x
Annonce
Debat

Bevar Eskelund - drop "festival-fabrikken"

Lad os starte med at slå fast, at Viby Grundejerforening ikke er modstander af udendørskoncerter. Men det er uacceptabelt, at borgerne i Viby og bydele omkring skal belastes af de markante gener, som op til otte koncertarrangementer med op til 50.000 deltagere i de tre sommermåneder vil give ved en festivalplads på Eskelund. Det betyder, at der vil være en festival/koncert hver anden/tredje weekend sommeren igennem.

Beslutningen om placeringen er baseret på seks år gamle konsulentrapporter, som af gode grunde ikke kunne inddrage viden om områdets byudvikling. Konklusionerne i rapporterne er derfor baseret på forkerte forudsætninger. Aarhus og Viby er under voldsom boligudvikling med planer om meget høje og tætte boligkomplekser og en markant fortætning i geografien omkring Eskelund. Derfor vil endnu flere borgere i fremtiden blive støjpåvirket.

Vi står uforstående over for, at den samme festivalplads skal benyttes til samtlige store koncerter i Aarhus, hvorved den individuelle festivals sjæl/identitet forsvinder. Festivalerne er jo normalt kendetegnet ved deres individuelle placering. Eskelund vil i givet fald blive reduceret til en "fabrik" for festivaler.

Musikstøj, ikke mindst den gennemtrængende dunke-dunke-bas, samt støj fra op mod 50.000 festivaldeltagere vil trænge ind i beboelser for omkring 40.000 mennesker i Viby, Aaby, Ravnsbjerg, Ormslev og Langenæs.

Viby-området er allerede markant trafikstøjbelastet i store dele af døgnet fra de store veje (Viby Ringvej, Skanderborgvej, Holme Ringvej og Aarhus Syd-Motorvejen) herunder sirener fra udrykningskøretøjer, som for et meget stort antal beboelser betyder, at det ikke er muligt at have åbne soveværelsesvinduer i sommerperioden.

Der er ikke behov for yderligere støj. Videnskabelige undersøgelser viser, at støj skader menneskers fysiske og psykiske helbred. Netop weekender skal bruges til afstresning, det gode liv i haverne, i de grønne områder og i kolonihaverne. Det er livskvalitet.

Bünyamin Simsek, Venstre, anerkender i Århus Stiftstidende (12. september 2017), at der er gener ved festivalpladsen i Åbyhøj og på Væddeløbsbanen. Det er derfor med undren, at borgerne i Viby skal acceptere op til otte gange belastningen af koncerter i hele sommerperioden. Samtidig udtales, at vi er en by i udvikling og med puls. Det bifalder vi, men vi må fordele ulemperne meget bedre. Aarhus skal være en moderne by for alle borgere.

Til parkeringspladser er man nu parat til at inddrage et grønt område vest for Viby Ringvej, kaldet "Hesteengen". Det er helt uacceptabelt, at et villaområde med smalle veje (Damtoften, Ormslevvej, Vårkjærvej, Myrholmsvej) skal udsættes for trafik af op til 1.800 køretøjer (en fordobling af døgntrafikken), reguleret af hjemmeværnsfolk i op til otte weekender i sommerperioden. Det vil give vanskeligheder at få udrykningskøretøjer ind i og ud af dette område i disse perioder og tilføre en markant støj. Ligeledes forudser vi, at de smalle veje i Slotskvarteret (Lykkesholms Alle med tilstødende veje) vil give kaotiske parkeringsforhold.

Erfaringerne fra eksempelvis NorthSide-festivalen viser, at der går nogle uger med oprydning af efterladenskaber og glasskår efter en tredages koncert, hvorved op til otte koncerter på pladsen lukker området for andre besøgende.

Der er kommunevalg snart. En række lokalpolitikere har behov for at finde egnede emner til at markere sig på. Lad ikke denne vigtige sag blive et "hovsa"-projekt i kampen, men lad os få gentænkt alle aspekter omkring etablering af en festivalplads i omegnen af Aarhus. Indtil videre er anlæggelsen af en Eskelund-festivalplads anslået til 38 millioner kr. I 2012 var beløbet 22 millioner kr. Hvad er egentlig indeholdt i disse beløb? Har vi fået det hele med? Hvad mangler?

Det er tydeligt, at dele af pressen (herunder Århus Stiftstidende), endda med en lokal chefredaktør i spidsen, er blevet forblændet af sagen og helt har glemt journalistikkens fornemmeste opgave, nemlig at være samfundets vagthund, og objektivt undersøge og belyse samtlige aspekter og påvirkninger i en sag, hvor borgernes ve og vel i store bydele er udfordret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce