Annonce
Kultur

Cæcilie Norby giver talentfulde jazzsøstre spilletid

Som ung vil man være som sine forbilleder, men med alderen lærer man glæden ved at være sig selv, lyder det fra 54-årige Cæcilie Norby, der efterhånden har fundet fred med det, hun kan - og ikke kan. Foto: Carsten Lauridsen

Jazzsangerinde Cæcilie Norby er kendt for sin lyst til at erobre ukendt land. Denne gang har hun indspillet et album udelukkende med kvindelige musikere for at vise det talent, der findes, og med et håb om at inspirere andre kvinder til at turde stå ved det, de er og kan.

Musik: For nylig var Cæcilie Norby og hendes mand, jazzbassisten Lars Danielsson, i den svenske by Växjö for at spille. I forbindelse med koncerten blev parret bedt om at give en masterclass for en gruppe unge musikstuderende, der undervejs fik mulighed for at stille spørgsmål.

Efter en lidt langsom start røg fingrene i vejret. Der blev spurgt om det ene og det andet, og det var sådan set ikke spørgsmålene, der til sidst fik Cæcilie Norby til at holde en dundertale for forsamlingen. Det var det slående faktum, at ingen af de unge mennesker, der rakte hånden op, var piger.

- Min dundertale var ikke rettet mod drengene. For det var jo ikke deres skyld. Den var derimod rettet til pigerne. For det er dem, der holder på hinanden og er så bange for at skille sig ud, fordi den ekskludering, man kan føle i en pigegruppe, er nådesløs. Og det var ikke første gang, jeg oplevede det. Også når jeg har undervist, har jeg gang på gang oplevet, hvor svært det er for de unge kvinder at træde derud, hvor de slipper hæmningerne og tør give af sig selv. Det dur bare ikke, for det er først der, når man har tilegnet sig sit eget sprog, at man for alvor kan begynde at tale med hinanden. Også musikalsk.

Annonce

Cæcilie Norby

Cæcilie Norby er født 9. september 1964 og opvokset på Frederiksberg. Hendes far var komponist, og hendes mor var operasanger.Hun har gået på Sankt Annæ Gymnasium, og i 1982 blev hun sammen med Nina Forsberg medlem af orkestret Street Beat, der spillede jazz, funk og rock. Få år efter blev hun del af bandet Frontline og ikke mindst duoen One Two, hvor hun sammen med Nina Forsberg fik en række hits.

Gennem årene har Cæcilie Norby undersøgt en række forskellige musikalske genrer, men det er først og fremmest jazzen, hun har beskæftiget sig med. Hendes diskografi tæller adskillige udgivelser, og hendes musik har også fundet et publikum i udlandet.

Albummet "Sisters in Jazz" udkommer 25. januar. Ud over Cæcilie Norby medvirker Rita Marcotulli på piano, Dorota Piotrowska på trommer, Lisa-Rebecca Wulff på bas, Nicole Johänntgen på saxofon og Hildegunn Øiseth på trompet.

Cæcilie Norby bor på Frederiksberg med sin mand, Lars Danielsson, og parrets 17-årige datter.

På sit nye album spiller Cæcilie Norby udelukkende sammen med kvinder, men lytter man til pladen, kan man ikke høre, det er kvinder. Man kan kun høre, det er dygtige jazzmusikere, mener hun. Foto: Carsten Lauridsen

Som at tale med deres inderste

Cæcilie Norby ved, hvad hun taler om. I mere end tre årtier har hun særligt som jazzsangerinde af international klasse mærket den magi, der opstår i mødet mellem dygtige musikere. Senest har hun inviteret fem kvindelige jazzmusikere fra en række europæiske lande med i studiet for at indspille albummet "Sisters in Jazz". Et album, der er sat i verden for at vise, at mændene ikke har patent på at være dygtige jazzmusikere, men også for at hylde nogle af de kvindelige komponister, der gennem årene har sat musik og ord på de mange facetter af et kvindeliv.

- Jeg har ikke arbejdet med et helt kvindehold før og kender kun den der særlige vibration, der kan opstå mellem kvinder, fra venindekomsammener og den slags, og jeg var nysgerrig på, om den også ville være til stede under indspilningen af et album som dette. Det sjove var at konstatere, at den måske nok var til stede, når vi sad og snakkede, men i det øjeblik jeg talte for, og musikken gik i gang, så forsvandt køn og alder og alle de her ting, man inddeler folk efter. Køn er slet ikke hørbart, siger hun og beskriver så den musikalske samtale, hun aldrig bliver træt af:

- At spille musik med folk er som at tale med dem fra deres inderste. Når man spiller med folk på det niveau, handler det ikke om, hvem der er dygtigst, men om hvordan man udtrykker sig, og hvad man udtrykker.

3 musikalske forbilleder for Cæcilie Norby

1. Betty CarterFantastisk jazzsangerinde, som dårligt nok synger rent, men har en eminent timing og en helt særlig humor og skæve vinkler på musikken.

2. Nina Simone

Hun var ligeglad med, hvad folk tænkte om hende. Hun kæmpede med et alkoholmisbrug, men også for sin sag, der var de sortes og kvindernes rettigheder, og hun var kompromisløs med sin musik.

3. Carole King

Hun skrev nogle utrolige popnumre, der også var naive og meget ærlige. Hun turde vise, at hun var en håbløs romantiker.

- At spille musik med folk er som at tale med dem fra deres inderste. Når man spiller med folk på det niveau, handler det ikke om, hvem der er dygtigst, men om hvordan man udtrykker sig, og hvad man udtrykker, siger Cæcilie Norby. Foto: Carsten Lauridsen

Balance i tingene

Albummet er indspillet på en lille håndfuld dage i studiet Village Recording i Vanløse. Det er også her, hun nu træder ind foran mikrofonen til ære for fotografen. Det lange hår er skyndsomst sat med rutinerede hænder og med hjælp fra det medbragte krøllejern, der er blevet snakket lidt for og imod et tøjskifte, og nu står hun så i spotlyset og synger med lav stemme et nummer fra "Sisters in Jazz". Det er, som om hun lyser endnu mere op i det øjeblik, hun åbner op for musikken. Selv mens hun synger, smiler hun.

Bagefter taler hun om det feminine og det maskuline, der må være ligeligt til stede, hvis man skal blive en god musiker. Hvad enten man er kvinde eller mand. Det handler om at turde være sårbar. Skrælle de yderste beskyttende lag af og overgive sig til musikken. Men også om "at have balls", som hun siger. At turde stå fast og kræve sin plads.

- Jeg gør selv brug af begge dele og elsker det at have en fuld palet at spille på, siger kvinden, der lige siden hun sang sig ind i danskernes bevidsthed i midten af 1980'erne - som medlem af dels Frontline og dels One Two - har virket som en modig opdagelsesrejsende. Men også hun har måttet lære at give slip på frygten for at fejle.

- Efterhånden forstår man jo, at man bliver nødt til at leve med alt det, man er. Også det, man ikke kan holde ud hos sig selv. Jeg har for eksempel en ganske bestemt klang, som stammer helt tilbage til min skoletid på Skt. Annæ. Det er sådan en "korklang", som jeg har haft svært ved at komme overens med, men så husker jeg mig selv på, at publikum både kommer for at høre det, jeg kan, og det, jeg ikke kan. De vil have hele mennesket, for der er ikke noget så kedeligt som fuldendt musik.

- Mit budskab må være: ?Syng for pokker! Involvér jer, og øv jer, og vær nysgerrige, og lad være med at være så bange for at dumme jer, så skal det nok gå?, siger Cæcilie Norby. Foto: Carsten Lauridsen

Åh nej, tiden går

Når man kigger på Cæcilie Norbys musikalske rejse gennem årene, vidner den om en nysgerrig, åben kvinde med vilje og lyst til at kaste sig ud i nye projekter. Nysgerrigheden er ikke blevet mindre med årene, men den har fået følgeskab af det, man kunne kalde en indre ro.

- Jeg har efterhånden fået en vis rutine i, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til. Jeg er ganske enkelt blevet bedre til at konsultere mine egne grænser, svarer hun, da hun får spørgsmålet om, hvad der kendetegner det sted, hun står i livet.

- Jeg er nok blevet lidt mere dame i eget hus og tror også på, at man er nemmere at være sammen med, når man er tydelig omkring, hvad man vil, siger hun og erkender i samme åndedrag, at ingen næppe kommer uden om den eksistentielle krise, der følger i kølvandet på konstateringen af, at nu har man levet mere end halvdelen af sit liv.

- Jeg tror, at de fleste oplever en tid med dyb refleksion, når de er mellem 45 og 55 år. Pludselig forstår man, hvor hurtigt tiden går og "har jeg nu gjort det godt nok, har jeg elsket rigtigt og været en ordentlig mor?". Den slags. Men når det letter lidt, så må man bare konstatere, at der ikke er noget, man kan gøre ved det. Tiden går jo. Vi skal alle sammen dø. Så det eneste, vi KAN gøre, er at nyde det nu, der er, og få det bedste ud af det og give det bedste, man har.

- Jeg er nok blevet lidt mere dame i eget hus og tror også på, at man er nemmere at være sammen med, når man er tydelig omkring, hvad man vil, siger Cæcilie Norby. Foto: Carsten Lauridsen

Spring ud

Cæcilie Norbys morfar var præst. Uden en teologisk uddannelse blev han alligevel tildelt en prædikestol i den vestjyske by Bøvlingbjerg. Trangen til at fortælle om Gud og troen på, at han kunne gøre det godt, var så stor, at den fjernede alle beskedne forbehold. Nogenlunde sådan har Cæcilie Norby også haft det med sin sang. Trangen til at stå på en scene og udtrykke sig ud fra den overbevisning, at hun havde noget vigtigt at give publikum, har trumfet, hvad der undervejs har været af tvivl og frygt for at fejle.

Her årtier senere kan hun konstatere, at det jo lykkedes at finde en plads, og at det måske endda var hendes egen stædige insisteren på at stå ved sig selv, der har fået det til at ske. Derfor er hun heller ikke sikker på, at vejen til at få flere kvinder til at turde træde frem med alt, hvad de kan og ikke kan, går gennem et veletableret heppekor af andre kvinder. For ja, vi skal bakke hinanden op. Sådan helt generelt og på tværs af køn. Men det er farligt, hvis vi alene forlader os på andres accept.

- Først og fremmest skal vi opdrage vores børn til, at de godt må dumme sig. De skal vokse op med en tro på, at deres værd ikke afhænger af, om de er sexede og dygtige, siger hun og smager så lidt forsigtigt på det næste, hun vil sige:

- Men ... det med, at kvinder skal blive bedre til at bakke andre kvinder op. Jeg bliver lidt træt af det, fordi det allervigtigste er, at vi tør mærke efter og tage springet ud i det, vi virkelig brænder for. Uanset hvad de andre kvinder siger. Så mit budskab må være: "Syng for pokker! Involvér jer, og øv jer, og vær nysgerrige, og lad være med at være så bange for at dumme jer, så skal det nok gå".

- Jeg er med årene blevet rigtig god til at mærke, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil være med til. Tidligere kunne jeg gruble og gruble over, om det nu var okay at sige nej - eller ja - til noget. I dag ved jeg, at man skal gøre det, man selv tror på, siger Cæcilie Norby. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Interview: Ankersen om kontraktforlængelse, selvtræning med Mortensen og om at smadre Brøndby

Annonce