Annonce
Aarhus

Bispetorv er skrækeksemplet - biler frem for liv

Vi vil hænge ud, mødes og drikke kaffe på byens pladser. På Bispetorv vandt bilerne over det sociale liv.

I diskussionen om, hvorvidt de åbne rum i Aarhus bliver brugt rigtigt, stikker Bispetorv ud. Som det store skrækeksempel på, at det ikke lykkedes at lave et velfungerende torv med plads til liv og aktivitet.

Annonce

»Vi bør have en enhed i kommunen, som styrer aktiviteterne i byrummet. Vi må for alt i verden ikke ende med at lave et åbent rum til parkeringsplads igen,« fastslår stadsarkitekt Stephen Willacy.

Kirstine Jensen, der ejer Kirstine Jensens Tegnestue, giver ham ret:

»Man forsømte at lave en plads, der kunne bruges af byens borgere. Kommunen burde have lavet et eksperiment ligesom skoven på Store Torv og den gule bænk på Banegårdspladsen. Det er virkelig vigtigt, for de får vores øjne op for det, pladserne kan, og hvordan de også kan se ud,« siger hun.

Stephen Willacy ser for sig, at Bispetorv for eksempel kunne være stedet for en skøjtebane. Et smukt sted at løbe hen over isen med udsigt til Aarhus Teater og domkirken.

»Den kunne have skabt masser af liv på Bispetorv og ville ligge helt rigtigt der. Vi fik ikke skabt den slags aktiviteter, og så endte vi med at få en parkeringsplads,« siger han.

Den håndfuld arkitekter, Stiften har talt med, fortæller alle om, at det i disse år er vigtigt med byrum, vi kan være og leve i.

»Læg mærke til, at byens parker bliver brugt meget mere end tidligere. Århusianerner er vilde med at være ude, og det betyder, at vi ser hinanden i øjnene og ikke isoleres i vores kliker, så skolebørn, erhvervsliv og skatere kun bevæger sig i egne grupper, men mødes,« uddyber hun.

Tom Nielsen, der er professor på Arkitektskolen Aarhus, er enig. Han sammenligner Aarhus med København:

»I København er de meget længere fremme. De har haft en bevidst strategi og prioritering af fodgængere, cyklister og det sociale liv. Aarhus Kommune er ikke konsekvent, og der sker ikke rigtig noget,« siger han og efterlyser ligesom sine kolleger på forsiden en langsigtet plan.

»Der behøver ikke være mange mennesker over det hele, hele tiden. Men der er et underudviklet potentiale i Aarhus,« siger han.

»Hvis man ser fotos af åen for 100 år siden, tænker man, er det her Amsterdam eller Berlin? Dengang havde Aarhus noget storby over sig, der var træer og mere liv,« mener han.

Professoren peger på Pustervig som en vellykket plads i byen.

»Den har sin egen identitet og sit eget miljø. Der er cafeerne, læ og eftermiddagssol og de klassiske brosten, der giver noget historisk til stedet, som også er tilpas i størrelsen.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce