Annonce
Aarhus

Butleren James forsvandt og kom hjem i to stykker: Torsdag blev han fejret

Torsdag var der fest foran Clarina Blomster på hjørnet af Skt. Pauls Kirkeplads til ære for butleren James, der endelig er kommet tilbage på sin vante plads. Foto: Camilla Wilhardt Boesen

James, der plejer at stå på hjørnet af Skt. Pauls. Kirkeplads foran blomsterbutikken Clarina Blomster, er kommet hjem. Og det blev fejret med - selvfølgelig - blomster. Og så bød butleren på både vin og kage.

AARHUS: Butleren James' hjemkomst blev fejret torsdag. Jean Larsen og Lene Højlund Jacobsen fra Clarina Blomster delte solsikker ud til alle forbipasserende, James stod på sin plads og delte vin ud fra sit fad - godt nok et nyt et af slagsen - og så var der kage med et billede af James og ordene "Velkommen hjem James".

Det var reception, som man kender det. Bortset fra at receptionen var rykket ud på gaden, på hjørnet af Skt. Pauls Kirkeplads. Og nå ja, så var receptionen for en ikke levende butler, der var blevet stjålet, men kommet hjem igen.

Det var vel at mærke en butler, der ikke så ud helt som inden han forsvandt.

- Jeg har jo siddet og samlet ham og malet ham i går, men det var godt nok svært at finde den samme farve, som han havde inden, så hans ansigtsfarve er blevet en smule anderledes, grinede Lene Højlund Jacobsen, indehaver af Clarina Blomster.

Hun forklarede, at hun godt nok modtog James i tre kasser, dengang hun købe ham for 11 år siden; underkrop, overkrop og hoved, men i løbet af årene har hun limet ham sammen, for at han ikke skulle falde fra hinanden.

Da han kom hjem igen mandag, var han knækket midt over, så han var i to dele, og den slags skulle lige repareres, og James skulle have en makeover, inden der kunne være fest.

Annonce
Der var solsikker, vin og kage til de fremmødte. Foto: Camilla Wilhardt Boesen
James er tilbage. Godt nok med en lidt anden hudfarve. - Jeg har jo siddet og samlet ham og malet ham i går, men det var godt nok svært at finde den samme farve, som han havde inden, siger Lene Højlund Jacobsen.

Skal lænkes eller have gps

Torsdag var han klar igen, og det skulle fejres. Rundt omkring blandt kunder og venner af butikken gik snakken på, at James på den ene eller anden måde burde lænkes fast eller have en gps på sig, så han ikke forsvinder igen.

- Vi har ikke lige planlagt, hvordan vi skal gøre det, men vi har snakket om, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Han skal jo helst ikke forsvinde igen. Fire gange må være nok, fortalte Lene Højlund Jacobsen, som var glad for, at James havde fået så meget opmærksomhed, mens han var væk.

Hun vil heller ikke lægge skjul på, at James' forsvinden har givet butikken utrolig megen omtale.

- Det er ikke til at sige, om James har givet os flere kunder, men vi har haft travlt på det seneste, og vi har mange kunder, som er kommet ind hver dag for at spørge til James, siger hun.

James blev på mystisk vis bortført fra sin vante plads tirsdag 25. april, men omkring en måned senere, 29. maj, kunne Jean Larsen hente James i Ry efter en telefonopringning fra en mand, der havde fundet butleren. I mellemtiden havde James blandt andet været en tur forbi Knudsø. Torsdag blev det sidste punktum i historien om James' forsvinden så sat.

Schweizerbageren lidt længere nede ad gaden havde sørget for en kage til butleren James. Selvfølgelig med et billede af butleren. Foto: Camilla Wilhardt Boesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce