Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Dy Plambeck: ”Til min søster”

Dy Plambeck. Foto: Les Kaner/Gyldendal

Bøger: Hvis jeg skal finde på et ord, der betegner Dy Plambecks nye roman, ”Til min søster”, så må det være ”vrede”. Vrede over det helvede, en kvinde går igennem, når hun føder et barn (og den vordende far ikke vil være det alligevel). Vrede over mænds vold og had mod kvinder. Vrede over udskamningen af kvinders seksualitet. Blandt andet.

Med referencer til ”Vinterbørn” og ”Thelma og Louise” og måske lidt ”Marie Grubbe” beskriver Dy Plambeck, hvordan historikeren Aya får til opgave at lave et efterskrift til en genudgivelse af J.P. Jacobsens samlede værker. Da hun begynder at forske i hans efterladte papirer, falder hun over en barne- og ungdomskæreste, Anna Michelsen, som muligvis har spillet en større rolle for hans forfatterskab, men som er blevet glemt af historien.

Mens J.P. drønede rundt i København og diskuterede Darwin med Brandes og skrev de vidunderlige romaner ”Fru Marie Grubbe”, ”Niels Lyhne” og novellesamlingen ”Mogens og andre noveller” inden sin død af tuberkulose som 38-årig, havnede Anna, gal og plaget af kærlighedssorg, på Sankt Hans og blev der i 42 år til sin død i 1924.

”Til min søster” er historien om Anna Michelsen baseret på blandt andet ordrette citater fra hendes breve, digte og journaler. Men den handler om også om Aya, der bliver mor til Nola, og om Ayas meget nære forhold til sin søster, Andrea, der forelsker sig i en psykopat og kun med nød og næppe redder sig ud af hans kløer, inden han får slået hende ihjel, hvorefter hun til stadighed kører rundt med et jagtgevær i bilen.

Der er meget godt stof i denne roman, og jeg forstår ambitionen om at skrive kvindernes historie ind i verden, men jeg synes samtidig, det er en lidt ujævn fortælling, især den første del, som udspiller sig på Hvidovre Hospitals fødestuer og barselshotel. Med tanke på J.P. Jacobsens dvælende og poetiske billedsprog virker det grotesk at læse sætninger som ”Sygeplejersken havde brede hofter og friske krøller, et fedtlag fordelt jævnt ud over kroppen og et mildt ansigt. Hendes store, grove hænder var rødlige og ophovnede ...”, eller senere i romanen: ”Jeg havde to tidligere forhold, der havde varet omkring seks år hver. Når jeg tænkte på dem, var det med dyb ømhed, en ømhed, der greb langt ind i knoglerne, det var kærlighedens fylde”.

Romanen har det bedst, når den holder sig til den realistiske genre, hvor der er fart over feltet, og dialogerne taler deres eget sprog. Dér gør den det rigtigt godt, og især historierne om Anna og Andrea bliver siddende i kødet, efter at man har vendt den sidste side. Dy Plambeck: ”Til min søster”. 284 sider. Gyldendal, er udkommet 4 af 6 stjerner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Aarhus

Bølge af indbrud i fritidshuse: Kan være samme gerningsmænd

Aarhus

Skunk, salgsposer og slagvåben i bilen: Nervøse bilister afsløret

Annonce