Annonce
Østjylland

Auschwitz-fange nummer 74853 fik gymnasieelever til at være stille

<p>Arlette Andersen er flere gange under foredraget inde på grufulde episoder, man næsten ikke kan forstå. Blandt andet om en medfange, der blev brændt levende, fordi hun forsøgte at stikke af.</p>

90-årige Arlette Andersen var en af de få, der overlevede Auschwitz. Torsdag gæstede hun Odder Gymnasium og fortalte for 425. gang sin historie.

»Vi er her for at dø.«

Annonce
Arlette Andersen er flere gange under foredraget inde på grufulde episoder, man næsten ikke kan forstå. Blandt andet om en medfange, der blev brændt levende, fordi hun forsøgte at stikke af.

Sådan sagde en medfange til den dengang 19-årige fransk-jødiske Arlette Levy, der var blevet fanget af tyskerne og sendt til udryddelseslejren Auschwitz. Men Arlette Levy døde ikke som flertallet af fangerne i lejren, for med hjælp fra en medfange fik hun job på en fabrik væk fra de værste daglige rædsler, hvilket i en kombination med stærke venskaber reddede hendes liv, mener hun selv.

Arlette Andersen

  • Arlette Andersen, født Levy, er af fransk-jødisk afstamning og blev født i Paris 1924
  • Som 18-årig blev hun arresteret af tysk politi, og i 1944 blev hun deporteret til Auschwitz. Hun overlevede og blev efter krigen dansk gift, bosatte sig i Danmark, fik to børn og arbejdede som gymnasielærer
  • Først efter 45 år i 1990 fortalte hun nogen om sine oplevelser i Auschwitz og har siden rejst landet rundt for at holde foredrag ? især på gymnasier
  • Foredraget på Odder Gymnasium var nr. 425
  • ? ifølge hende selv det næstsidste nogensinde
  • Der er udgivet forskelligt undervisningsmateriale om Arlette Andersen, bogen »Pigen fra Auschwitz« af journalist Morten Vestergaard, og desuden er Kvist Kommunikation i Fredericia ved at producere en dokumentarfilm
  • Arlette Andersens foredrag kan høres på denne hjemmeside: folkedrab.dk/sw86246.asp
Især fangetatoveringen på Arlette Andersens arm havde elevernes helt store interesse.

Der er musestille på Odder Gymnasium, mens 90-årige Arlette Levy, nu Andersen, fortæller på dansk med fransk accent om sin tid i Auschwitz. De 300 elever er dybt koncentrerede og tydeligt berørte af beretningen, som gymnasiet har inviteret hende til at fortælle i anledning af 70-året for lejrens befrielse.

Eleven her kunne næsten ikke slippe Arlette Andersens hånd igen, da han ville takke hende for foredraget. Ved siden af nærstuderes de gule jødestjerner.

Det har hun gjort før - 424 gange for at være helt nøjagtig - men det gør det ikke mindre gribende at lytte til, især når man får at vide, at hun indtil for 25 år siden faktisk havde besluttet sig til aldrig at fortælle om oplevelserne.

»Jeg havde ikke engang fortalt noget til min egen familie, og jeg sagde nej første gang, nogen opfordrede mig til at holde foredrag. Men da Jean-Marie Le Pen (fransk højrepolitiker, red.) i 1990 kaldte holocaust for en detalje, ombestemte jeg mig. For jeg var et vidne, og dem er der efterhånden ikke mange tilbage af,« siger Arlette Andersen til Århus Stiftstidende.

»Men nu er det også næstsidste gang, jeg holder foredraget. Jeg kan ikke blive ved, for jeg er gammel og træt,« lyder det inden en kort tænkepause.

»Men lad os nu se, man ved jo aldrig,« smiler hun.

Ægte, levende viden

»I dag ville man nok blive sendt til psykolog efter sådan en oplevelse, men sådan var det ikke dengang. Der var ikke andet at gøre end at begynde at leve igen.«

Foredraget er slut, og eleverne klapper højlydt ad den lille kvinde med den store historie. Arlette Andersen inviterer eleverne op til sit lille bord på scenen for at se på og røre ved hendes originale, gule »jødestjerne«, se hendes fangenummer 74853 tatoveret på armen eller bare få sig en lille snak. Det tager langt de fleste imod, og Arlette Andersen forsvinder nærmest i flokken omkring hende og den lange kø på scenen.

»Det er en øjenåbner for eleverne på en helt anden måde, end når de hører om holocaust i undervisningen,« siger underviser Jakob Bang, der har arrangeret dagens foredrag.

»Det er en rigtig, levende viden, som vi på skolen ikke kan give dem. Det er helt unikt af få et menneske, der selv har oplevet det, til at fortælle om noget af det mest grufulde i historien. Det gør et stort indtryk på eleverne, især fordi de kan identificere sig med hende, da hun var på deres alder, da hun blev sendt til Auschwitz,« siger Jakob Bang.

Arlette Andersen giftede sig efter krigen med en dansk mand og bor i dag i Fredericia. Hun har ikke tjent en krone på sine 425 foredrag gennem 25 år, oplyser hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Stor politiaktion i Aarhus og Trige: Anholdt for virksomhedsindbrud og omfattende salg af kokain

Annonce