x
Annonce
Blog

Blog: Husk nu 2020

Der er kun lige NU! I det lys burde det eneste ønske, vi mennesker har, være ønsket om at være tilstede i nuet. Det må, alt andet lige, være det vigtigste sted at være - hele livet.

Det er blevet nytårsaften. En aften, som af mange ses som “årets aften”. En aften, hvor vi kollektivt gør status og giver en ny chance.

Festen nytårsaften skal være vildere og større end den plejer at være. Og vi skal spise endnu mere mad og være endnu smukkere klædt end nogensinde før. Og så skal vi huske at gøre os nogle nytårsforsætter.

Nytårsforsætter er lidt en sjov størrelse. De er blevet vores årlige “touch-base” på den personlige udvikling, som vi egentligt gerne vil tage, men ifølge statistikkerne har svært ved at indfri. Så mange af os gør som kartoffelavler Oluf Sand gør det, med sine julegaver, nemlig ønsker os det samme i år, som vi plejer at ønske os, for det nye år.

Og det er jo egentligt lidt skørt, at vi bruger nytåret til at ville forbedre noget i vores liv. For dagen i dag, er jo ikke mere særlig end dagen i går. Det øjeblik, du oplever lige NU, er altid det samme. Begreber som “sidste år”, “næste år”, “2019” og “2020” - er begreber der KUN findes i den kollektive fantasi. Det eneste sted, du nogensinde kommer til at møde “morgendagen”, det er i dit hoved.

Der er kun lige NU! I det lys burde det eneste ønske, vi mennesker har, være ønsket om at være tilstede i nuet. Det må, alt andet lige, være det vigtigste sted at være - hele livet.

Og mon egentligt ikke, at mange af de andre ønsker vi går og har for os selv, ville “gives os i tilgift” - når vi er til stede i nuet? For i det at være tilstede i nuet byder os at være nærværende og mere mindfull. Og dermed også mindre fyldt af vores ego-styrede tanker om hvad vi; burde, kunne, skulle og må gøre. Sådan oplever jeg det i hvert fald, i min model af verden.

Nytårsaften 2019 havde jeg mange overvejelser omkring. Skulle jeg rejse væk og opleve noget nyt? Eller skulle jeg blive hjemme i DK og takke ja til den ene eller den anden festlige sammenkomst? I stedet for nogle af mulighederne, valgte jeg i år noget helt andet. Nemlig at tilbringe min aften, med det menneske der kender mig allerbedst - mig selv. Jeg skal ikke noget - og jeg var kun mig selv.

Annonce

I skrivende stund er det så nytårsaften. Og jeg sidder her alene og skriver det her. Selvom det i starten var lidt mærkeligt, så synes jeg faktisk, at det er ret fedt. Jeg har det som når jeg sidder længe oppe en hverdagsnat, og føler mig alene mens hele verden sover.

Ja, jeg ved godt at verden omkring mig i aften ikke sover. Faktisk er der ret meget gang i den lige nu - klokken er 22.45. Men det er samme følelse: Følelsen af, at hele verden laver noget andet end mig.

Og så må jeg også indrømme at der er utrolig mange praktiske up-sides forbundet med mit valg også! Og jeg skal da gerne lige nævne et par stykker.

Eksempelvis var jeg tidligere nede i vaskekælderen - og bum - ingen problem med at finde en vasketid! Og der er helt sikkert heller ingen der klager over støjen, hvis jeg vasker senere end 19:30, som ellers er seneste vasketid.

Mit valg er også både sikkert og billigt. Jeg er hverken nervøs for kranieborende raketter eller at bruge flere penge end jeg havde tænkt mig.

Og så er jeg fuldstændig sluppet uden om tøjkrise og stramme dresscodes.

Nå, spøg til side. Det jeg egentligt gerne vil med dette indlæg er: At ønske dig og dine kære et nærværende 2020 - både nu, og i et senere - men samme nu!

Rigtig godt nytår!

Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Kronik

Hvad vil vi beGÆRe i fremtiden?

