Annonce
Østjylland

Blæseorkester på affaldsjagt i Romalt Bakker

Medlemmer af Blæseorkestret Søndermarken kan andet end at spille musik. De kan også samle skrald ind fra naturen, beviste de i søndags. Her ses Stine Hansen (til venstre) og Sofie Nielsen. Foto: Mathias Fredslund Hansen
Flere foreninger nar meldt sig til at gøre naturen mere ren, og en af dem er Blæseorkestret Søndermarken og dets støtteforening. En søndag i solskin drog en lille flok ud for at jage plast, dåser og skrammel.

Randers: Rengøring af naturen, social sammenkomst, hyggelig morgenmad, en tur ud i frisk natur, og så naturligvis de 3000 kroner, der var sat på højkant af var alle gode grunde til at støtteforeningnen bag Blæseorkestret Søndermarken havde meldt sig til at samle skrald.

- Vi er altid på udkig efter måder, vi kan tjene penge til orkestret på, og det her er jo endda også godt for naturen. Samtidig så giver det os mulighed for at møde hinanden på en anden måde end kun lige til de musikalske arrangementer, og det er godt for fællesskabet, siger Pia Munk fra støtteforenigen.

Det blev lagt ud med lidt at spise og drikke, inden de 16 deltagere, både børn og voksne, blev udstyret efter alle kunstens regler, i øvrigt med grej, der var forsvarligt pakket ind i masser af plastik, hvilket man kan undre sig lidt over, netop i et tilfælde, hvor det handler om at begrænse mængden af affald og emballage i naturen. Indsamlerne fik handsker, gule veste, grønne plastiksække, stænger til at snappe affaldet med, rutekort og gode råd til, hvor dåser, metal, glas og plastik skulle placeres i de enkelte sække.

Inden grupperne blev inddelt og drog ud på ruten, kom der to mandlige mountainbikere susende forbi med anerkendende tilråb:

- Det er fand'me et godt initiativ. Og godt arbejde, blev der råbt i forbifarten.

Annonce
Fuld koncentration om arbejdet. Her er det Rebecca Munk (til venstre) og Nicoline Olsen med Flemming Bøje, formand for Blæseorkestret Søndermarkens Støtteforening, i baggrunden. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Piger med en mission

Fire piger: Stine Hansen, 11 år, Rebecca Munk, 10 år, Sofie Nielsen, 10 år og Nicoline Olesen, 10 år, gik sammen med holdleder Flemming Bøje, der er formand for Blæseorkestret Søndermarkens Støtteforening.

- Du kan på en måde godt kalde mig for klimatosse. Derhjemme sorterer jeg affaldet. Men jeg forstår ikke, at man ikke skal sortere på arbejdet. Der tager vi kun pap og plast fra, men kunne gøre meget mere, siger Flemming Bøje, inden han gelejder pigetruppen ud i henholdsvis vejkanten af Kristrup Engvej og på det gamle, nedlagte togspor.

I begyndelsen var der langt mellem affaldet, men den gruppe, der gik på togskinnerne, fik hurtigt sporet sig ind på at kigge i grøften ind mod skoven. Her var der virkelig gevinst, og man undrer sig over, hvor alt det plastik, øldåser, sølvpapir, plastiktallerkner, urtepotter med meget mere, der var havnet der, egentlig kom fra.

Pigerne var fyr og flamme og brænder i det hele taget for at redde planeten.

- Det er sjovt at være med til og vigtigt, var de enige om.

- Vi er med til at redde naturen, og det er jo os, der skal tage hånd om problemerne, når vi bliver store, lød det fra de snusfornuftige skraldeindsamlere.

Flokken af indsamlere var helt færdige med ruten klokken 15, så det blev til omkring tre og en halv times intensiv jagt på folks efterladenskaber i naturen.

- Resultatet var ni store sække affald og to halvfyldte sække med dåser, glas og flasker. Det tog længere tid, end vi lige havde regnet med, og vi fandt også mange forskellige ting. To store, halvt begravede presenninger, og vi talte om, at vi fandt så mange bildele, at vi nærmest kunne samle en halv bil, siger Pia Munk, der melder om en hyggelig dag i godt selskab.

- Vi har da allerede talt om, at vi gerne vil have en rute igen næste år, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce