Annonce
Debat

Begge valgkampe hænger sammen, når det gælder klimaet

EU: Klima er endelig ved at snige sig op i toppen i de to valgkampe, vi lige nu har i gang - til Folketinget og til Europa-Parlamentet. Alligevel er det utroligt, hvor lidt vi diskuterer, hvad EU-samarbejdet betyder på klimaområdet og - især - hvor lidt debatten handler om, hvad vi som danskere vil prioritere i EU-samarbejdet i de kommende år.

Det er som om alle konkrete klimaforslag handler om Danmark alene, mens de få dele, der vedrører EU-samarbejdet overlades til kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget. Det betyder, at helt afgørende spørgsmål ikke diskuteres. Nemlig alt om hvordan samvirket mellem ren national og fælles indsats i Europa skal tilrettelægges for at sikre den stærkest mulige klimaindsats.

At man som vælgere kan blive forvirret, forstærkes desværre yderligere af to markante vildveje, når det gælder EU-samarbejdet. Nemlig på den ene side Venstres udmelding om, at Danmark ikke skal forpligte sig på mere end det vi beslutter os i fællesskab i EU. Og på den anden side Folkebevægelsens og Enhedslistens – og vel også Dansk Folkepartis – fastholdelse af, at vi danskere gennem en folkeafstemning skal forlade EU på et eller andet tidspunkt.

Den ene vildvej ser bort fra, hvordan EU i årtier har haft førertrøjen på i de globale klimaforhandlinger, ligesom EU har leveret det mest opløftende bidrag til grøn omstilling indtil nu. Siden FN’s klimakonvention blev vedtaget i 1992 har EU arbejdet med begrebet bæredygtig udvikling, Kyoto-aftalen i 1997 var aldrig blevet til noget uden EU, ligesom det var EU, der lavede alt forarbejdet til Paris-aftalen i 2015.

EU-samarbejdet er også det eneste, hvor medlemslandene forpligter hinanden på faste mål for årlige CO2- reduktioner, energibesparelser og udbygning af vedvarende energi. Dertil kommer alle de andre konkrete forslag fra standarder og energimærkede biler og køleskabe til CO2- grænser for bilernes forurening. Alt sammen for omkring 500 millioner mennesker, og med klar afsmitning til lande som f.eks. Kina.

EU-samarbejdet er altså helt afgørende for en effektiv klimaindsats, og vil fremover også blive helt afgørende. Derfor er enhver ide om at forlade EU på et eller andet tidspunkt en regulær klimadræber. Det samme bliver også resultatet, hvis alle lande kun satser på at gennemføre de konkrete mål, der allerede er enighed om imellem EU-landene. Her kommer vi til at mangle ”trækdyrene”.

Når vi får ryddet de to vildveje ud af debatten, bliver der plads til den helt afgørende debat om samspillet mellem national og fælles EU indsats. Og så bliver begge valgkampe - både folketingsvalget og Europa parlamentsvalget - pludselig lige vigtige.

Det er jo i Folketinget, at Danmark fastlægger, hvilke klimainitiativer EU skal tage. Noget, der de næste år er helt afgørende, for der er brug for markant højere forpligtelser inden 2030 end de, der gælder lige nu. Her er der brug for klima ”trækdyr”. Det var Danmark i 1990’erne, og det var Danmark igen i perioden op til Paris- aftalen. En rolle vi desværre ikke udfylder længere. Tværtimod.

Flertallet i Europa-Parlamentet har historisk presset på for at sikre bedre klimabestemmelser. En rolle, der desværre bliver udfordret i denne valgkamp, hvis mange skeptikere kommer i Parlamentet. En god grund til at satse hårdt på at få valgt grønne og progressive parlamentarikere.

Samlet er det hele ret simpelt. Klimaindsats, der virkelig batter, skal bygge på, at der er lande, der vil gå foran som grønne foregangslande og samtidig være ”trækdyr” for markant stærkere klimaindsats i EU i et tæt samspil med grønne kræfter i Europa parlamentet.

Som vælgere er vi så heldige, at begge valgkampe derfor hænger uløseligt sammen, når klimaet skal have hovedprioritet.

Annonce
Steen Gade
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce