Annonce
Aarhus

Brabrandstien har fået træterrasse: Værsgo at nyde naturen

Opholdsdækket ved Brabrandstien bliver åbent for alle. For at komme ned til det, vil man skulle lukke sig ind gennem indhegningen ved de køer, der fra sidst i april græsser på arealet. Foto: Mette Heilskov

En lille oase er vokset frem ved bredden af Aarhus Å. Langs Brabrandstien har arkitektfirmaet Vega Landskab opført et opholdsdæk til afslapning og leg.

Trafikken af løbere og cyklister på Brabrandstien er livlig. Men der er ikke mange steder på stiens strækning langs Aarhus Å, hvor der er lagt op til at tage en pause.

Det bliver der imidlertid lavet lidt om på dette forår. Det århusianske arkitektfirma Vega Landskab har længe arbejdet på et opholdsdæk i træ helt nede ved bredden af åen.

- Alle kan gå, cykle og løbe her. Men nogle gange har man også lyst til at sidde og nyde naturen uden at være i bevægelse, siger Anne Dorthe Vestergaard, landskabsarkitekt og medindehaver af Vega Landskab.

Trædækket ligger som en skulpturel terrasse i forskellige niveauer ud over vandspejlet ved den inderste del af Brabrandstien, der løber langs Haveforeningen Åbrinken og munder ud i Søren Frichs Vej.

Dækket er stort set færdigbygget, og i løbet af de kommende uger skal det gerne blive muligt at komme tørskoet derud fra stien.

Annonce
Både daginstitutioner og kajakroere kan nu gøre et stop ved vandkanten. Trædækket er ganske vist blevet lidt kraftigere og lidt højere, end det var tiltænkt. Men det skulle stadig være muligt at komme op fra vandsiden. Foto: Mette Heilskov

Flere omveje

Vejen går gennem et vådområde, der i de kommende uger bliver beboet af en flok kvæg. Begge dele har givet projektet udfordinger, og derfor har opholdsdækket været undervejs i snart fire år.

Allerede i 2013 søgte og fik Anne Dorthe Vestergaard del i Aarhus Kommunes grønne pulje til at skabe adgang til et rekreativt opholdssted ved Brabrandstien. Hun var nystartet landskabsarkitekt og projektet blandt de første som selvstændig.

Byggeansøgningen blev i første omgang afvist af Aarhus Kommune, fordi området ligger i landzone. Det viste sig siden, at opholdsdækket faktisk ligger i vådzonen, og det banede vejen for en godkendt byggeansøgning.

Inden projektet nåede i jorden, skete der imidlertid det, at Aabrinken Kogræsser- og Naturplejeforening opstod og fik lov til at slippe køer ud i den grønne kile ved åen.

- Det gjorde, at vi måtte flytte placeringen lidt, så der blev plads til både køer og mennesker, fortæller Anne Dorthe Vestergaard.

Det kostede en ny byggeansøgning, der nåede at udløbe, fordi området hele sidste vinter stod under vand.

Da tømrerne så endelig kunne komme i gang denne vinter, løb de tør for træ.

Det er på den inderste del af Brabrandstien, du finder det nye opholdsdæk med plads til leg og afslapning. Foto: Google Maps

Områdets grønne rum

Når det kan ske, er det fordi opholdsdækket ikke er bygget af tilfældige materialer. Træet er Robinie, et miljørigtigt og europæisk produceret alternativ til trykimprægnerede tropiske sorter. En træsort, der gør sig godt i vådområder.

Budgettet for opholdsdækket ligger på den gode side af 250.000 kroner.

- Dyrt, skulle man tro. Men fordi det ligger i et vådområde med bløde jordlag, står hele konstruktionen på søjler, der er piloteret fire meter ned i jorden, forklarer Anne Dorthe Vestergaard.

Med de mange omveje, projektet er gået, bliver projektet ikke en overskudsforretning for Vega. Men forhåbentligt bliver det et plus for området.

- Området her vores Riis Skov. Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre lidt mere ved det, siger Anne Dorthe Vestergaard, der selv bor på Helgesvej i Åbyhøj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce