydeligt.

Hun har masser af minder fra familielivet i lejligheden på Lindholmvej i det nordlige Aarhus, hvor hun boede med sin far og mor.

»Det er mest brudstykker og scener fra hjemmet. Sådan noget med, at jeg gik på jagt efter tyggegummi i min mors penalhus, og at jeg engang spiste en bouillonterning, fordi jeg var troede, det var en karamel. Jeg var overbevist om, at mine forældre løj for mig, når de sagde, at den ikke kunne spises. Jeg kan for eksempel også huske, at min far engang måtte trække en af mine tænder ud, fordi den sad løs,« siger den 24-årige studerende og lyser op i et smil.

Nej, hukommelsen fejler intet.

»Jeg tror ikke, der er noget, som er fortrængt. Jeg kan huske min mors begravelse, og jeg vidste helt fra starten, hvorfor hun var død, og hvorfor min far skulle i fængsel,« forklarer Kirstine Pedersen.

Da John Mundia blev dømt for mordet på Anne-Marie Mandrup Pedersen flyttede parrets fælles datter i en periode ind hos sin moster.

Her boede hun, indtil hun fyldte seks og skulle i skole.

Kort før skolestarten kom hun i familiepleje i Langå, hvor hun gled naturligt ind i en kærlig kernefamilie med bonussøskende og tre andre plejebørn.

»Jeg fik hurtigt et nært forhold til mine plejeforældre og betragter dem som mine forældre i dag. Faktisk har jeg haft en temmelig ordinær opvækst med skolegang, legekammerater, håndbold og så videre. Som barn var jeg dog helt bevidst om mine biologiske forældres historie, men det var ligesom noget, der kørte i et andet spor ved siden af mit 'normale' liv,« forklarer Kirstine Pedersen.

Hun oplever ofte, at folk tillægger hende et bjerg af traumer, som hun slet ikke har.

»Det skulle da lige være min mors gravsted. Det har jeg svært ved at besøge, og det hænger sammen med barndomsminderne. Når jeg besøgte min mormor på Djursland, tog vi tit forbi min mors gravsted. Hun ligger begravet ved siden af min morfar, og jeg husker kirkegårdsbesøgene som ret ubehagelige, fordi min mormor blev så ked af det. Det sidder stadig i mig.«

Med sine seks navne er Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen ret nem at finde på internettet.

Men selvom det af og til kan være irriterende, når journalister ringer og ribber op i den gamle drabssag, har hun aldrig overvejet at skjule sit ophav. Tværtimod.

»Jeg er oprindelig kun døbt Kirstine Josephine Wambui Mundia, men tilføjede så min mors efternavne senere. Det var en praktisk foranstaltning, fordi min plejemor mente, det nok var en fordel at have danske efternavne, når jeg en dag skulle ud og søge job. I dag tænker jeg dog, at det giver god mening for mig at bære begge mine forældres navne. Jeg kunne aldrig finde på at slette mine afrikanske efternavne. Det er fast besluttet,« konstaterer hun.

Og Kirstine Pedersen er godt på vej til igen at blive en offentlig person i medierne.

Ved siden af arkæologistudiet på Aarhus Universitet er hun nemlig særdeles aktiv i politik.

Allerede da hun gik på Favrskov Gymnasium, spirede interessen for det politiske, men det var først efter et sabbatår på højskole i Sønderjylland, at Kirstine Pedersen vendte tilbage til Aarhus og for alvor trådte ind i politik.

Efter to år som næstformand i SFU Aarhus er Kirstine Pedersen i dag formand for SFs partiforening i Aarhus Midtby.

Hendes navn var desuden på stemmesedlen for SF, da hun sidste år stillede op til kommunalvalget i Aarhus.

»På SFs hjemmeside hedder jeg godt nok kun Kirstine Pedersen. Det er med fuldt overlæg for ikke at blande tingene sammen,« forklarer hun.

Kirstine Pedersen var 12 år, da hendes far havde udstået sin straf og blev udvist af Danmark.

I alle årene besøgte hun jævnligt sin far i Horsens Statsfængsel.

Besøgene var nøje overvåget, men datteren husker tilbage på timerne som både hyggelige og spændende.

»Jeg vidste godt, hvad han havde gjort, men jeg har aldrig nogensinde været sur på min far. Han er ikke noget dårligt eller ondt menneske. Han var under pres og traf desværre en rigtig dårlig beslutning,« siger Kirstine Pedersen om hændelsen, der førte til drabet på hendes mor.

Kunne du fortsat elske din far, vel vidende, at han slog din mor ihjel?

Svaret falder koncist og uden den mindste tøven:

»Ja!«

»Det kunne jeg sagtens. Jeg har forståelse for, hvorfor han handlede, som han gjorde, og jeg har siden tilgivet ham,« siger Kirstine Pedersen.

»Jeg kunne rigtig godt lide at besøge min far i fængslet. Det lyder måske lidt underligt, men dengang syntes jeg, han var sej. Han snakkede meget om musik og viste mig billeder fra Kenya af folk, jeg var i familie med. Jeg fortalte mine klassekammerater om besøgene, og jeg opfattede det ikke som noget pinligt, at han sad i fængsel. Jeg er i øvrigt heller aldrig blevet drillet med det.«

I fængslet spiste de slik og drak sodavand sammen. Nogle gange havde Kirstine sin tværfløjte med og spillede for sin far. De talte ofte om fremtiden. En hel del om Kirstines konfirmation.

»De havde et smykkeværksted i fængslet. Min far lavede mange smykker til mig, blandt andet et guldkors til min konfirmation,« husker hun.

Smykkerne har hun stadig i dag.

Da faren i 2002 blev løsladt og udvist, ophørte kontakten imidlertid gradvist.

I starten var der lange brevvekslinger, men efterhånden som Kirstine Pedersen blev ældre, blev korrespondancen sjældnere og sjældnere.

I gymnasiet stoppede det helt, og i dag har hun ingen kontakt til sin far.

»Jeg tror ikke, der er nogen endegyldig forklaring på, hvorfor vi mistede kontakten. Selvom besøgene var hyggelige, havde vi ikke noget nært far-datter-forhold. Da han blev sendt tilbage til Kenya, holdt jeg nok mest kontakten ved lige for hans skyld. Det var ikke noget, jeg havde behov for, og i gymnasiet blev det svært at få tid til at skrive de mange lange breve.«

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen har dog ikke låst døren til sin fortid.

Skulle hendes far en dag genoptage kontakten, er hun parat til at snakke.

Ligesom hun i øvrigt er det med alle andre.

Hun hverken vil eller kan skjule sin fortid, og hun er indstillet på, at den nok vil dukke op resten af livet.

Som den for eksempel gjorde, da en veninde på jurastudiet pludselig sad til en forelæsning, der handlede om paragrafferne i den 20 år gamle drabssag.

»Det er da lidt skørt, men jeg kan jo ikke ændre historien. Den er blevet en del af mig,« fortæller den lille pige, som i mellemtiden er blevet en kvinde, der opfatter sig som alt andet end stakkels.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Røver slap af sted med to halve 200-kronesedler: Nu er han efterlyst af politiet

Leder For abonnenter

Cigaretpriser: Forhåbentlig er prisstigning et stærkere våben end skrækbilleder

En kulsort rygerlunge. Rådne tænder. Eller en person, der hoster blod op. Det er billeder, som siden starten af 2012 har prydet cigaretpakker, og som altså i mere end syv år har skullet få folk til at holde op med at ryge, for - som billederne så tydeligt viser - det er nemlig dødsensfarligt. Men der er ikke kommet færre rygere de senere år. Og desværre er endnu flere unge begyndt at ryge. Faktum må altså være, at folk er fuldstændig ligeglade med skrækbilleder og skræmmekampagner; de ryger, hvis de har lyst til at ryge. Og faktum er altså også, at folk selv må bestemme, om de vil ryge eller ej. Om ganske få måneder bliver det dyrere at være ryger i Danmark. Fra 1. april 2020 stiger en pakke cigaretter til 55 kroner, og fra 1. januar 2022 stiger den igen til 60 kroner. Det er en del af finansloven, hvor det er blevet politisk bestemt. Men hvorfor ikke endnu dyrere, når nu det er så usundt at ryge? Det simple og hurtige svar er, at rygerne også er vælgere, og ikke ret mange - hvis nogen - politikere ønsker at blive for meget uvenner med vælgerne. Derfor en mindre prisstigning, så de rygende vælgere kun bliver lidt sure og måske glemmer det igen efter et stykke tid. En mindre prisstigning er bedre end ingen prisstigning, når det skal ses med sundhedsbriller på. Og en mindre prisstigning er et skridt på vejen mod færre rygere, og selv om skridtet ikke umiddelbart ser særligt stort ud, så er det trods alt et skridt i den rigtige retning. Næste skridt tages i 2022, hvor prisen stiger til 60 kroner for en pakke cigaretter. Om det så er nok til at skræmme de unge rygere væk vides ikke, det må tiden vise. For det er primært de unge og de kommende rygere, der skal skræmmes fra at ryge. For de ældre rygere - og dem, der har råd - betyder så lille en prisstigning formentlig ikke noget. De ryger, fordi de har lyst, og fordi, de har råd til det. Men vi skal - igen med sundhedsbrillerne på - have stoppet de yngre rygere, så de ikke bliver en del af den statistik fra Sundhedsstyrelsen, der fortæller os, at der årligt dør 13.600, hvor rygning kan angives som årsag. Skrækbilleder og skræmmekampagner virker ikke, men forhåbentlig kan en prisstigning vise sig mere effektiv.

Aarhus

Kulturrådmanden svarer igen: P-kaos på fiskerihavnen er ikke mit bord

Aarhus

Gaslugt fra restaurant: Politi og brandvæsen rykket talstærkt ud til Jægergårdsgade

Annonce