Annonce
Kronik

Blog: Undskyld!

Jeg forsøger at styre mig, men også jeg har lagt billeder af barnebarnet op på Facebook, ligesom venner og bekendte ofte bliver tvunget til både at se og høre om de nyeste udviklinger i prinsessens liv.

Annonce

Jeg har altid haft det, der betegnes som børnetække. Når først børn har set mig store og noget grumt udseende menneske lidt an, så ender de som regel med at kravle rundt på mig, som var jeg legepladsens bedste klatrestativ. Som oplæser fra jumbo-bøger og lignende, eller med nutidens betegnelse story teller om episoder fra min egen barndom, er også hver gang et kæmpehit.

Heldig er det så, at det også er et hit den anden vej rundt. Jeg elsker børn – af mange årsager, men topplaceringen indtages af børns umiddelbarhed, altså den med at ’af børn og fulde folk skal man høre sandheden’. Jeg er vild med at samtale med børn; vild med deres spørgsmål eller deres svar, når man spørger dem om noget. Det kommer jo ud af dem helt uden filter, fordi de endnu ikke er bornerte, som vi andre er blevet gennem livet. Det er ind imellem så hjerteligt morsomt, at selv den bedste stand up komiker bliver slået med flere længder.

Men jeg har en indrømmelse at gøre. Når jeg taler om at være vild med børn, så har der altså hidtil været tale om børn i tre-fire års alderen og opad. De skal kunne gå, stå, sidde, lytte, tale og forstå – indtil da gider jeg ikke børn. De ligger jo bare der i vuggen, og så skal vi alle sammen kigge derned og sige: ”Najjjj….hvor er hun sød og smuk og dejlig og stor og køn og pragtfuld og helt fantastisk og verdens ottende vidunder!”

Det er det samme hver gang. Hver eneste gang. De ligner hinanden alle sammen – og kun fordi der er lyserøde silkebånd i kysen hos nogle af dem og blå i nogle andre, kan man vide, om det er en pige eller en dreng. Går det vildt til tager moderen somme tider barnet op for at made det, og så skal man gudhjælpemig på én gang både give udtryk for barnets skønhed og fantastiske evne til at kunne suge et helt mejeri ind i munden. Lige op i hovedet på mig.

Jeg har gennem et efterhånden langt liv altid sagt, at børn fra nul til tre år ikke interesserer mig. Jeg har sagt det uden omsvøb og formentlig også i visse tilfælde lidt for bombastisk lige op i ansigtet på nybagte forældre, bedsteforældre, medarbejdere, venner og bekendte. Alle har de stået og glædestrålende fortalt om deres nyfødte barn, barnebarn, oldebarn, nevø, niece et cetera. Selv til min egen datter sagde jeg under hendes graviditet det samme, som jeg altid har sagt til alle andre: ”Børn skal være mindst tre år, før de siger mig noget!”

UNDSKYLD! Undskyld, siger jeg bare til alle, som jeg givetvis har fornærmet med dette udsagn. Undskyld, fordi jeg har rystet på hovedet af jer, når I på mobilen har vist mig de seneste billeder af vidunderet. Undskyld mig, at jeg er blevet irriteret over opslag på Facebook, hvor man blot kigger ned i en barnevogn – og det eneste man kan se udover dyner, puder og tæpper er et par lukkede øjne på en baby af ubestemmelig køn. Undskyld, at jeg som den eneste i selskabet ikke stod bukket over vuggen og sagde dikke-dikke-dik – og ih, og åh, og naajj, hvor er hun smuk. Nu er jeg blevet klogere!

For 13 måneder siden blev jeg selv morfar for første gang – og blev anstændighedsvis nødsaget til at udvise familiemæssig interesse for familiens nyeste skud på stamtræet. Og pludselig skete det modsatte af, hvad jeg sådan har gået gennem næsten 70 år og bildt både mig selv og omverdenen ind – at dette nye menneskeliv med et trylleslag blev det mest interessante i min tilværelse. Og den tilstand er fortsat uophørligt lige siden. Daglige bulletiner udgår i disse elektroniske tider fra datter og svigersøn via mobiltelefon, iPad og computer som sms, snapchat, videofilm eller faste billeder. At der skulle være udvikling at spore fra tirsdag til onsdag er jo vanvittigt at påstå, men ikke desto mindre kan min hustru og jeg få halve timer med mobilen i hånden til at gå med at bekræfte hinanden i, at datterdatteren åbenlyst er vokset gevaldigt siden i går.

Jeg forsøger at styre mig, men også jeg har lagt billeder af barnebarnet op på Facebook, ligesom venner og bekendte ofte bliver tvunget til både at se og høre om de nyeste udviklinger i prinsessens liv. Fra jeg første gang konstaterede, at hun tydeligvis genkendte mig og gav mig verdens dejligste smil, til nu hvor hun på en anelse usikre ben er begyndt at stavre hen imod mig – har jeg svært ved at være i min egen krop af, hvad der kun kan betegnes som stolthed.

Havde jeg vidst, hvor fantastisk det er at få et barnebarn – ja, så havde jeg sgu sprunget min egen datter over. Så endnu engang undskyld til alle jer, som så lyset længe før jeg selv gjorde.

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder
Annonce
Annonce
AGF

Alt udsolgt: Billetterne revet væk

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Medarbejder på Kongsgården: Jeg sover ikke om natten og er tæt på at tude

Aarhus

Borgmester bryder tavshed: Der skal flere penge til ældreplejen

Annonce