Annonce
Kultur

Blanket af - på vejen mod succes

»Det er helt vildt stort og meget større, end folk herhjemme kan forestille sig. Det er lang tid siden, at et dansk jazzband er nået så langt,« siger Benjamin Trærup og Indra Rios-Moore, der har skrevet kontrakt med Universal efter måneders hårdt arbejde og mange bekymringer. Foto: Axel Schütt

Den århusianske jazztrio Indra står overfor et internationalt gennembrud, men det har kostet sved, tårer, nattesøvn og bunker af penge at nå så langt for ægteparret Indra Rios-Moore og Benjamin Trærup.

Annonce

»Jeg har hele tiden tænkt, at det her går ikke galt - vi ender ikke som hjemløse.«

»Det er helt vildt stort og meget større, end folk herhjemme kan forestille sig. Det er lang tid siden, at et dansk jazzband er nået så langt,« siger Benjamin Trærup og Indra Rios-Moore, der har skrevet kontrakt med Universal efter måneders hårdt arbejde og mange bekymringer. Foto: Axel Schütt

Benjamin Trærup læner sig fortrøstningsfuldt tilbage i sædet på Café Gemmestedet i Klostergade og snor en ledig arm rundt om sin kone, Indra Rios-Moore. Lige nu har han en sodavand stående foran sig, men for ganske kort tid siden var der end ikke råd til dét i parrets liv. Da Benjamin for nylig gik på café i Los Angeles med en ukrainsk ven, var han nødt til at bede vennen om at betale.

Indra

Jazztrio dannet af ægteparret Indra Rios-Moore, sang, og Benjamin Trærup, saxofon. Med som tredjemand er bassisten Thomas Sejthen. Som supplement deltager guitarist Uffe Steen hyppigt.

Bandet har udgivet:

?Indra?, 2009

?In Between?, 2012

I begyndelsen af 2015 udkommer tredje album, udgivet i USA og Europa af Universal

Indra spiller næste gang i Aarhus, når bandet gæster Skt. Lukas Kirke 30. september og 1. oktober, begge dage kl. 19.30. Billetter kan købes på www.billetlugen.dk

Læs mere på indra.dk

»Jeg fik en appelsinjuice. Det havde jeg ikke fået længe, og jeg kan stadig smage den der juice. Den var fantastisk,« smiler Benjamin.

Saxofonisten Trærup og sangeren Rios-Moore, der - sammen med den københavnske bassist Thomas Sejthen - udgør jazztrioen Indra, er for en stund tilbage i Aarhus. Det er ti måneder siden, parret vinkede farvel til Danmark og med deres nu 19 måneder gamle søn Paulo rejste til Indras hjemland, USA, for at slå sig ned. Der var flere grunde til det:

Indra var løbet sur i de danske udlændingeregler. Siden hun giftede sig med århusianske Benjamin, har hun med få års mellemrum skullet søge om at få sin opholdstilladelse fornyet, og det var hver gang en bævende, urolig ventetid hjemme på Skovvejen på Trøjborg, for et par selvstændige jazzmusikere uden fast arbejde er efter de danske myndigheders mening ikke en sund konstellation. Så Indra drømte sig til et liv, der kunne leves mere frit.

Hun drømte også store drømme for den trio, som hun og Benjamin udgør kernen i. Så store drømme, at hun uden blusel kontaktede den vidtberømte amerikanske producer Larry Klein, der åbenbart havde en god dag den dag, hvor han læste Indras mail. I hvert fald blev han forlibt i den Indra-video, han så på nettet og inviterede parret til Los Angeles for at indspille lidt musik.

Med seks års erfaring i ryggen som band oplevede Indra en stor ro, da musikerne trådte ind i de amerikanske studier. Arkivfoto: Kim Haugaard

Og så drog de af sted. Med Paulo og penge i bagagen. Når man er sådan lidt løst inviteret, forventes man selv som udgangspunkt at betale for besøget. Det har kostet parret 400.000 kroner. Vi tager den lige igen: 400.000 kroner.

Annonce

Jackson og Lennon

»Vi er normalt sådan nogen, som klarer sig selv,« siger Benjamin og erkender, at den her udgift klarede de ikke alene. Med opsparing, pengene fra salget af Trøjborg-lejligheden og et spartansk liv kunne de dække en hel del af udgifterne. Resten af pengene kom generøst flydende fra Benjamins mor hjemme i Aarhus og Indras far, der selv er jazzmusiker og godt kunne se fidusen i, at datteren sang for selveste Larry Klein.

Og at der var en fidus i dét, har siden vist sig med al ønskelig tydelighed. Men først skulle Benjamin og Indra grueligt meget igennem.

Larry Klein lagde ud med at sætte en uges studiearbejde af til Indra.

»Men jeg sagde fra starten til ham, at det ikke var nødvendigt. Sådan arbejder vi ikke. Tre dage var nok. Man skal ikke stå for længe i et studie, for så ryger inderligheden,« siger Indra, der efter 10 måneder i hjemlandet stadig taler et formfuldendt dansk.

Indra fik ret. Tre dage efter var de færdige med første del af pladen, og Larry Klein havde været momentant mundlam over bandets formåen.

»Han sagde til os, da vi kom, at vi ikke skulle spille for at imponere ham, og så svarede jeg, at han kunne være helt rolig - det gjorde vi skam heller ikke. Sådan et svar var han helt tydeligt ikke vant, og hvis vi ikke havde haft de seneste års erfaringer bag os, havde jeg heller ikke turdet svare ham sådan. Men jeg kunne godt mærke, at jeg stod på mine ben på en helt anden måde, end jeg ville have gjort seks år tidligere, da vi begyndte at spille,« siger Indra, og Benjamin tilføjer:

»Klein er ellers vant til megaproduktioner, hvor alt er forberedt på forhånd, og hvor man henter særlige musikere ind til særlige opgaver. Men sådan var det ikke med os. Thomas Sejthen var kommet over sammen med guitaristen Uffe Steen, og så gik vi bare ind og spillede. Vi kendte jo hinanden på forhånd og kendte vores musik, så det var ikke så kompliceret,« husker Benjamin, som var uhyre benovet den dag, hvor bandet trådte ind i Henson Studios, hvor de skulle indspille de sidste numre til pladen. På væggene hang der billeder af andre, som også havde arbejdet der - Michael Jackson og John Lennon for eksempel.

»Benjamin var begejstret, men jeg lukkede øjnene og tænkte 'no pressure at all' - der er overhovedet intet pres på os. For det var lidt skræmmende,« smiler Indra.

Annonce

En høj middag

Parret jublede, og håbet var lysegrønt, da Klein efter de første indspilninger inviterede dem ud på middag.

»Jeg tænkte, at NU var pladekontrakten der,« husker Benjamin.

Indra var så nervøs op til middagen, at hendes bror, der har tilladelse til at bruge medicinsk marihuana, stak hende lidt for at få hende til at slappe af.

»Jeg er ikke vant til den slags, og jeg endte med at blive så high. Det var frygteligt,« griner hun, mens Benjamin tilføjer:

»Jeg har aldrig hørt min kone snakke så meget, som hun gjorde i bilen på vej til den middag. Hendes mund gik uafbrudt.«

Derefter holdt hun kæft. Indra var fuldt bevidst om sin svævende tilstand og valgte klogeligt at tie stille under middagen, mens Benjamin kringlede sig vej igennem Larry Kleins vage snak og til sidst måtte konkludere, at der ikke kom nogen pladekontrakt ud af dén middag, selvom Klein betroede Indra, at hun som sangerinde havde en stor fremtid i vente. Jo tak, men kontrakten - hvor blev den af?

Den kom. Men først nogle måneders pinagtig ventetid senere. Og først da Indras indspilninger var nået helt til tops og kommet Universals administrerende direktør for øre.

Universal er verdens største pladeselskab, og Larry Klein er en slags konsulterende smagsdommer for selskabet. Han peger på kunstnere, som han synes er værd at investere i, og derefter tager selskabet stilling til, om man er enig. I tilfældet Indra var man enig. Bandet er egnet til at udgive en plade. Ikke bare en, men to plader, faktisk. Sådan lyder kontrakten.

»Vi har været heldige at komme i forbindelse med Universal på det rette tidspunkt,« mener parret, der flyder med på en bølge af melodisk, moderne, enkel jazz, godt anført af amerikanske Gregory Porter, som Universal pludselig har opdaget sælger godt. Det er med andre ord en genre, som varmer op til noget, der kan smedes med, hvis man er et stort pladeselskab. Og der passer Indras nordiskklingende toner, som man i Danmark indtil videre har kunnet nyde på to plader og ved mange koncerter, godt ind.

Annonce

Kamp om peanuts

31. marts skrev de omsider under på pladekontrakten, men havde inden da været igennem hårde forhandlinger med Indra Rios-Moore på den ene side af bordet og stærke Universal-advokater på den anden side.

Mens Benjamin til sidst var parat til at gå på kompromis om kontrakten, stod Indra stejlt på, at de skulle have, hvad de kom efter.

»Vi har investeret 400.000 kroner i den plade, og det har hele tiden været meningen, at Universal skulle betale en del af de penge tilbage til os, men vi kunne ikke blive enige om hvor meget. Jeg ville ikke bøje mig, selvom jeg gamblede med vores fremtid og havde mange, mange søvnløse nætter over det. Jeg græd en hel uge. Men for mig gjaldt det principper mere end penge. Hvis vi lod dem sparke os bagi nu, kunne de blive ved med det fremover. Vi skulle stå fast, så de vidste, at de ikke kunne lege med os, som det passede dem,« siger Indra, der kender alt til den amerikanske musikbranche gennem sin opvækst med bassist-faderen og derfor er klar i mælet, når hun kalder den »superbeskidt.«

Få timer før deadline overgav Universal sig og indgik den kontrakt, som standhaftige Indra forlangte.

»For os drejede det sig om mange penge, men for Universal var det kun peanuts,« siger Benjamin, der undervejs i forløbet oplevede pladeselskabet smide 20.000 dollars ud på at hente Thomas Sejthen og Uffe Steen over til ekstra indspilninger i Henson Studios, ligesom man var parat til at sende en taxa af sted på to-tre timers kørsel for at hente sangtekster, selv om Indra kunne have skrevet dem ned efter hukommelsen på ti minutter.

Nu, hvor kontrakten er landet, ved ægteparret Trærup/Rios-Moore med sikkerhed, at der er penge på vej, og derfor tør de godt drikke en vand og en kaffe denne dag på Café Gemmestedet, hvor de er voldsomt trætte efter måneders pres, men glade for det, der er i vente.

Pladen udkommer i begyndelsen af 2015, og efter den planlægges måneders turneer i både Europa og USA. I Europa udgives pladen på det Universal-ejede selskab Impulse, der har talt kunstnere som John Coltrane og Ray Charles. I USA kommer den på det Universal-ejede legendariske selskab Blue Note. Trioen fra Aarhus kunne dårligt komme i finere selskab.

»Det er helt vildt stort og meget større, end folk herhjemme kan forestille sig. Det er lang tid siden, at et dansk jazzband er nået så langt,« siger Benjamin, der næsten ikke kan få armene ned.

Indtil nu har han været den, der arrangerede alle bandets koncerter og passede papirarbejdet, men nu får de booker og manager og »en stor maskine i ryggen,« som Benjamin siger.

Annonce

Simpelthen!

Det ligger ikke lige for at vende tilbage til Aarhus, selvom de kommer her så ofte, de har tid og råd, for kontakten til venner, familie og et meget loyalt publikum skal holdes. De bor i Los Angeles, men regner med at flytte til den amerikanske østkyst til næste år og derefter, på længere sigt, til et sted i Europa, hvor de formodentlig får flest koncerter fremover.

»Vi skal i hvert fald ikke blive i Los Angeles. Det er alt for meget Hollywood til os,« siger Benjamin og rynker på næsen. Efter ankomsten til Aarhus forleden dag brugte han, på trods af jetlag, et par timer på at vandre byen rundt og indsnuse duften af regn mod asfalt.

»Man kan ikke gå i Los Angeles. Alle kører i bil, og de kører, som om de ønsker at dø,« fortæller Indra og tilføjer:

»Benjamin og Paulo er udendørsmennesker, og derfor skal vi finde et sted, hvor der er mere natur og ikke helt så varmt.«

De snakker om Vermont, men der er virkelig koldt, når det er koldt, og det passer Indra dårligt. Hun mener heller ikke, sønnike trives i den temperatur, og hun og Benjamin tager en dans henover cafebordet om brugen af flyverdragt og uldtøj.

»Han skal jo bare have uld indenunder overtøjet,« hævder snusfornuftige, århusianske Benjamin ihærdigt, mens new yorkeren Indra ikke mener, at uld kan gøre det. Modsætninger mødes. Sådan er det med dem, men trods forskellighederne er de tydeligvis lige så stjerneglade for hinanden, som de var, da de mødtes på et cafeteria i New York for knap ti år siden.

Og selvom spørgsmålet om uld kan dele vandene, er de enige om det meste. Blandt andet om, at de nu giver deres karriere fem års hårdt arbejde. Det bliver turné på turné, men doseret efter deres søns behov. Og det bliver endnu en plade på Universal om nogle år. Så håber de, at de har fundet fodfæste i en rå branche som et af de ganske få danske bands, der også har en stemme på den internationale scene.

Som Benjamin siger:

»Da jeg hørte det færdige resultat af vores plade, blev jeg simpelthen så glad. Da vidste jeg, at det her går ikke galt. Vi skal nok klare os. Vi ender ikke som hjemløse. På et eller andet tidspunkt er der nogen, der bider på - om tre måneder eller om ti år eller i morgen, men det vil helt sikkert ske på et tidspunkt. Og det gjorde det så også. Nu har vi en pladekontrakt med Universal. Simpelthen.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Annonce