Annonce
Blog

Blog: Mit ensomme skab

Susanne Hoeck, journalist

For otte år siden fik vi hund i huset. Børnene plagede, og jeg overgav mig.

Ingen rigtig familie uden et firbenet medlem. Hvad ingen ved er, at det nye logrende bekendtskab også handlede om noget helt andet

Jeg var ensom. Hvilket på ingen måde giver mening, når man bor i et mildest talt levende hjem med mand og tre børn, er frustreret over en evigt overbooket kalender og har permanent dårlig samvittighed over ikke at få besvaret søde beskeder fra venner, melder fra til festlige anledninger, og i øvrigt er typen, der bliver opfattet som social og udadvendt over middel. Dertil er jeg faktisk ret god til at være alene. Så jeg passede slet ikke ind i den statiske beskrivelse af de 350.000 danskere, der føler sig ensomme.

Ensomhed dræber står der på Hjerteforeningens hjemmeside.

I England har de udnævnt en særlig minister for ensomhed, og herhjemme er der sat 400 millioner kroner af i statsbudgettet til at bekæmpe ensomhed. Samtidig er det populært som aldrig før at sælge retreats i alle mulige varianter, og du kan vælge og vrage mellem letlæselige lommebøger og værker på størrelse med biblen, hvis du søger inspiration til at skabe dit eget rum i euforisk ensomhed. Det er da et paradoks! At vi både forsøger at flygte fra ensomheden og søger den, og at begge dele åbenbart har lige stor indflydelse på vores sundhed og lykke eller mangel på samme!

Well, jeg valgte at lade mig trøste af en ukuelig, lalleglad hundehvalp, der stadig i en moden alder insisterer på mit nærvær og min udelte opmærksomhed, også de dage, hvor jeg klart foretrækker mit ensomme skab. Men mødet med ensomhedens væsen gjorde mig nysgerrig. For hvad er det modsatte?

Fællesskab. Og ikke mindst fællesskaber, hvor der er plads til de forskelligheder, som ensomhed ofte udspringer af.

I Aarhus findes en perlerække af levende fællesskaber, der tager udgangspunkt i alt fra at bekæmpe madspild til at være en anden seksuel variant end det store flertal. Fællesskaber, der skaber mod og handlekraft og eksperimenterer med, hvordan alle kan bidrage med noget, der gør en forskel.

Som medlem af kommunens "Udvalg for mangfoldighed og ligestilling" og bestyrelsesmedlem i "Sager der samler" er det gået op for mig, at vejen ud af ensomhed ikke altid er at gøre noget for andre, men med andre, i et fællesskab, hvor du er allermest værdifuld ved at være det, du er. Så bliver den ufrivillige ensomhed ikke til sygdom, og du kan samtidig rådyrke dit behov for også at være i dit eget enestående selskab med glæde. Fællesskaberne er lige uden for din dør, og kræver kun, at du åbner den.

God weekend fra en social solist, med et lånt citat:

Der findes et helvede: At være ensom.

Der findes et himmerige: At kunne være det.

Annonce

Det er da et paradoks! At vi både forsøger at flygte fra ensomheden og søger den, og at begge dele åbenbart har lige stor indflydelse på vores sundhed og lykke eller mangel på samme!

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Drenge bliver ladt i stikken

Hverken stat eller region vil tage ansvaret og give hpv-vaccine til alle drengebørn, der er fyldt 12 år senest 1. juli 2019. De bliver ladt i stikken, og de får ikke den samme mulighed for vaccine som alle andre drenge og piger. I forbindelse med årets budget i Favrskov Kommune fremsatte Venstre derfor et forslag om at tilbyde hpv-vaccine til netop den gruppe drenge. Det ærgrer mig, at flertallet i byrådet ikke vil tage ansvaret og tilbyde denne lille gruppe af drenge de samme muligheder for vaccine som alle andre. En vaccine, der forebygger den smitsomme hpv-virus, der er årsag til flere kræftformer hos både mænd og kvinder. Argumenterne og årsagen til, at forslaget ikke er med, er åbenlys kassetænkning, hvor man fokuserer på, hvem der skal betale, i stedet for, hvad der er bedst for borgerne. Jeg er sikker på, at de familier, der vil tage imod dette tilbud, ikke bekymrer sig om, om det er stat, region eller kommune, der betaler. De vil prise sig lykkelige for at få tilbuddet om vaccinen. Det er for mig helt uforståeligt, at forslaget ikke har fundet vej og er med i budgettet. Forebyggelse er altid bedre end helbredelse. Hvis forslaget ikke kommer med i det endelige budget efter høringsfasen, kommer det til at gå ud over en lille specifik gruppe af drenge. De kommer til at få højere risiko for at få den mest udbredte seksuelt overførte infektion. De udgør derfor en ekstra risiko for at give infektionen videre og efterfølgende udvikle hpv-relateret kræft og kønsvorter. Byrådet i Favrskov har alle muligheder for at sikre disse drenge samme sundhed og velfærd som alle andre. For mig er det lokalpolitik i den fineste form, at vi selv bestemmer lokalt, hvad der er sundhed og velfærd for vores borgere i Favrskov. Når hverken stat eller region vil tage ansvaret, så kan byrådet godt gøre det. Ved at lade denne lille gruppe af drenge i stikken er sundhed ikke for alle, men det afhænger af alder og økonomi. Det er ikke rimeligt. Jeg har fået flere reaktioner på Venstres forslag, og det, der står klarest i min hukommelse, er en mor, jeg har talt med. Hun har to drenge på hver sin side af skæringsdatoen 1. juli 2019. Hun kan sende sin ene dreng til en betalt vaccination og vide, at han er vaccineret mod kønsvorter og visse former for hpv-relaterede kræftformer senere i livet. Den anden dreng må hun lade blive hjemme. Hun har desværre ikke økonomi til at betale for vaccinationen til ham. Et forfærdeligt dilemma for en mor, der vil det bedste for sine børn. Det er en helt unik mulighed for byrådet i Favrskov for at vise ansvar og være forgangskommune og sikre alle drengene i Favrskov denne forebyggende vaccine, så der ikke er nogen, der senere i livet skal rammes af specifikke kræftformer. De ressourcestærke familier skal nok få deres børn vaccineret. Det er en skævvridning, hvis ikke vi kan hjælpe dem med færrest ressourcer. Sundhed skal være for alle, uanset køn, alder og økonomi. Forebyggelse er bedre end helbredelse.

Annonce