Annonce
Østjylland

Børnene er hallens fremtid

Jesper Markfoged (t.v.) og Leif B. Pedersen har sat sig op på spinningcyklerne. De er dog begge faste brugere af hallen. Inspektøren er med på et morgenhold i fitness-rummet tre gange om ugen, og formanden spiller og træner håndbold. Foto: Søren E. Alwan

Hou Hallen kan ikke overleve udelukkende på idrætsaktiviteter. Heldigvis er Hou Hallens Venner klar med en hjælpende hånd.

»Der er ikke noget mere pragtfuldt end at se 20 unger inde på halgulvet,« siger halinspektør Leif B. Pedersen.
Annonce
Det varmer hans hjerte, at den gamle inspektørbolig ved siden af hallen er bygget om og lejet ud til Børnehuset Sommerfuglen. Det betyder nemlig, at børnene af og til kommer ind i hallen.
»Vi har fået lov til at bruge deres faciliteter, når de er ledige,« siger Helle Richardy, der sammen med Sara Jensen ejer Børnehuset Sommerfuglen.
Det private børnehus udvidede i juni fra 10 til 20 pladser og rykkede ind i huset ved siden af hallen. Det hele er så nyt, at frivillige fra hallen stadige arbejder på at gøre legepladsen helt færdig.
Hou Hallens formand Jesper Markfoged er også glad for, at børnene får lov at bruge halgulvet. Børnehuset betaler husleje, og det bidrager til, at hallen bedre kan klare sig. Desuden får børnene og deres forældre et forhold til hallen og begynder måske at bruge den, hvis de ikke gør det i forvejen.

Brug for indtægter

»Det vigtigste er, at vi har faste indtægter fra fitness, juniorklubben og dagplejen, det gør det lettere at budgettere. Vi vil gerne have faste indtægter, da det bliver sværere og sværere at leje halgulvet ud,« siger Jesper Markfoged.
Ligesom mange andre haller i mindre lokalsamfund er brugen af halgulvet - og dermed indtægterne - faldet gennem årene.
Leif B. Pedersen har 35 års erfaring som halinspektør, og han kan berette om en voldsom udvikling.

Børn bliver kørt rundt

»Der er sket ekstremt meget. Folk vil selv bestemme, hvornår de vil dyrke deres idræt. Før var man knyttet til idrætsforeningen i den by, man boede i. I dag kører forældrene deres børn rundt, hvis de vil det. Og hvis børnene hellere vil spille computerspil, så gør de det,« siger halinspektøren.
I 2008 lavede idrætsforeningen i Hou en brugerundersøgelse, som bl.a. førte til en udvidelse af hallen med fitnessafdeling, nye lokaler til juniorklub, multirum og legerum.
»Kommunen talte om at flytte juniorklubben, men så fandt vi en ordning, så vi kunne beholde den i hallen,« siger Jesper Markfoged.
Han drømmer om en fremtid, hvor hallen kan klare sig uden penge fra Hou Hallens Venner, der står bag den årlige havnefest og en række andre aktiviteter. En fremtid, hvor hallens økonomi kan hvile i sig selv.
»Vi er opmærksomme på at være klar til fremtiden. Vi vil gerne udvide, så vi får flere kurser fra bl.a. DGI. En af vores drømme er at få noget ekstra til gymnasterne, f.eks. en springgrav eller en springbane. Og Leifs største ønske er at vi får nogle værelser,« siger Jesper Markfoged.
»Ja, så vi får nogle overnatningsmuligheder. Det skal bare være nogle simple, billige værelser, så vi kan trække nogle aktiviteter hertil. Hvis vi ikke gør det, så ender vi som mange forsamlingshuse rundt om er endt,« tilføjer Leif B. Pedersen.

Venner betaler lamper

Hallen er netop ved at få skiftet de gamle lamper til LED-lys, som kan spare en del penge i strøm. Det er også Hou Hallens Venner, der bekoster udskiftningen.
»Der er rigtig mange ting, jeg gerne vil have lavet. Men jeg er nødt til at kigge på kontoen,« konstaterer halinspektøren, inden han går ud for at stege frikadeller i cafeteriet til dagens ret.
350-400 personer forventes at komme til den 25 års-jubilæumsfest, Hou Hallen holder lørdag 29. oktober kl. 17.30-01.30.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce