Annonce
Blog

Blog: Lav sol over London

Ray Davies har været en utrættelig, intelligent, respektfuld og følsom iagttager af de mennesker, han har mødt på sin vej i mere end et halvt århundrede. En af tidens allerbedste.

Det var Poul fra klassen, der introducerede mig for The Kinks.

”I skal lige høre min storebrors nye single”. Det ville vi godt. Pouls storebror spillede i et af de lokale beatorkestre med single- og rytmeguitar, bas og trommer. Tidens besætning, hvis man da ikke lige som i The Rolling Stones lod ”ekstra-manden”, Mick Jagger, synge og spjætte uden instrument og ledninger. Jeg var dengang (og nu) ret vild med The Beatles, men da storebroderens single fyldte stuen, flåede den mine øregange op. En guitar med fræsende, rå lyd, dybe, tunge akkorder, forstærket af en lige så resolut rytmegruppe, og så den stemme, der havde en sårbarhed, som jeg har været afhængig af siden:

Raymond Douglas Davies, 75 år i dag.

Det var hans lillebror, Dave, der midt i nummeret præsterede en guitarsolo, jeg aldrig havde hørt før. Den forvrængede lyd, ikke fra en pedal, men fordi lillebror Dave i frustration havde skåret i højttaleren med et barberblad. Guitaren lød ikke, som den skulle. Det kom den til! Det var i øvrigt en Gretch, en Flying V, der ganske kuriøst var specialbygget til en af mine andre guitarhelte, George Harrison.

Davies-brødrene og bassisten, Pete Quaife, voksede op i Muswell Hill, et arbejderkvarter i det nordlige London. Quaife forlod Kinks i 1969, døde i 2010 og blev begravet i min hjemby, Herlev.

I dag er Muswell Hill ”nydeligt”, men dengang var indbyggerne underdogs. Det har præget Ray Davies' sangskrivning, siden Kinks bragede gennem lydmuren i 1964 med You Really Got Me og andre power rock-hits. Men allerede året efter ændrede Ray Davies fokus til at være den fremragende, observante komponist, der kunne skrive fængende popsange, men hvis, ofte satiriske, tekster ligeligt var inspireret af engelsk music hall-tradition, amerikansk blues og en digter og sangskriver som Jacques Brel (1929-78).

I 1967 kom et af Davies absolutte mesterværker, Waterloo Sunset, af mange kaldt den perfekte popsang, en kortfilm med en melodisk undertone som det ypperste, Lennon/Mc Cartney kunne præstere. De manglede bare ordene. På den vis er det sigende, at både Thomas Helmig og Gnags besejrede indieparadiset, Northside. Oder som "Lav Sol Over Århus” og Malaga (Jeg lukker mine øjne i Århus) handler jo dybest set om at høre til. Og den Århus-baserede, Allan Olsen, har om nogen forstået sætte det på ord og musik.

The Kinks blev bandlyst (uduelig promotion) i USA 1965-69 og tabte ”markedet” her, mens rockmusikken tumlede videre i Woodstock, rusmidler og opløsning (Beatles). I stedet fortsatte Ray Davies i sin egen verden. Rockoperaer og konceptalbums, LP´er, der hang sammen. Mesterværker som Village Green Preservation Society (1968), Arthur Or the Decline and the Fall of the British Empire (1969) og Muswell Hillbillies (1971) solgte aldrig stort. Kun den kontroversielle hitsingle, Lola, brød hittørken i 1970. En sang, der på mest elegante, selvironiske Ray Davies-vis brød tabuet om transvestitter to år før, David Bowie blev til Ziggy Stardust.

Sidst i 70'erne fik gruppen et come back med hård, kontant ”stadionrock”. Jeg hørte Kinks i Portland, Maine i 1979 og syv år senere på Midtfyn-festivalen. Det var stort, men da Ray Davies efter årtusindskiftet kom til Århus, var det intimt. Musikhuset og Train. Jeg var ekstatisk og fik endda trykket hænder med min legendariske helt. En kunstner, der fortsatte med at skabe film, musicals og bøger. At skrive sange er det, jeg kan, men heller ikke kan lade være med, siger Davies. De sange er blevet mit lydspor.

Ray Davies er blevet kaldt brit-poppens fader. Men det er for simpelt. Han har været en utrættelig, intelligent, respektfuld og følsom iagttager af de mennesker, han har mødt på sin vej i mere end et halvt århundrede. En af tidens allerbedste.

Men selv en underdog kan blive adlet, så tillykke, Sir Ray - og tak for dit livsværk!

Annonce
Hans-Henrik Christensen, Cand.mag, løbeinstruktør, forfatter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Millionindsprøjtning til århusianske daginstitutioner: 75 pædagoger kan ansættes

Læserbrev

Læserbrev: Byrådet skal gøre det meget nemmere at være bilist i Aarhus

På mange punkter er jeg enig med Ole Christiansen (der skrev læserbrevet ”Byrådet må gøre det mere besværligt at være bilist i midtbyen” lørdag 15. februar, red.): Biler, der holder stille, forurener meget – men det gør de selvsamme biler også, når de holder i kø, og det sker hver morgen, og ligeså om eftermiddagen, fordi vores infrastruktur ikke er god nok på vores indfaldsveje og i den indre by. Jeg prøvede det selv forleden dag ved Nørreport-krydset. Jeg var så uheldig, at der skulle passere tre letbanetog, og det tog tre minutter og 25 sekunder. Det var over grænsen på tre minutter, som man mener, er maks.-grænsen for, hvor lang tid man må have sin bil til at gå i tomgang. Den grænse kunne nemt sættes ned til et minut, undtagen hvis man holder for rødt lys eller venter på letbanen. Vedr. CO2-forurening er jeg enig med Ole Christiansen i, at det skal vi gøre noget ved, men det løser sig selv, når vores bilpark kommer over på el. Vores dieselbusser skal fra 2027 være udskiftet til elbusser. Og kommunens egen bilpark kommer også over på el. Om road-pricing er en god ide, er jeg ikke sikker på, men derimod skal vi have lavet store parkeringsanlæg ved vores indfaldsveje, hvorfra der skal køre shuttle-busser ind til indre by. Det ville få mange biler ud af byen. Og så skal vi gøre det gratis for pensionister at køre med bus mellem kl. 9.00 og kl. 15.00 og igen efter kl. 18.00 og til midnat, det vil også få rigtig mange biler ud af byen og give ledige p-pladser. At vi skal gøre det besværligt at være bilist, er jeg ikke enig i, det er en forkert vej at gå, nej, vi skal have vores infrastruktur til at fungere, meget bedre end den gør i dag. Bl.a. med intelligent lysregulering, det vil kunne spare mange stop og meget tid. Vi skal også lave et passende antal parkeringspladser, når vi bygger nyt, også i midtbyen. Vi mangler parkeringspladser i Aarhus, og der skal ved enhver given lejlighed skabes flere parkeringspladser, også til elbiler. Hvis man tror, at bilen er på vej ud som transportmiddel, skal man formentlig revidere sin opfattelse. Privatbilen er kommet for at blive. Men vi skal derimod tænke ny tanker, og det skal vi, i særdeleshed når vi taler kollektiv trafik. Vi skal have el-busser og BRT-busser, vi skal stoppe med flere letbanetog, de er alt for dyre og kan ikke håndteres i indre by. Vi skal gøre det attraktivt at bruge kollektiv trafik, men det kræver, at der er busser til rådighed i hele kommunen. At nedlægge busruter, som man gør i øjeblikket, er det samme som at sige: ”I bliver nødt til at tage jeres private bil for at komme på arbejde eller komme ind til byen. Busruten er desværre nedlagt”. Og de mange busruter, der er nedlagt, er for at finansiere letbanen – det er en forkert vej at gå. Vi skal også opfordre alle til at stoppe deres bil, når de holder stille, det gælder også taxier, lastbiler, entreprenørmaskiner med flere, der vil kunne spares meget CO2-udslip i indre by, ja, i hele Danmark, ved at slukke bilmotorerne.

Aarhus

Overblik over stjerner og andre priser: Sådan gik det Aarhus ved Michelin-uddelingen

Aarhus

'Daniel fra Rigspolitiet' ville hjælpe 59-årig med banklån: Men den hoppede offeret ikke på

Annonce