Annonce
Debat

Benspænd for den danske dannelsesrejse

Henrik Lind Jørgensen

Jeg er så heldig - og så gammel - at jeg var barn i en tid, da morgensang var en dagligdags aktivitet på min skole. Jeg fik årstidernes skift ind med sange om lysegrønne blade, sorten muld og hvidt derude. Jeg var ung i en tid, da værnepligten stadig var en naturlig del af mænds liv, og hvor vi blev indprentet, at gruppen, enheden, sammenholdet, fællesskabet betyder alt.

Nu er jeg blevet voksen - så godt og vel endda - og det er mit privilegium at være en del af et fællesskab, som rummer så meget af det gode, jeg har oplevet i mine snart fem årtier. Jeg genoplever meget af det, der har dannet mig, og det bedste er, at jeg oplever det sammen med 130 unge mennesker på typisk 15-16 år, som er i den fase af deres tilværelse, hvor de vælger vejen for resten af livet.

På en efterskole - for det er der, jeg har min gang - uddanner vi mennesker, og vi danner mennesker, så de kan blive solide, danske samfundsborgere. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Og det er vigtigt. Gode danske samfundsborgere er der behov for til enhver tid. At blive det hænger ikke sammen med, om man er kristen, ateist, jøde eller muslim, om man er mørk eller hvid i huden, eller om ens far er godsejer og mor iværksætter. Og danske samfundsborgere er lige så meget dem, der kan føre tilknytningen til Danmark flere hundrede år tilbage - som dem, der kom hertil forrige år. At blive en del af et forpligtende fællesskab kan læres, og her er en efterskole noget så dansk og noget så effektivt.

Derfor er det også komplet uforståeligt, at regeringen på næste års finanslov vil fjerne 10 millioner kroner, der er øremærket til særlig støtte for flygtninge og indvandrere, der ønsker et efterskoleophold. 10 millioner kroner er - i det store statsregnskab - ikke mange penge, og hvis det er med til at sikre, at unge piger og drenge med flygtninge- og indvandrerbaggrund, får solidt fæste i Danmark, er pengene hurtigt tjent ind.

Med jævne mellemrum dukker "genopdragelsesrejser" op i debatten, hvor det uheldige og udanske i disse hjemsendelser buldrer. Det er der ikke noget at sige til, men i stedet for skulle vi nok i lige så høj grad prøve at tilskynde dem til at blive en del af kulturen ved at tage på "dannelsesrejse" på en efterskole. Her bliver de en del af et fællesskab, for ingen kan undværes på en skole, der ud over at undervise i dansk, matematik, tysk og fysik, også er et hjem, der skal fungere fra tidlig morgen til sen aften.

Der er brug for alle, når foredragssalen skal synges op. Middagen er heller ikke det samme, hvis kun en del af bordet bidrager til at gøre måltidet til et nødvendigt afbræk, hvor man møder kammerater, man måske ellers ikke har så meget med at gøre. Et fodboldhold er også afhængig af mand nummer 10 og 11, e-sports-teamet kan ikke præstere uden den gode skytte, for slet ikke at tale om livet på værelset. Det er kedeligt at være sig selv. Det er fællesskab på dansk. Det er Grundtvig og Kold i deres rammer på væggen, og det er danske sange, danske værdier, dansk mad, danske kammerater, rigtigt meget dansk hygge - og dansk gymnastik.

På den gymnastik- og idrætsefterskole, hvor jeg arbejder, er gymnastikken en bærende del af vores kultur. Den bliver taget meget seriøst, fordi det er fantastisk at se, hvordan unge mennesker - hvoraf mange aldrig har beskæftiget sig med gymnastik tidligere - i løbet af nogle måneders koncentreret træning har fået kropskontrol, takt, rytme, dans, action, spring og ikke mindst masser af smil, udstråling og selvtillid. At opleve 130 dygtige efterskoleelever på et opvisningsgulv giver altid mig gåsehud. Fordi jeg ved, at de kun kan det her, fordi de i bogstavelig forstand står sammen om det. I sådan en situation er holdet lige så meget blonde Sara fra Sønderborg, mørke Fakri fra Faaborg, og leverpostejsfarvede Esben fra Esbjerg. Her er alle uundværlige både før, under og efter en opvisning.

Et efterskoleophold er ikke svaret på alt. De almene skoler kan ikke rumme alle, men jeg er sikker på, 40 uger kan have afgørende betydning for mange unge. Derfor burde beløbet til støtte for flygtninge og indvandreres ophold på efterskoler heller ikke fjernes - sådan som regeringen med højskolepartiet Venstre i spidsen ønsker - men sættes op. Som med al integration går den begge veje, og Johanne, Emma, Magnus samt Frederik har også godt af at blive udfordret på deres verdenssyn. Finde ud af, at andre mennesker har mere med i bagagen end en iPhone og mærketøj, og at der også er mennesker i vores samfund, der ikke bliver afleveret søndag aften i en BMW med automatisk bagklap. Danskhed bliver aldrig umoderne, og det bliver dannelse heller ikke, men det er ikke egenskaber eller færdigheder, der kommer ind med modermælken. Dansk kultur dumper heller ikke ned i ens skød, når man passerer den danske grænse. Det skal dyrkes, og det skal udvikles.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Aarhus

Turbåd ligger stille i Aarhus Havn: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

Annonce