Knap havde statsministeren sagt ”ikke hamstre”, før alt gær og toiletpapir var væk fra hylderne. Reptilhjernen tog åbenbart over og fik folk til at styrte ned i det lokale supermarked eller til at kaste hele familien ind i Toyota'en og bestorme den nærmeste megastore. Alt det, som forskellige eksperter så smukt havde udtalt på TV om den fælleskabsorienterede danske folkesjæl i krisetider, blev overmandet af et akut, nærmest dyrisk behov, for gær, godter og gifler. Når det tordnede om natten, da jeg var barn, stod min tante Ester op og lavede tordenkaffe og sad stiv på en stol med en stor køkkenkniv i hånden. Hun skulle være klar til at skære køerne løs, hvis lynet slog ned. Nu var der ikke så mange køer i vores parcelhus, men Ester var opvokset på et fattigt husmandssted, og her var køernes overlevelse helt afgørende for familiens overlevelse. Hendes reptilhjerne var kodet til kniv og køer – i dag er vi åbenbart kodet til GÆR. Gad vide, hvad det er med gær? Lidt lommepsykologisk kunne man overveje, om den lille pakke symboliserer en potentiel magt over situationen; jeg kan få ting til at voksne i en krisesituation og beskytte min familie med eget brød. Eller er det et kollektivt traume, der siddet fast i os, der oplevede gærkrisen? Under storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 var der problemer med adgang til dagligvarer som brød, smør og gær, og udenlandsk gær blev det nye guld og solgt til overpris. En nordmand skulle ligefrem have fløjet gær til København i et privatfly som tak for alle de øl, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark. Gad vide, om det mest er det ældre segment, der har fået gær på reptilhjernen, og hvad vil så blive det ypperste symbol på sikkerhed i fremtiden? Café latte to go? Veganerprodukter? Wi-Fi? For lige at lufte et par letkøbte fordomme om den unge generation. Når jeg er ude på opgaver, ender dialogen ofte om udfordringerne med individualiseringen i samfundet. Især offentligt ansatte føler sig presset af borgere og brugere, der forventer det bedste for MIG og MINE. Det er svært, når alle forældre forventer, at deres barn skal være i centrum blandt de øvrige 25 børn i 5.b. Både på offentlige og private arbejdspladser udtrykker mange bekymringer over for især den unge generations MIG-kultur. Andre er mere optimistiske og mener, at de unge har fået nok af forældrenes forbrugerkultur og vil søge nye fællesskaber, ikke mindst ppå grund af klimaudfordringerne, der kun kan løses kollektivt. Måske sidder de unge og ryster på hovedet over deres skammelige forældre, der selvcentreret rydder hylderne. Hævnen er heldigvis sød. Mens jeg sad og gøs over mine mange corona-aflysninger og dermed tabt indtægt i foråret, kunne jeg på de sociale medier fornøje mig over sarkasmen, der bredte sig over for gær- og toiletpapir-hamstrene i form af afslørende foto. For eksempel storsmilende Søren med overfyldt indkøbsvogn, der flasher sig i Berlingske tidende: ”Den der kommer først til mølle, får mest.” Noget, der medførte mange muntre kommentarer på Facebook, og som nok skal få Søren til at fortryde det billede rigtig mange gange i den kommende tid. Faktisk kan man føle sig som et særligt godt menneske, når man formåede at udvise samfundssind og lod gær være gær. Jeg indrømmer, at også min reptilhjerne rørte lidt på sig, da Statsministeren sagde ”ikke hamstre” på TV. Heldigvis var jeg mageligt bedøvet af den flaske rødvin og corona-lignende kæmpe romkugle, som jeg netop havde delt med min unger. Og da jeg nævnte muligheden for at styrte ned i Fakta i underetagen i min datters lejlighedsblok, udbrød begge min unger: ”Nu stopper du, Mor!” Måske der vitterligt er et håb om, at de unge er mere solidariske og vil være knap så beGÆRlige i fremtiden.

Kultur

C.V. Jørgensen-teaterkoncert stables på benene via videotjenester: Hvis skuespillerne ikke kan komme til øvelokalet ...

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce