Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Danmarks eksistenskamp skildret i Jens-Martin Eriksens "Helter Skelter".

Jens-Martin Eriksen. Foto: Torben Eskerod/Gyldendal

Jens-Martin Eriksen: "Helter Skelter".

Lad mig advare læserne med det samme: Denne bog er en fælde. Holder I verbalt med den ene part i den drabelige kamp om Danmarks demokratiske sjæl, er I sikkert på glat is, holder I med den anden, er I det nok også.

For denne kamp, som forfatteren har fremskrevet til for alvor at begynde i 2026, er blandt andet resultatet af, at for mange "sandheder" er blevet kolporteret med uld i munden.

Som den græske historiker Thukydid sagde, så skrider moralen, når sproglig konsensus går i opløsning, når eksempelvis: "Fanatikeren kaldes gennempålidelig og den, der opponerer imod ham, mistænkelig". Videre siger han: "Provokatøren og den, der kom andre i forkøbet med at gøre fortræd, var de eneste, som kunne påregne anerkendelse". I bogen her er det de danske politikere, der ikke har kaldt landets problematiske kultursammenstød ved rette navn og derved skjult perspektiverne i dets dybe alvor.

Helter skelter henviser til det politiske kaos, den racistiske morder Charles Manson ville skabe i USA, så han og hans hvide tilhængere kunne overtage magten, og samme recept benytter i romanen Instituttet for at komme islam til livs.

Den 34-årige Torsten Vahlgren hverves af Instituttets leder, Boyd, til at rejse rundt i verden for at skaffe venner i både islamiske og antiislamiske kredse, venner, som vil træde til, når revolutionen i Danmark skal fremprovokeres. Vahlgren er velegnet til jobbet af to grunde, dels er han ansat hos IOM (International Organization for Migration) i Geneve, hvilket giver ham mulighed for at bestikke med pengedonationer, dels har han netop oplevet terrorens hæslige ansigt i Paris under angrebet på avisen Le Monde.

I sin øjeblikkelige selvforståelse som moralsk hævner tager han uden større betænkeligheder imod jobbet, som han har stor succes med. Efter en lang række dramatiske begivenheder dannes der vagtværn både hos islamisterne og de danskere, der støtter Vahlgrens allierede, Folkepartiet og Nationalfronten. Borgerkrigen er en realitet. Vahlgren vælger herefter at flygte til Putins Rusland, hvis presse har været Instituttet venlig stemt, for senere at søge om statsborgerskab i et af de muslimfrie lande, Polen.

"Helter Skelter" er set ud fra gængse genrekrav mere en lærebog i politisk manipulation, en opfordring til at være opmærksom på, i hvilke dukkeføreres tråde man spræller, end en roman. De mange gentagelsesstrukturer i form af afrapporteringer fra Vahlgrens missioner placerer den et sted imellem (ufrivillig) helteroman og historieskrivning, men det er til at leve med. Jens-Martin Eriksen tør det, næsten alle viger tilbage for, nemlig at sætte alvorlige problemer under debat. Hvordan skal man tackle den såkaldte multikulturalisme, skal vi give køb på ytringsfriheden, retten til et verdsligt styre? Bogens debat kalder en spade for en spade, benytter ikke "eventyrsprog", som Eriksen har kaldt laissez faire - folkets sprog.

Læs, og lær, le med den uforskammede satire, og nyd slutningens rosensymbolik: "Det er ikke alle roserne, der behøver lige meget ly for den tilstundende vinter". "Men de sarteste er de mange forskellige "moderne" roser, der er avlet frem til at blomstre kontinuerligt, de tyske kordes-roser med pangfarverne eller de delikate engelske Austin-roser med tunge hoveder og tæt, bedøvende duft".

Jens-Martin Eriksen

"Helter Skelter"

408 sider, Gyldendal

Annonce
Jens-Martin Eriksen: ?Helter Skelter?. Foto: Gyldendal
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

Annonce