Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Kristina Nya Glaffey: ”Fuck mor og Busser”

Kristina Nya Glaffey. Foto: Frida Gregersen/Gyldendal

Bøger: Det er længe siden, at familien var en entydig størrelse. Dengang mor var klar med bollerne, når poderne kom fra skole, og far dukkede op med sin mappe, når middagen var klar. Det billede er som bekendt ændret. Regnbuefamilierne har holdt deres indtog.

Det er netop en sådan familie, man møder i Kristina Nya Glaffeys nye roman med titlen ”Fuck mor og Busser”. Den er opfølgningen på to tidligere bøger med samme personer. Mor og Busser, som er en kvinde, var engang kærester, og de fik med hjælp af en donor datteren Emma og hendes tvillingesøster. De to voksne blev skilt, men da vi møder dem i denne roman, er de stadig tæt på hinanden, hvilket ikke gør udfordringerne mindre for tvillingerne, som nu er et par rebelske teenagere.

De to unge har aftalt, at de gør fælles front mod mor og Busser. De vil ikke på højskole for at få ”udvidet deres horisont”. De normer, som ”middelklasselebbeligaen” står for, fylder dem med afsky. Der opstår en regulær skyttegravskrig mellem parterne. Og det er især Emma, der kaster granaterne. Tvillingesøsteren, som er romanens fortæller, er mere tilbageholdende.

Det er slående, i hvor høj grad Busser og Emma ligner hinanden, hvilket moren også har spottet.

Det bliver tydeligt, at pagten mellem de to søstre ikke er holdbar. Et stridspunkt er, om de skal opsøge deres donorfar. Det er Emma stærkt imod i modsætning til søsteren: ”Men Emma siger, at hun ikke gider sidde og drikke caffe latte med fem mennesker, hun tilfældigvis deler halvtreds procent af sit genmateriale med, for hendes skyld kunne vi lige så godt tage i Zoologisk Have og drikke kaffe inde i abegrotten”.

Men fortælleren foretrækker trods alt at blive i skyttegraven: ”for der er kun plads til to ovre i hendes og mors skyttegrav, så jeg kan passende blive i min og Emmas”. Krigen synes endeløs og fortsætter på en fælles rejse til Brasilien.

De to søstre langer ud efter mangt og meget. Ud over mor og Busser er de ude efter politikerne på rådhuset, politiet, Erdogan, Forfatterskolen, Trump, Noma og generelt det system, ”som hjernevasker småborgerne”. Men først og fremmest rammer deres hån, og især Emmas, den ældre generations konformitet og hykleri. Og den hån fremføres i et sprog, et rablende parlando, som fint matcher indholdssiden.

Det er et generationsopgør, man som læser er vidne til. Selvfølgelig sat på spidsen ved det kunstneriske greb. Men Kristina Nya Glaffey tegner også et billede af det samfund, som skyttegravskrigen udspiller sig i. Og det gør hun godt. Det er alt i alt en god roman. Kristina Nya Glaffey: ”Fuck mor og Busser”. 122 sider. Gyldendal, er udkommet 4 af 6 stjerner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Aarhus

Bølge af indbrud i fritidshuse: Kan være samme gerningsmænd

Aarhus

Skunk, salgsposer og slagvåben i bilen: Nervøse bilister afsløret

Annonce