Annonce
Sport

Banelandstræner: Vi kunne have kørt et halvt sekund hurtigere

Kacper Pempel/Reuters
Danskerne kørte egentlig ikke så flot, da de slog verdensrekord for anden gang, mener banelandstræner.

Publikum fik noget for pengene onsdag aften i Velodrom i Berlin, hvor VM i banecykling afholdes. Særligt dem med rødbedefarvede pas.

Annonce

De danske baneryttere leverede den anden verdensrekord inden for få timer i 4000 meter holdforfølgelse med tiden 3 minutter og 46,203 sekunder, da de slog Italien og blev klar til finalen.

Alligevel mener landstræner Casper Jørgensen, at det kunne være gået endnu hurtigere.

- Umiddelbart synes jeg ikke, vi kørte så flot nu. Det er, fordi der var et andet hold på banen, at vi kørte stærkere den her gang. Vi ramte ikke et særligt godt løb. Jeg tror godt, vi kunne have kørt et halvt sekund hurtigere, siger han.

Ifølge Casper Jørgensen gjorde slipstrømmen efter italienerne den tætte duel i første runde endnu hurtigere.

Da danskerne satte den første verdensrekord onsdag eftermiddag i kvalifikationen, var de alene på cykelbanens lynhurtige underlag i kampen mod uret.

- Det gør en kæmpe forskel, at der er et hold på den anden side af banen. Vi træder altid flest watt i kvalifikationen. Fordi man er træt, træder man færre watt i første runde, men man kører altid hurtigere, fordi der er cirkulation. Det gør en kæmpe forskel, siger han.

Italienerne nærmede sig Danmark til sidst og satte næstbedste tid på dagen - og nogensinde.

- Vi havde et stort forspring, så jeg regnede med, at vi holdt hjem. Men det var da spændende, siger landstræneren.

I finalen venter New Zealand, der i sin duel slog Frankrig. I 2019 gik VM-guldet til Australien, så det står klart, at der skal findes en ny verdensmester i torsdagens afgørende heat.

Efter planen begynder de sidste dueller i holdforfølgelsesløb klokken 19.25 torsdag aften.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce