Annonce
Rejser

Besøg sciencecenteret, hvor toilettet irettesætter dig

Science-centeret Økolariet tager de besøgende med under havets overflade og med ned i kloakkerne for at formidle bæredygtighed og miljø. Foto: Økolariet

Bæredygtighed er i centrum i science-centeret Økolariet i Vejle. Entreen er gratis for at lokke folk til de fromme budskaber om klimasikring, miljø, sundhed og nytænkning.

I kælderen går man gennem et stort kloakrør, hvor rotter bor i bur langs den buede kant. På science-centeret Økolariet er de langhalede gnavere bag glas for at vise, at de ude i virkeligheden lever i vores allesammens undergrund. Kælderetagen er dedikeret til fortællinger om det, der foregår under byens gader: Klimasikring af kloaknettet, spildevandet, der skal renses, og alt det, vi trækker ud i toilettet. De besøgende kan for eksempel prøve sig frem med affaldssortering på badeværelset. Øvelsen går ud på at finde ud af, hvad der skal i toiletspanden, og hvad man kan trække ud i toilettet. Og smider du en hårtot i vandet, irettesætter toilettet dig med en umiskendelig vrængende lyd. - Ja, den går ikke. Det stopper både rørene hos en selv, men også på rensningsanlægget. Når man selv får lov til at prøve sig frem, lærer man det på en sjov måde. Alle vores udstillinger er interaktive, og det er spændende for dem, der ikke vil læse en masse. Det kan både være børn og voksne, siger Gitte Nørrebo Sørensen, administrativ koordinator på Økolariet. Science-centeret Økolariet ligger i Vejle og er drevet af kommunen. Det fylder 15 år i oktober, og blev til, da kommunens politikere mente, at man skulle være bedre til at formidle bæredygtighed og grønnere levevis til byens borgere. Og det er sådan set stadig formålet med centeret, selv om det også tiltrækker masser af gæster fra den anden side af kommunegrænsen, fortæller Gitte Nørrebo Sørensen. - Vi kan også mærke, at der i de 15 år er kommet en meget større opmærksomhed på og bevidsthed omkring klimaforandringer og bæredygtighed, siger hun.

Annonce

Aktiviteter i efterårsferien

Byg dit eget insekthotel. Der er fokus på biodiversitet i efterårsferien på Økolariet, og derfor kan børn og voksne komme og bygge deres eget insekthotel, som kan hjælpe diversiteten i ens egen have. Et hotel til insekter består af en masse visne blade, grene eller kogler som man lægger ind i et lille bur.Byg naturen i Lego. Der er igen biodiversitet på dagsordenen, når børnene bygger træer, blomster og dyr i legoklodser. Find efterårsblade. Økolariet har skabt en quiz, hvor man bevæger sig rundt i udstillingerne og leder efter efterårsblade, der er fløjet ind i science-centeret. Mens man quizzer, får man viden om efteråret. Tegn fremtidens by. Tegnekonkurrence, hvor man skal tegne sit bud på fremtidens by. Gerne en bæredygtig by, der er sikret mod klimaforandringer. Økolariet ligger på Dæmningen 11 i Vejle. Det er åbent hver dag mellem 10 og 16, og entreen koster ikke noget.

Man kan røre, lugte, se og bevæge sig rundt i Økolariets 2000 kvadratmeter med udstillinger og opgaver. Foto: Økolariet

Sanseindtryk og læring

Det er ikke alt på museet, der foregår i kloaknettet. Man kan også gå en tur under havoverfladen og lære om forskellen på iltfattigt og iltrigt vand, man kan mærke sig gennem muslinger og sten, og lugte til en dårlig havbund, selv om det ikke er særlig rart. Over havoverfladen kan man besøge skoven, lytte til fuglestemmer og spille spil om træernes forskellige blade. I alle udstillingerne er der ting, man kan røre, lugte eller opleve, for på museet er hands on en del af formidlingspolitikken. Det virker både for de små og de gamle, mener Gitte Nørrebo Sørensen. - Økolariet er for alle aldre. Børn på to til tre år vil få sanseindtryk, når de ser på havets bund og fiskene eller mærker et muldvarpeskind, og som voksen kan man supplere oplevelserne med uddybende tekster på skærme, hvis man gerne vil have mere viden, siger hun. - Der er mange forskellige måder at lære på. Vi har noget for dem, der lærer bedst, mens de laver noget fysisk eller bruger hænderne til at flytte ting. Og vi har noget for dem, der forstår bedre, når de læser en tekst, siger hun. Og så kan man blandt andet bruge det, man har lært, når man spiller klimaspillet, der handler om at redde byen fra oversvømmelser, når klimaændringerne sender hyppigere og kraftigere skybrud ind over kloakkerne.

I efterårsferien kan man bygge insekthoteller til sin have. Sådan formidler science-centeret biodiversitet. Foto: Økolariet
Økolariet er et science-center drevet af Vejle Kommune. Det blev grundlagt for 15 år siden med det formål at formidle bæredygtighed, klimaudfordringer og miljø til borgerne i kommunen. Foto: Økolariet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce