Læserbrev: Østjyderne taber på regeringens manglende ambitioner for infrastrukturen
Trængselsproblemerne på det østjyske vejnet er til at tage og føle på. For østjyderne betyder det, at køkørsel dagligt frarøver dem tid, som kunne have brugt meget bedre med familien eller på arbejdet. For de østjyske virksomheder skader trængselsproblemerne mulighederne for at skabe vækst – tid er, som bekendt, penge.
Det er med andre ord en fuldstændig uholdbar situation. Både for østjyderne og de østjyske virksomheder, men også for samfundet i sin helhed, fordi vi går glip af vækst og arbejdspladser. Køkørslen koster nemlig et samfundsøkonomisk tab på over 20 milliarder kroner om året. Penge, der kunne have været brugt til vores fælles velfærd og på en fortsat ambitiøs grøn omstilling.
Der er behov for en ambitiøs infrastrukturplan, som kan sætte ind, der hvor trængselsproblemerne er størst. Et behov, som altid har haft høj prioritet i Venstre. Sidste år var vi med til at lande en ambitiøs infrastrukturaftale, og i Østjylland bragte aftalen gode nyheder. For med planen skulle E45 udvides både på strækningen mellem Aarhus S og Aarhus N med anlægsstart allerede i 2021 og på strækningen mellem Vejle og Skanderborg S med anlægsstart i 2023. Dertil kom kapacitetsforbedringer på rute 26 og udbygning af rute 15 og en enighed blandt aftaleparterne om at prioritere en fortsat udbygning af E45 fra Aarhus og op mod Randers i en kommende flerårig plan. Samlet set et løft af infrastrukturen i Østjylland på 6,3 milliarder kroner. Ja, faktisk kunne vi næsten ikke få armene ned. Men lykken var kortvarig.
Under valgkampen måtte man forstå på Socialdemokratiet, at også de havde store ambitioner om at investere i infrastrukturen. Der var nærmest ingen grænser for, hvor mange vejprojekter, som skulle igangsættes, og det kunne kun gå for langsomt. Derfor må det også undre de østjyske vælgere, at regeringen - med transportminister Benny Engelbrecht i spidsen - i sommer besluttede at skrotte den infrastrukturaftale, som den tidligere regering forhandlede på plads.
Man fandt fra regeringens side, at der var behov for at starte helt forfra med et såkaldt blankt kanvas. Og blankt er det til stadighed. Nu er der gået et halvt år, og der er endnu ikke indkaldt til forhandlinger. Transportministeren vil end ikke sætte noget konkret tidsperspektiv for, hvornår forhandlinger skal gå i gang. I værste fald skal vi helt frem i 2022.
Det er dybt problematisk, at regeringen hænger i bremsen. Der er store infrastrukturelle udfordringer nu og her, og der er behov for investeringer nu. Vi kan ikke vente til 2021, 2022 eller senere. Så kære regering, lad os nu komme i gang med forhandlingerne, så vi kan få de nødvendige investeringer på plads.
