Annonce
Aarhus

Bag facaden: Reportage fra Danmarks største containerterminal

Tag med Aarhus Panorama og Århus Stiftstidende med bag facaden på Aarhus Containerterminal, hvor der arbejdes i døgndrift 365 dage om året. Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

Aarhus Containerterminal er den største i Danmark og sender hvert år cirka 500.000 containere ud til hele kloden. Terminalen huser alt fra direktør og kranfører til brandbil og specialcontainere. Træk i arbejdstøjet og træd ind i en verden, hvor sikkerhed og kollegaskab er en dyd, der hver dag fokuseres og forbedres.

AARHUS: - Det er simpelthen så vildt at køre her, når vinteren rigtig har slået til, og bølgerne flyver ind over cykelstien.

Ordene kommer fra den tidligere servicekoordinator, Carl Christian Pedersen, der kører den gamle, hvide minibus langs stendæmningen mellem Kattegat og Aarhus Containerterminal.

Regnen slår mod ruden på den yderste mole i den store industridel af Aarhus Havn.

Her er kæmpestore blå kraner, containere i alle palettens farver og et konstant rend af lastbiler, der leverer og lastes med nye containere hurtigere end familiefaren i Viby kan skifte fire hjul på Toyotaen i carporten.

Annonce
Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

Riv og ruskende vintervejr

På den store plads manøvrerer minibussen igennem regnvejr og stiv kuling, der ses på pladsens flagstænger, hvor de påtrykte Aarhus Havn-flag ikke flagrer, men står stift ud i luften.

- Det er dansk vejr, når det bedst, smågriner Carl Christian Pedersen, der i 35 år har arbejdet på containerterminalen og i de seneste år har stået for turrundvisninger og hjælp på tværs af afdelinger.

Egentlig er han gået på pension, men på trods af det kan han ikke helt holde sig væk fra terminalen.

- Jeg er her én til to gange om ugen og giver rundture nu, fortæller Carl Christian Pedersen; parkerer bilen og stopper vinduesviskerne.

Første stop på dagens rute er containerterminalens afdeling for specialcontainere, hvor ingeniøren Magnus Thomsen står for den daglige drift:

- Vi har blandt andet produceret og ombygget de containere, der står hos Aarhus Street Food og ved Marselisborg Lystbådehavn, og som er ombygget til henholdsvis køkkener og boliger med strøm og hele pivtøjet,
forklarer Magnus Thomsen, imens han viser rundt i hallen blandt gnister fra svejseapparater og hammerbank i baggrunden.

Uden for hallen viser Magnus Thomsen, hvordan de også ombygger og reparerer containere på bestilling og til egen brug:

- Når vores kunder ringer, gør vi alt for at opfylde deres ønsker, som når vi eksempelvis sætter lys op i containerne eller forer dem med træ, så de kan bruges til opbevaring, fortæller Magnus Thomsen og fortsætter:

- Og så er vi også i gang med at bygge en ny kantine og omklædningsrum til terminalens ansatte, da dem, vi har nu, efterhånden er blevet for små.

Aarhus Containerterminal


  • Først oprettet i 1988 og siden flyttet og udvidet i 2001.
  • Sender hvert år cirka 500.000 containere ud i verden med skibe.
  • Hver dag kører op mod 1.400 lastbiler ind og ud af terminalen med containere.
  • Containerterminalen beskæftiger omkring 300 ansatte.
  • Selvom terminalen overordnet er ejet af Mærsk, er der containere fra firmaer fra hele landet.
  • Terminalen har åbent for skibsoperation 24 timer i døgnet og 365 dage om året.

En stor maskine

Minibussen triller videre ud på pladsen, hvor Carl Christian Pedersen i en blanding af fortælling og snak i bilens walkie-talkie forklarer, hvordan den daglige drift på havnen udspiller sig.

- Når lastbiler ankommer til terminalen, bliver alt tjekket ved indgangen. Her skal bilerne være korrekt plomberet, så vores folk kan se med det samme, om alt er foretaget korrekt. Hvis chaufføren har meldt ind, at containeren er tom, så dobbelttjekker vi det ved at åbne containeren, fortæller Carl Christian Pedersen og kører videre ud på pladsen.

En plads, der først lå længere inde mod byen fra 1988, og siden flyttede ud på ydrepladsen i 2001. Den daglige drift varetages af firmaet APM Terminals, der opererer under A.P. Møller-Mærsk, men dog er en selvstændig enhed. Tidligere havde A.P. Møller-Mærsk deres egen Mærsk-terminal, men i dag er det en samlet enhed.

Langs den 1.300 meter lange havnekaj, hvor de store containerskibe dagligt lægger til, er placeret syv kraner, der troner op i 108 meters højde.

De er alle blevet sejlet til containerterminalen og blev trukket over sand til pladsen, hvor de er placeret i dag.

- I hver kran er der én kranfører, der styrer hele kranen selv, og alle containere bliver placeret klar i rækker, så det kan gå så hurtigt som muligt, når skibene skal tømmes og lastes igen, siger Carl Christian Pedersen.

Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

Sikkerheden er det vigtigste

Den hvide minibus gør holdt ved ladepladsen, hvor endeløse gange af pladser udgør af- og pålæsningszoner for lastbilerne, der kommer fra hele Europa.

- Så snart chaufførerne har parkeret deres vogn, skal de gå hen i de opstillede skure, så de ikke sidder i bilen, når vores maskiner går i gang, forklarer Carl Christian Pedersen.

I den silende regn står et par chauffører i et gennemsigtigt skur, der godt kunne ligne busskurerne langs Park Allé. De er begge iførte sikkerhedshjelm og skriggrøn sikkerhedsvest, så der ikke sker dem noget.

Der er nemlig en helt klar grund til, at de ikke kan blive siddende i deres opvarmede styrehuse og høre musik eller spise deres aftensmad:

- Hvis vores specialbyggede vogne, der kører ind over lastbilerne og løfter containerne op, rammer forkert, kan man lynhurtigt komme til at beskadige lastvogne og derved chaufførerne, så det er forbudt at blive siddende i bilerne, når containerne fjernes, pointerer Carl Christian Pedersen, imens endnu en lastbil kører fra pladsen, og tre nye kommer til.

Dagligt kører op mod 1.400 lastbiler igennem terminalen, 365 dage om året og hele døgnet rundt.

- Derfor ved vi hele tiden, hvem og hvor mange der er på pladsen. Alle bliver registreret med navn og telefonnummer, når de tjekker ind, så hvis der skulle ske noget alvorligt, kan vi få folk væk fra pladsen hurtigst muligt, siger Carl Christian og fortæller, at containerterminalen endda har sit eget beredskab med en lille brandbil og røgdykkere ansat, der kan starte evakueringen, indtil resten af brandvæsnet når frem.

- Ligeledes skal man altid melde ind, hvor man kører hen. Vi har for eksempel også færdselsregler som på rigtige veje med højre vigepligt og reglement, så der ikke sker uheld, fortæller Carl Christian Pedersen stolt, imens han holder tilbage for en lastbil, der er på vej ud af terminalen igen.

Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

To slags containere

Det næste stop for det hvide transportmiddel er hos Thomas Helsgaun, der er produktions- og servicemanager for containere.

Han står for al vedligeholdelse af kølecontainerne, der er opmagasineret på rad og række under halvtag uden for værkstedet. På containerterminalen er der nemlig to slags containere.

- Vi har de normale til transport, som der er flest af, og så har vi vores kølecontainere, som vores afdeling står for at tilse, justere og reparere, så de altid har den temperatur, som kundens råvarer skal bruge, forklarer Thomas Helsgaun.

- Vi har plads til 500 containere, hvor et hold på 18 mennesker dagligt kan nå at tjekke omkring 150 containere, så vi er sikre på, at køleenheden kan køle rigtigt ned eller modsat varme rigtigt op.

Containerne bliver vasket, renset og inspiceret, så de er klar til at blive sendt videre ud i verden. Thomas Helsgaun mener, at man på pladsen har et niveau ud over det sædvanlige af flere grunde:

- Vi har 40 smede og 32 uddannede kølemekanikere og omkring 5 vaskefolk, der dagligt gør det muligt at levere gode resultater.

De, der vasker containerne, er dog ufaglærte, og det kræver muskler at vaske sådan en container ned.

- Det er ekstremt hårdt at vaske. De går rundt med en meget kraftig vandspuler, som dem vi andre vasker terrassen ned med. Hvis man er lille og klejn, vil man blive skudt bagover på grund af trykket, så det tager på kræfterne, fortæller Thomas Helsgaun og viser bevægelsen i et ryk bagover som eksempel.

Uden for kontoret er containerne placeret på linje, så de er lige til at gå til. Et halvtag beskytter de ansatte mod den kraftige regn, der slår ind fra siden, så vindens piben i ørerne forsvinder.

Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

Den store torsdagsgæst

Hver torsdag indsejler et af verdens største containerskibe til containerterminalen.

Skibene hedder noget forskelligt. Det ene har fået navnet Merete Mærsk, og det er som de øvrige større end normale skibe.

Det har plads til 18.270 containere, er 400 meter langt og måler 59 meter i bredden. Skibet sejler mellem Aarhus og Fjernøsten. Dette gør dog ikke torsdagen mere speciel end andre:

- Det er business as usual, svarer Carl Christian Pedersen på spørgsmålet om, hvorvidt torsdag er en dag, man som ansat på terminalen ser frem til.

- Det er selvfølgelig stort, når de store skiber kommer forbi, men der sker så meget og efter 30 år i jobbet, skal der mere til overraske.

Rundt på pladsen er der også en administrationsbygning, en hal til reparation af de store køretøjer, der fragter containerne og meget mere. På vej ind og ud ad containerterminalen holder Told og Skat til, hvor der jævnligt udføres stikprøvetests.

- Det er forskelligt, hvor mange gange om ugen, det sker, men der bliver her tjekket for, om containerne indeholder eksempelvis stoffer eller andre varer, der ikke må shippes videre. Vi har også en scanner, der kan scanne en hel container for at se, hvad den indeholder, slutter Carl Christian Pedersen.

Den hvide minibus trodser vind og vejr for sidste gang og kører hjem til vagten, og han kan afslutte denne uges arbejde.

Inde fra byen kan århusianerne se de blå kraner lyse op, imens man på Danmarks største containerterminal arbejder videre i døgndrift og sender den ene container efter den anden afsted ud i den store verden.

Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama
Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama
Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama
Foto: Pernille Thorup/Aarhus Panorama

Denne artikel er bragt i samarbejde med magasinet Aarhus Panorama. Magasinet kan findes på caféer, i butikker og i storcentre over hele Aarhus. Desuden udkommer magasinet månedligt som indstik i Aarhus Stiftstidende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce