Annonce
Debat

Byens udvikling: Vi ældre skal ikke blokere for forandringer

"Når det er i vores aldersgruppe, skepsissen er størst, skyldes det vel en blanding af erfaringer med projekter, der ville have ændret byen til det værre, og et nært følelsesmæssigt forhold til vores by. De yngre stemmer i debatten ytrer sig mest om det grønne aspekt ved projektet, og det hænger vel sammen med, at Aarhus er en by med rigtig mange studerende, og de føler ikke det samme for byens fysiske udvikling som os halvgamle", skriver Kim Bredahl Kristensen om bl.a. planerne for overdækning af banegraven. Visualisering: DSB

DEBAT: Jeg er en årgang 1961'er, der har boet på Frederiksbjerg de sidste 40 år, og jeg elsker kvarteret og livet her.

Nu rumsterer planerne om overdækning af banegraven igen med den forventede og ønskelige debat til følge. Beslutningen skal foretages i nutiden, og vi skal bl.a. tage stilling til, hvor meget fortiden skal bestemme fremtiden.

Jeg hører og læser mange forbehold i forhold til overdækningsplanerne; mest fra de godt og vel midaldrende ( som jeg selv ) århusianere, og det er da også disse medborgere, jeg primært henvender mig til med dette.

Annonce

Når det er i vores aldersgruppe, skepsissen er størst, skyldes det vel en blanding af erfaringer med projekter, der ville have ændret byen til det værre, og et nært følelsesmæssigt forhold til vores by.

De yngre stemmer i debatten ytrer sig mest om det grønne aspekt ved projektet, og det hænger vel sammen med, at Aarhus er en by med rigtig mange studerende, og de føler ikke det samme for byens fysiske udvikling som os halvgamle.

Lad os se på Frederiksbjergs og resten af byens fysiske udvikling gennem tiden og fundere over, hvad der er at vinde og tabe ved en overdækning:

Indtil 1874 var området syd for banegraven en del af Viby Kommune. Industrialiseringen var med til at skabe en voldsom befolkningstilvækst, og Aarhus Kommune købte det areal, som vi nu kender som Frederiksbjerg. Bruuns Bro blev anlagt over banegraven, og en ny bydel voksede frem. Det forløb gnidningsløst; arealet var hovedsageligt græsningsjord, og i stedet kom boliger og en masse nye arbejdspladser.

Dengang var der ikke så meget debat udenfor magtens centrum, og borgerhøringer eksisterede ikke. Alt i alt var byens udvidelse mod syd en klar og nem succes.

Noget mere knudret var forløbet om et nyt rådhus. Det tog sin begyndelse i 1937, og nu lå byggegrunden til forskel fra det nye Frederiksbjerg midt i byen. Det var den gamle Søndre Kirkegård, der skulle sløjfes og bebygges. Den sidste begravelse på Søndre fandt sted i 1926, men allerede i 1919 blev dele af kirkegården sløjfet for at give plads til den nye Park Allé.

Der rejste sig mange protester, men de handlede stort set udelukkende om arkitekturen; at det fredelige og grønne kirkegårdsareal skulle bebygges medførte ikke mange løftede øjenbryn. Protesterne virkede til dels; rådhuset blev bygget med flere tilføjelser bl.a. marmorbeklædningen og tårnet. Et storstilet projekt, som i dag fremstår som mere vellykket end nogensinde.

Den historie gentog sig med mindre variationer, da Musikhuset kom i spil med en foreslået placering på det gamle kaserneareal i Vester Allé. Siden kasernen lukkede i 1969, havde området ligget øde hen, og skønt der havde været en håndfuld forslag om fremtidig anvendelse (bl.a. et stort parkeringshus), rumsterede planer om et musikhus allerede fra 1974.

Heller ikke denne gang handlede kontroverserne om, at et åbent og grønt område skulle bebygges; denne gang handlede protesterne mest om økonomi. Danmark havde, som resten af verden, en stram økonomi i de år, og mange århusianere mente, at det var uansvarligt eller umoralsk at bruge 120 millioner kroner på et hus til "finkulturen".

Trods den ophedede debat åbnede Musikhuset i 1982 og var startskuddet til knopskydningen på det tidligere kaserneareal: Kongrescenter, Aros, musikskolen fulgte trop. Helheden er et område, hele Aarhus bruger, og er blevet en del af byens identitet og selvfølelse; et løft for både byen og oplandet.


Byens fysiske udvikling er hovedsagligt en række af succeshistorier; en overordnet historie, der peger på, at vi ikke skal være bange for at træffe markante beslutninger. Byen, landet og verden udvikler sig stadig, uanset om vi vil det eller ej. Forandring lader sig ikke standse, men hvis vi handler klogt og i tide, kan vi være med til at styre den.


Stadig flere ønsker at bo i Aarhus, og ledige byggearealer er svundet ind. Aarhus Ø, Ceresbyen og byggeriet langs Søren Frichs Vej var nogle af de sidste store arealer, hvor nybygningerne ikke kom voldsomt i karambolage med eksisterende byggeri og liv ( bortset fra de borgere, der mistede udsigten over havn og bugt p.g.a. Aarhus Ø ).

Og nu kommer så (endnu en gang) forslaget om at skabe nye kvadratmetre i hjertet af Aarhus ved at overdække banegraven. Nu går indsigelserne ikke bare på projektets fysiske form; nu handler de også om grøn omstilling og Aarhus' udvikling generelt.

For os, der dagligt færdes i kvarteret, ser det projektet voldsomt ud. Vi kender og elsker udsigten over jernbanen mod Frederiks Bro og stopper stadig op af og til for at nyde solnedgangen fra Bruuns Bro. Den vil jeg være ked af at miste, men jeg gør mig også andre overvejelser. En af dem handler om, hvilket Aarhus vi ønsker os fremover.

Det er en nydelse at opleve, hvordan Aarhus er blevet en meget mere levende by gennem de sidste tredive år; en by med mange forskellige beboere, der hver især bidrager.

Hvis vi vil forsøge at sikre, at Aarhus ikke enten går i stå eller udvikler sig til et reservat for dem, der kan betale for private projekter, har vi århusianere et trumfkort: Ved at arbejde sammen med potentielle bygherrer fra starten kan vi sørge for, at ny bebyggelse også kommer til at bestå af en vis mængde prisrimelige udlejningsboliger, og fordi vi i fællesskab ejer 20 procent af arealet, kan vi stille krav til den fysiske udformning.

En ny bydel over banegraven kan både binde byen mere sammen og blive en perle i sig selv, hvis det gøres ordentligt.

Der er også en mere følelsesbetonet vinkel. Nogle vil måske kalde det nostalgi eller sentimentalitet, men at miste en velkendt udsigt eller et yndet opholdssted er ikke nogen lille ting for de fleste af os. Det kan føles som at miste en del af sin historie og en del af sig selv.

Når det har gjort ondt i mig at se dele af "Gamle Aarhus" forsvinde (den gamle fiskerihavn f.eks.), har jeg måttet tænke over, om det er rimeligt, at vi ældre århusianere skal kunne blokere fremtiden for de yngre og de kommende århusianere. Det baghus, jeg bor og trives i, er opført i 1870, og når jeg går tur på Aarhus Ø eller i Ceresbyen, tænker jeg, at det ikke er steder, jeg ønsker at bo. Det behøver jeg jo så heldigvis heller ikke ... det er andre (typisk yngre), der søger derhen og trives der.

Mine forældre byggede et lille hus i Holme sidst i 1950'erne og levede lykkeligt der. De skulle ikke have noget af at bo i de små, slidte midtbylejligheder, som jeg og mine kammerater senere flyttede i og elskede at bo i. Tiderne og menneskene ændrer sig.

Det projekt, der blev præsenteret på det virtuelle borgermøde 10. november, så ikke helt tosset ud; blot ville denne århusianer ønske sig, at de højeste bygninger fik kappet toppen af. At de grønne baneskråninger forsvinder, må det være muligt at kompensere for.

Byens fysiske udvikling er hovedsagligt en række af succeshistorier; en overordnet historie, der peger på, at vi ikke skal være bange for at træffe markante beslutninger. Byen, landet og verden udvikler sig stadig, uanset om vi vil det eller ej. Forandring lader sig ikke standse, men hvis vi handler klogt og i tide, kan vi være med til at styre den.

Annonce
Aarhus For abonnenter

Guide til Michelin-kokkenes favorit spisesteder i Aarhus: Her tager vi hen i vores fritid

Danmark

Fredagens coronatal: Færre smittede - flere indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
AGF

Kommentar: Top seks er fortsat inden for det muliges rige for AGF, men status quo efter 1-1 mod Silkeborg har ikke ligefrem gjort sagen nemmere at løse

Aarhus For abonnenter

Frustrationer står i flammer: Ulovlig strejke og trussel om masse-opsigelser på hospitalet i Skejby

Debat

Ironi kan forekomme: Vores millionby savner da et højhus ved Møllestien?

Debat For abonnenter

Stiften mener: Sygeplejerskerne har fat i den lange ende

DGI til foreninger med coronatvivl: Hold gang i idrætten

AGF For abonnenter

Karakterbogen: Tre AGFere spillede over par mod Silkeborg - to leverede en decideret ringe indsats

Debat

Det er tid til at sikre sundhed og foreningssport i Aarhus: Kære politikere, I risikerer, at lokale ildsjæle brænder ud

Alarm 112

Voldsomt uheld i Aarhus: Bilist ramt af bus

Heunicke havde håndskrevne noter fra nøglemøde med i Minkkommission

AGF

Det var da i grunden en kamp, AGF skulle have vundet, men som de reelt ikke fortjente at vinde

Aarhus For abonnenter

Bor I her? Mette og Philip har lavet interiørbutik i en lejlighed

AGF

AGF-målmand var ved at eksplodere: - De løb jo bare rundt om os

Annonce