Annonce
Debat

Brand i opgangen og brand i livet: Jeg er handicappet og blev efterladt uden en hjælper

"Da jeg sagde farvel, følte jeg det velkendte sus af ubehag og kvalme efter en samtale med en fra kommunen. Følte, at samfundet sagde, at jeg ikke havde ret til at være med i fællesskabet, og at jeg ikke betød noget. Det gør simpelthen så ondt", skriver Britt Hermannsen. Arkivfoto: Annelene Petersen

Jeg bor i en lejlighed inde midt i byen, og forleden opstod der brand i kælderen, hvor beboerne har deres opbevaringsrum. En læk radiator havde dryppet ned på nogle eltavler, og til sidst var der opstået brand.

Røgen nåede op i stueetagen, før det blev opdaget, og brandvæsen og politi kunne blive tilkaldt. Det var en lidt skræmmende oplevelse, men til alt held skete der kun materiel skade. Men følgerne er langvarige, og her flere uger efter branden har vi stadig ikke elektricitet, men kører på en nødløsning, hvor vi alle sammen skal deles om en mindre mængde strøm.

Rummene i kælder og stueetage skal gøres rene, før en ny eltavle kan stilles op, og sod og røg har kraftigt raseret og ødelagt alt materiale.

Annonce

Hver dag bliver vi beboere mindet om det på grund af de uhyggelige, midlertidigt opsatte lamper, der lyser med et skarpt og uhyggeligt lysstofrørs lys og ved synet af den midlertidige eltavle, et stort monstrum, der står i gården.

Jeg ville allerhelst skrive om dette eller om kultur og kunst og om mine ønsker for byens fremtid m.m. Men faktisk står jeg selv midt i en skræmmende og brandfarlig situation, som påkalder min opmærksomhed. Jeg har et fysisk handicap og bruger derfor kørestol og har en handicaphjælper. Det er og burde kun være et vilkår, så jeg som alle andre medmennesker i dette land kunne beskæftige mig på lige fod med vores fælles anliggender. Jeg er kunstner og interesserer mig meget for kunsten, både min egen og andres.

Men i løbet af de sidste 10 år er det gået støt ned ad bakke med at få hjælp fra kommunen. Det sociale område skranter. Ældre oplever omsorgssvigt, unge med fysisk handicap bliver isoleret, og hele handicapområdet er blevet drænet år efter år i mindst 10 år, og det lader ikke til at ændre sig uanset, hvor meget vi råber op.

Vi, der har brug for hjælp, pårørende samt personale og mennesker, der arbejder i feltet, har råbt vagt i gevær længe uden, at det tilsyneladende har medført ændringer, der er værd at tale om.

Forleden blev jeg selv igen ramt, da jeg fik en sygemelding fra en af mine faste hjælpere. Det er mig selv, der skal finde og ansætte hjælperne, og jeg får kun hjælp til lønsedlerne og de administrative ting af et privatejet bureau, der hedder DUOS. Der findes flere sådanne handicapfirmaer.

Normalt klarer mine egne hjælpere at dække hinanden ind under sygdom, og derudover har jeg bedt nogle andre stå på min vikarliste. Så vi klarer os selv det meste af tiden, skønt det er hårdt indimellem, hvad alle, der har været selvstændige, ved. Forskellen er dog, at jeg ikke er blevet selvstændig ud af et overskud af kræfter og virketrang, men på grund af en bydende nødvendighed, og jeg er afhængig af den hjælp, jeg får.

Så kære medborgere, kære danskere, kære medmennesker: Lyt til os, der hele tiden lever med brand og brandslukning, fordi intet ændrer sig til det bedre. Tag stilling! Det er første skridt. For hvis ingen andre end dem, der lever med brandene, ved noget om det, så taber vi - og dermed alle. For det er uværdigt for danskerne, det, der sker nu.

Min leddegigt gør også, at mit overskud svinger meget. Alligevel er jeg taknemmelig for min hjælperordning, fordi den gør, at jeg kan leve ligeværdigt med andre. Men når systemet og politikerne ikke længere støtter disse ordninger som f.eks. hjælperordningen, så er det som ildebrand i mit og andre afhængiges liv.

Da min faste hjælper G meldte sig syg, ringede jeg rundt til alle de andre hjælpere. Først de faste og så vikarerne. Ingen kunne komme akut, og G skulle have vagter to døgn i den uge. Så ringede jeg til DUOS, der ikke kunne finde en vikar, og som de siger, så er det i sidste ende ikke deres ansvar.

Det er sådan, at det i sidste ende er kommunens ansvar, at jeg får hjælp, så sidste led i denne fødekæde er, at jeg skal ringe til kommunen. Det gør jeg sjældent og meget nødigt, fordi kommunen for længe siden ændrede sig fra at være min ven til at være min modstander. Det er længe siden, det har været rart at tale med en sagsbehandler. Alt drejer sig for kommunen om at spare penge, og livskvalitet er ikke længere et relevant ord. Det er ikke et parameter.

Alligevel blev jeg chokeret, da min sagsbehandler sagde: "Det er dit eget ansvar, at du får hjælp". Nu kender jeg heldigvis til loven og ved, det er forkert, og det fortalte jeg hende. Men hun afviste det bare og nægtede at undersøge det. Jeg bad hende om at ringe til DUOS, der kunne forklare hende om lovgivningen, men hun nægtede at gøre det. Faktisk sagde hun, at hun ikke VILLE gøre noget.

Da jeg sagde farvel, følte jeg det velkendte sus af ubehag og kvalme efter en samtale med en fra kommunen. Følte, at samfundet sagde, at jeg ikke havde ret til at være med i fællesskabet, og at jeg ikke betød noget. Det gør simpelthen så ondt.

De følgende dage handler nu om brandslukning. Jeg fik besøg af en god veninde, der hastede forbi for at se til mig. Hun kunne ikke blive længe, men jeg var glad for hendes besøg. En nabo kom og lavede en kop kaffe til mig, men i mange timer måtte jeg være helt alene med fare for at falde. Desuden fik jeg et angstanfald.

I går kom en bekendt og hjalp mig lidt, og i aften kommer der endelig en hjælper, der kender mig og mine behov. Indtil da må det køre på nødblus, og jeg får uvægerligt nogle knubs, da min fysik er skrøbelig, for eksempel brækker jeg let knoglerne. Men jeg klarer mig.

Men et menneske skal ikke udsættes for brandslukning igen og igen, før det tager på kræfterne og desuden på følelsen af at være et ligeværdigt menneske. Fokus drejer fra at være lige optaget af de fælles interesser, som kunst og kultur i mit tilfælde, til at forsøge at finde en måde at leve på, som ikke tager alle kræfterne.

Nu er der efterhånden så mange mennesker i Danmark med forskellige handicaps, som er blevet undertrykt så længe, at de ikke har noget at tabe. En gruppe, der kalder sig "En million stemmer" har for nylig samlet 50.000 stemmer til et lovforslag, så Folketinget er nødt til at tage det op. Det er et forslag om at flytte hele handicapområdet fra kommunerne til staten eller regionerne, fordi kommunerne ikke kan finde ud af at stå for det.

Det kom op i Folketinget, og alle politikerne talte forstående og venligt om det i nogle timer, hvorefter der ikke skete en disse!

Mange svage borgere kan ikke længere holde til det. De bliver mere og mere urolige og aggressive. Nogle er begyndt at tale om væbnet opstand. Andre sultestrejker. Så alvorligt er det!

Så kære medborgere, kære danskere, kære medmennesker: Lyt til os, der hele tiden lever med brand og brandslukning, fordi intet ændrer sig til det bedre. Tag stilling! Det er første skridt. For hvis ingen andre end dem, der lever med brandene, ved noget om det, så taber vi - og dermed alle. For det er uværdigt for danskerne, det, der sker nu.

Når du har taget stilling, så handl på bedste vis, og som du kan. Det første og vigtigste her og nu er, at vi bliver hørt.

Annonce
Aarhus For abonnenter

Ramt af Parkinson: Marianne og Peter bokser for at forlænge livskvaliteten

Aarhus

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Lørdagens coronatal: Antal indlagte når højeste niveau i en måned

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Pernilles livsdrøm forsvandt: Nu har hun fundet melodien i det skønneste, lille byhus i Ebeltoft

Byudvikling For abonnenter

Beboerprotester hjalp: Fem lokalområder skal alligevel ikke have nye parcelhuse

Alarm 112

Voldsom brand i villa: Overetagen er helt væk

Alarm 112

Fodgænger ramt af bil i område med stort biltræf

Sport

Deja-vu for Skanderborg Aarhus: Fem mål til forskel i Silkeborg

Aarhus For abonnenter

Fra rundkørsel til cafétorv: Filmfotograf fra Frederiksbjerg vil skabe sydlandsk stemning på central kirkeplads

Debat

Folketingsmedlem og skolepædagog: Det er på tide at sikre minimumsnormeringer i SFO’erne

Aarhus

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Aarhus

Se dig godt for: Elbilsejere risikerer p-bøde, når de vil parkere gratis i Aarhus

Kultur For abonnenter

- Min fars sygdom har lært mig at være til stede med det besværlige i stedet for at flygte

Danmark For abonnenter

Kendisser på stemmesedlen har en fordel, men ingen nem genvej til valg

Aarhus For abonnenter

Pludselig en dag startede Banedanmark den store motorsav:  - Nu er det som at have et tog kørende i baghaven

AGF

Stortalent sikrede point for AGF's U19-drenge: Lynede i debut

Annonce