Annonce
Aarhus

Bjørn tog pause fra studiet: Nu er han landets bedste

Bjørn Ochsner klar ved brættet. Foto: Flemming Krogh

Den århusianske skakspiller Bjørn Ochsner har taget første skridt på vej mod titel som stormester.

AARHUS: En århusianer er kommet i fornemt selskab. Bjørn Møller Ochsner er kåret til Årets Skakspiller i Danmark, og på listen over tidligere spillere med den hæder er store navne fra verdenseliten som Bent Larsen, Curt Hansen og Peter Heine Nielsen.

Det har krævet en ekstraordinær indsats for den 24-årige studerende på Aarhus Universitet at komme så vidt. Han har holdt fri fra sine studier i statskundskab i et halvt år og har netop afleveret sin opgave, så han formentlig kan kalde sig bachelor om et par uger.

Stormester i skak kan han ikke kalde sig endnu, men han har netop taget en stormesternorm. Der skal tre til af dem for at kunne kalde sig stormester.

Han begyndte så tidligt på at spille skak, at han dårligt selv husker det.

Siden han var fire et halvt år har han spillet. Hans far Henrik Ochsner er selv en ivrig skakspiller og lærte sønnen at spille.

- Allerede da Bjørn gik i børnehave var han med i en turnering i skoleskak, og han måtte stå på en stol for overhovedet at kunne overskue brættet, fortæller Henrik Ochsner.

Annonce

Årets skakspiller

Listen over Årets Skakspiller siden 1977 er sådan:


  • 1977: Jens Kristiansen
  • 1978: Jens Ove Fries Nielsen
  • 1979: Jens Kristiansen
  • 1980: Jørn Sloth
  • 1981: Erling Mortensen
  • 1982: Curt Hansen
  • 1983: Curt Hansen
  • 1984: Curt Hansen
  • 1985: Bent Larsen
  • 1986: Carsten Høi
  • 1987: Lars Bo Hansen
  • 1988: Lars Schandorff
  • 1989: Erling Mortensen
  • 1990: Lars Bo Hansen
  • 1991: Curt Hansen
  • 1992: Peter Heine Nielsen
  • 1993: Peter Heine Nielsen
  • 1994: Peter Heine Nielsen
  • 1995: Jens Kristiansen
  • 1996: Peter Heine Nielsen
  • 1997: Lars Bo Hansen
  • 1998: Curt Hansen
  • 1999: Peter Heine Nielsen
  • 2000: Curt Hansen
  • 2001: Peter Heine Nielsen
  • 2002: Nicolai V. Pedersen
  • 2003: Curt Hansen
  • 2004: Jacob Aagaard
  • 2005: Davor Palo
  • 2006: Allan Stig Rasmussen
  • 2007: Jakob Vang Glud
  • 2008: Peter Heine Nielsen
  • 2009: Peter Heine Nielsen
  • 2010: Mads Andersen
  • 2011: Peter Heine Nielsen
  • 2012: Jens Kristiansen
  • 2013: Davor Palo
  • 2014: Jakob Vang Glud
  • 2015: Sune Berg Hansen
  • 2016: Mads Andersen
  • 2017: Jesper Søndergaard Thybo
  • 2018: Bjørn Møller Ochsner

Tre sportsbørn

I dag er sønnen langt bedre end faderen.

- Ja, det gælder det hele. Både skak, fodbold og statskundskab, siger Henrik Ochsner med et suk. Han er drifts- og administrationschef på Naturhistorisk Museum og har gjort meget for skaksporten.

Da familiens tre børn gik på Ellekærskolen i Hasle var han formand for skolebestyrelsen og lavede en skakklub der.

- Enten skulle vi sende dem til Svend Svendsens klub på Læssøesgades Skole eller lave en klub selv. Det blev det sidste, og der var 20-25 medlemmer fra ni nationaliteter, så det blev også et godt integrationsprojekt, siger Henrik Ochsner.

Også Bjørn Ochsners to søskende, Nina, der nu er 21 år, og Johan, der nu er 17 år, har spillet skak. Og fodbold og håndbold. Alle tre har spillet i HEI i Egå. De to yngste spiller nu fodbold i VSK i Vejlby og Bjørn Ochsner i IFSK, der er en klub for studerende i statskundskab.

- Jeg elsker fodbold, siger Bjørn Ochsner, der blev lidt begrænset i det spil, da han sprængte et ledbånd i det ene knæ for næsten tre år siden - under en skaklejr. Men han er i gang igen.

Også holdmester

Da Bjørn Ocshner vandt det danske mesterskab i april sidste år, havde han den højeste score i 59 år, og stormesternormen lavede han i Böblingen i Tyskland i juleferien.

Der er forskel på, hvor meget han træner. I gennemsnit en times tid og stort set daglig, men op til turneringer træner han ekstra meget.

Han har spillet turneringer i hele Europa.

- Kan du leve af at spille skak?

- De bedste danske spillere kunne leve af det i dag, hvis de ville, siger Bjørn Ochsner, der dog ikke lige nu har til hensigt at satse totalt på skak, og der er lang vej til verdenseliten.

- Jeg er måske lige kommet ind i Top 1000, siger han. Især russere og kinesere dominerer skaktoppen, men også inderne er kommet med.

Bjørn Ochsner stiller op for den ambitiøse Skanderborg Skakklub, som han vandt det danske holdmesterskab med sidste år.

Han har også gået på Skæring Skole og Egå Gymnasium.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce