Annonce
Debat

Begge valgkampe hænger sammen, når det gælder klimaet

EU: Klima er endelig ved at snige sig op i toppen i de to valgkampe, vi lige nu har i gang - til Folketinget og til Europa-Parlamentet. Alligevel er det utroligt, hvor lidt vi diskuterer, hvad EU-samarbejdet betyder på klimaområdet og - især - hvor lidt debatten handler om, hvad vi som danskere vil prioritere i EU-samarbejdet i de kommende år.

Det er som om alle konkrete klimaforslag handler om Danmark alene, mens de få dele, der vedrører EU-samarbejdet overlades til kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget. Det betyder, at helt afgørende spørgsmål ikke diskuteres. Nemlig alt om hvordan samvirket mellem ren national og fælles indsats i Europa skal tilrettelægges for at sikre den stærkest mulige klimaindsats.

At man som vælgere kan blive forvirret, forstærkes desværre yderligere af to markante vildveje, når det gælder EU-samarbejdet. Nemlig på den ene side Venstres udmelding om, at Danmark ikke skal forpligte sig på mere end det vi beslutter os i fællesskab i EU. Og på den anden side Folkebevægelsens og Enhedslistens – og vel også Dansk Folkepartis – fastholdelse af, at vi danskere gennem en folkeafstemning skal forlade EU på et eller andet tidspunkt.

Den ene vildvej ser bort fra, hvordan EU i årtier har haft førertrøjen på i de globale klimaforhandlinger, ligesom EU har leveret det mest opløftende bidrag til grøn omstilling indtil nu. Siden FN’s klimakonvention blev vedtaget i 1992 har EU arbejdet med begrebet bæredygtig udvikling, Kyoto-aftalen i 1997 var aldrig blevet til noget uden EU, ligesom det var EU, der lavede alt forarbejdet til Paris-aftalen i 2015.

EU-samarbejdet er også det eneste, hvor medlemslandene forpligter hinanden på faste mål for årlige CO2- reduktioner, energibesparelser og udbygning af vedvarende energi. Dertil kommer alle de andre konkrete forslag fra standarder og energimærkede biler og køleskabe til CO2- grænser for bilernes forurening. Alt sammen for omkring 500 millioner mennesker, og med klar afsmitning til lande som f.eks. Kina.

EU-samarbejdet er altså helt afgørende for en effektiv klimaindsats, og vil fremover også blive helt afgørende. Derfor er enhver ide om at forlade EU på et eller andet tidspunkt en regulær klimadræber. Det samme bliver også resultatet, hvis alle lande kun satser på at gennemføre de konkrete mål, der allerede er enighed om imellem EU-landene. Her kommer vi til at mangle ”trækdyrene”.

Når vi får ryddet de to vildveje ud af debatten, bliver der plads til den helt afgørende debat om samspillet mellem national og fælles EU indsats. Og så bliver begge valgkampe - både folketingsvalget og Europa parlamentsvalget - pludselig lige vigtige.

Det er jo i Folketinget, at Danmark fastlægger, hvilke klimainitiativer EU skal tage. Noget, der de næste år er helt afgørende, for der er brug for markant højere forpligtelser inden 2030 end de, der gælder lige nu. Her er der brug for klima ”trækdyr”. Det var Danmark i 1990’erne, og det var Danmark igen i perioden op til Paris- aftalen. En rolle vi desværre ikke udfylder længere. Tværtimod.

Flertallet i Europa-Parlamentet har historisk presset på for at sikre bedre klimabestemmelser. En rolle, der desværre bliver udfordret i denne valgkamp, hvis mange skeptikere kommer i Parlamentet. En god grund til at satse hårdt på at få valgt grønne og progressive parlamentarikere.

Samlet er det hele ret simpelt. Klimaindsats, der virkelig batter, skal bygge på, at der er lande, der vil gå foran som grønne foregangslande og samtidig være ”trækdyr” for markant stærkere klimaindsats i EU i et tæt samspil med grønne kræfter i Europa parlamentet.

Som vælgere er vi så heldige, at begge valgkampe derfor hænger uløseligt sammen, når klimaet skal have hovedprioritet.

Annonce
Steen Gade
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce