Annonce
Blog

Blog: Lav sol over London

Ray Davies har været en utrættelig, intelligent, respektfuld og følsom iagttager af de mennesker, han har mødt på sin vej i mere end et halvt århundrede. En af tidens allerbedste.

Annonce

Det var Poul fra klassen, der introducerede mig for The Kinks.

”I skal lige høre min storebrors nye single”. Det ville vi godt. Pouls storebror spillede i et af de lokale beatorkestre med single- og rytmeguitar, bas og trommer. Tidens besætning, hvis man da ikke lige som i The Rolling Stones lod ”ekstra-manden”, Mick Jagger, synge og spjætte uden instrument og ledninger. Jeg var dengang (og nu) ret vild med The Beatles, men da storebroderens single fyldte stuen, flåede den mine øregange op. En guitar med fræsende, rå lyd, dybe, tunge akkorder, forstærket af en lige så resolut rytmegruppe, og så den stemme, der havde en sårbarhed, som jeg har været afhængig af siden:

Raymond Douglas Davies, 75 år i dag.

Det var hans lillebror, Dave, der midt i nummeret præsterede en guitarsolo, jeg aldrig havde hørt før. Den forvrængede lyd, ikke fra en pedal, men fordi lillebror Dave i frustration havde skåret i højttaleren med et barberblad. Guitaren lød ikke, som den skulle. Det kom den til! Det var i øvrigt en Gretch, en Flying V, der ganske kuriøst var specialbygget til en af mine andre guitarhelte, George Harrison.

Davies-brødrene og bassisten, Pete Quaife, voksede op i Muswell Hill, et arbejderkvarter i det nordlige London. Quaife forlod Kinks i 1969, døde i 2010 og blev begravet i min hjemby, Herlev.

I dag er Muswell Hill ”nydeligt”, men dengang var indbyggerne underdogs. Det har præget Ray Davies' sangskrivning, siden Kinks bragede gennem lydmuren i 1964 med You Really Got Me og andre power rock-hits. Men allerede året efter ændrede Ray Davies fokus til at være den fremragende, observante komponist, der kunne skrive fængende popsange, men hvis, ofte satiriske, tekster ligeligt var inspireret af engelsk music hall-tradition, amerikansk blues og en digter og sangskriver som Jacques Brel (1929-78).

I 1967 kom et af Davies absolutte mesterværker, Waterloo Sunset, af mange kaldt den perfekte popsang, en kortfilm med en melodisk undertone som det ypperste, Lennon/Mc Cartney kunne præstere. De manglede bare ordene. På den vis er det sigende, at både Thomas Helmig og Gnags besejrede indieparadiset, Northside. Oder som "Lav Sol Over Århus” og Malaga (Jeg lukker mine øjne i Århus) handler jo dybest set om at høre til. Og den Århus-baserede, Allan Olsen, har om nogen forstået sætte det på ord og musik.

The Kinks blev bandlyst (uduelig promotion) i USA 1965-69 og tabte ”markedet” her, mens rockmusikken tumlede videre i Woodstock, rusmidler og opløsning (Beatles). I stedet fortsatte Ray Davies i sin egen verden. Rockoperaer og konceptalbums, LP´er, der hang sammen. Mesterværker som Village Green Preservation Society (1968), Arthur Or the Decline and the Fall of the British Empire (1969) og Muswell Hillbillies (1971) solgte aldrig stort. Kun den kontroversielle hitsingle, Lola, brød hittørken i 1970. En sang, der på mest elegante, selvironiske Ray Davies-vis brød tabuet om transvestitter to år før, David Bowie blev til Ziggy Stardust.

Sidst i 70'erne fik gruppen et come back med hård, kontant ”stadionrock”. Jeg hørte Kinks i Portland, Maine i 1979 og syv år senere på Midtfyn-festivalen. Det var stort, men da Ray Davies efter årtusindskiftet kom til Århus, var det intimt. Musikhuset og Train. Jeg var ekstatisk og fik endda trykket hænder med min legendariske helt. En kunstner, der fortsatte med at skabe film, musicals og bøger. At skrive sange er det, jeg kan, men heller ikke kan lade være med, siger Davies. De sange er blevet mit lydspor.

Ray Davies er blevet kaldt brit-poppens fader. Men det er for simpelt. Han har været en utrættelig, intelligent, respektfuld og følsom iagttager af de mennesker, han har mødt på sin vej i mere end et halvt århundrede. En af tidens allerbedste.

Men selv en underdog kan blive adlet, så tillykke, Sir Ray - og tak for dit livsværk!

Hans-Henrik Christensen, Cand.mag, løbeinstruktør, forfatter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

René blev tilbageholdt for ikke at gå med mundbind: Hvor går grænsen for vagternes beføjelser?

Aarhus For abonnenter

Søns misbrug har kostet Bente og Søren penge, søvn og tårer: - Man føler sig magtesløs og mistænkt for at være dårlige forældre

Annonce