Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”

Katrine Marie Guldager. Foto: Les Kaner/Gyldendal

Bøger: Kast et blik på bogens forsidebillede, og du vil se, hvad ”Et rigtigt liv” handler om. En ung mand går ude på en gades midterstriber, han kan ikke finde SIN side. Vi ser ham fra ryggen, en bil er netop passeret, på vej mod en valgt destination. Er livet allerede kørt forbi ham? Hvorfor har han ikke kunnet vælge sin egen retning?

Den unge mand er romanens Filip.

Filip er opvokset i et rigmandsmiljø nord for København. Familien består ud over ham selv af faren Carsten, succesrig forretningsmand, og moren Anette, der vier sit liv til at passe Christian, Filips hjerneskadede storebror. Hun vil ikke sende Christian på institution, så: ”Verden ville aldrig komme til at kende hendes håndfarvede tasker i naturligt hør” (satiren lurer); hun må opgive sit forretningskoncept og lade andre ”halse fremad i en verden, hvis tempo i forvejen var helt forskruet”.

Allerede her ser man konturerne af den indre splittelse, der kommer til at præge Filips liv. Hvem af forældrene har recepten på et rigtigt liv, og hvordan skal man håndtere den både hjertegribende og irriterende svage Christian?

Da moren dør af kræft, og faren sender Filip på kostskole for at kunne koncentrere sig om sin handicappede søn, står Filip i et eksistentielt ingenmandsland og skal nu vælge sit rigtige liv. Dette skal vise sig at være særdeles konfliktfyldt, hvilket Katrine Marie Guldager beskriver med sin sædvanlige, klogt afsøgende psykologiske indsigt.

Selv om romanen favner et hav af vigtige motiver som ægteskab, karriere, social ulighed, kvindesag, økonomisk krise (finanskrisen) og meget mere, fungerer disse mest som kontekst til afdækningen af en ung mands kamp for at finde sin egen eksistentielle platform. På mange måder kan hans problemer virke næsten pinligt uinteressante, fordi han er så økonomisk forkælet: Da han vælger at læse jura, forærer hans farfar ham en luksuslejlighed i København og skaffer ham karrierefremmende kontakter både her og i udlandet.

Jeg tror imidlertid, at Katrine Marie Guldagers hensigt er at udfordre vores og (måske) egne fordomme om velbjergede menneskers følelsesliv; faktisk skærper det uinteressante ved ham min interesse.

I sin ubevidste søgen efter en erstatning for den mor, der forstod ”at skabe den rette afstand imellem de to”, dyrker han en masse piger, bliver sågar gift med en af dem og skilt igen, men disse forhold domineres af sex og garneres med vandfald af floskler; de synes ikke at være garanter for et rigtigt liv. Usikkerheden, ensomheden og den evindelige tvivl stilles til skue, måske er han svær at holde af, men hans problemer er genkendelige.

Forfatterens evne til at vise os et splittet menneske er meget fin. Filip ønsker afstand og tragter efter nærhed, han er en lovens mand, dyrker druk og puerilt kaos. En af hans venner siger: ”Du skal gøre det, du selv synes er rigtigt”, men hvad er rigtigt?

Han søger og søger, tror imidlertid ikke meget på, at nogen kan hjælpe ham, fuld af foragt for eksempelvis terapeutiske fraser som han er. Tragedien er vel, at han ikke tror nok på sit eget potentiale, fordi hans sociale baggrunds gavmildhed for længe har udskudt hans favntag med livets udfordringer. Måske finder han et rigtigt liv, men forudsætningen er, at han opdager, hvem han er, finder sin identitet, for: ”Et menneske, som ikke kan fortælle sig selv, er ikke et menneske”. Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”. 285 sider. Gyldendal, er udkommet 5 af 6 stjerner

Annonce
Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Aarhus

Bølge af indbrud i fritidshuse: Kan være samme gerningsmænd

Aarhus

Skunk, salgsposer og slagvåben i bilen: Nervøse bilister afsløret

Annonce