Annonce
Østjylland

Børnene er hallens fremtid

Jesper Markfoged (t.v.) og Leif B. Pedersen har sat sig op på spinningcyklerne. De er dog begge faste brugere af hallen. Inspektøren er med på et morgenhold i fitness-rummet tre gange om ugen, og formanden spiller og træner håndbold. Foto: Søren E. Alwan

Hou Hallen kan ikke overleve udelukkende på idrætsaktiviteter. Heldigvis er Hou Hallens Venner klar med en hjælpende hånd.

»Der er ikke noget mere pragtfuldt end at se 20 unger inde på halgulvet,« siger halinspektør Leif B. Pedersen.
Annonce
Det varmer hans hjerte, at den gamle inspektørbolig ved siden af hallen er bygget om og lejet ud til Børnehuset Sommerfuglen. Det betyder nemlig, at børnene af og til kommer ind i hallen.
»Vi har fået lov til at bruge deres faciliteter, når de er ledige,« siger Helle Richardy, der sammen med Sara Jensen ejer Børnehuset Sommerfuglen.
Det private børnehus udvidede i juni fra 10 til 20 pladser og rykkede ind i huset ved siden af hallen. Det hele er så nyt, at frivillige fra hallen stadige arbejder på at gøre legepladsen helt færdig.
Hou Hallens formand Jesper Markfoged er også glad for, at børnene får lov at bruge halgulvet. Børnehuset betaler husleje, og det bidrager til, at hallen bedre kan klare sig. Desuden får børnene og deres forældre et forhold til hallen og begynder måske at bruge den, hvis de ikke gør det i forvejen.

Brug for indtægter

»Det vigtigste er, at vi har faste indtægter fra fitness, juniorklubben og dagplejen, det gør det lettere at budgettere. Vi vil gerne have faste indtægter, da det bliver sværere og sværere at leje halgulvet ud,« siger Jesper Markfoged.
Ligesom mange andre haller i mindre lokalsamfund er brugen af halgulvet - og dermed indtægterne - faldet gennem årene.
Leif B. Pedersen har 35 års erfaring som halinspektør, og han kan berette om en voldsom udvikling.

Børn bliver kørt rundt

»Der er sket ekstremt meget. Folk vil selv bestemme, hvornår de vil dyrke deres idræt. Før var man knyttet til idrætsforeningen i den by, man boede i. I dag kører forældrene deres børn rundt, hvis de vil det. Og hvis børnene hellere vil spille computerspil, så gør de det,« siger halinspektøren.
I 2008 lavede idrætsforeningen i Hou en brugerundersøgelse, som bl.a. førte til en udvidelse af hallen med fitnessafdeling, nye lokaler til juniorklub, multirum og legerum.
»Kommunen talte om at flytte juniorklubben, men så fandt vi en ordning, så vi kunne beholde den i hallen,« siger Jesper Markfoged.
Han drømmer om en fremtid, hvor hallen kan klare sig uden penge fra Hou Hallens Venner, der står bag den årlige havnefest og en række andre aktiviteter. En fremtid, hvor hallens økonomi kan hvile i sig selv.
»Vi er opmærksomme på at være klar til fremtiden. Vi vil gerne udvide, så vi får flere kurser fra bl.a. DGI. En af vores drømme er at få noget ekstra til gymnasterne, f.eks. en springgrav eller en springbane. Og Leifs største ønske er at vi får nogle værelser,« siger Jesper Markfoged.
»Ja, så vi får nogle overnatningsmuligheder. Det skal bare være nogle simple, billige værelser, så vi kan trække nogle aktiviteter hertil. Hvis vi ikke gør det, så ender vi som mange forsamlingshuse rundt om er endt,« tilføjer Leif B. Pedersen.

Venner betaler lamper

Hallen er netop ved at få skiftet de gamle lamper til LED-lys, som kan spare en del penge i strøm. Det er også Hou Hallens Venner, der bekoster udskiftningen.
»Der er rigtig mange ting, jeg gerne vil have lavet. Men jeg er nødt til at kigge på kontoen,« konstaterer halinspektøren, inden han går ud for at stege frikadeller i cafeteriet til dagens ret.
350-400 personer forventes at komme til den 25 års-jubilæumsfest, Hou Hallen holder lørdag 29. oktober kl. 17.30-01.30.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce