Annonce
Gear

Camping for folket, men ikke for mig

Jeg har altid været fascineret af campingfolket. Mest af alt fordi jeg aldrig rigtig har forstået idéen med at koble et hjem på sin bil, snegle sig igennem landskabet for at nå frem til sin destination, hvor man pakker det hele ud på det frimærke af en plads, man har fået allokeret, for så efter en uge eller to at pakke det hele sammen igen og køre hjem.

Jeg kan godt lide at 'travel light', som det hedder. Jeg nøjes med en lille rejsekuffert selv på længere ture, der varer en 10-12 dage. Så på mig virker det som overdrev at skulle have sit eget hjem med på ferien.

Jeg har dog gode venner og tidligere kollegaer, som sværger til camping. Selv har jeg kun prøvet det én gang. Det var som 14-årig, da min forældre tog hele familien med til Spanien og Frankrig - en bilferie, jeg før har omtalt på disse sider. Vi havde ikke selv campingvogn med, men havde lejet en ved Saint-Raphaël i Sydfrankrig.

Jeg husker det egentlig som en fremragende ferie. Mine forældre faldt i snak med en fransk slagterfamilie, som de efterfølgende udvekslede julekort med i adskillelige år. Den franske familie havde en datter på min storebrors alder. Dem så vi ikke meget til. De havde også en søn omkring min alder, og selv om sprogbarrieren var tyk som slagtersønnen selv, havde vi det ret sjovt.

Vi var også på udflugter til Cannes og Monaco. Og til Italien, hvor jeg smagte ægte italiensk pizza for første gang. Det giver en frihed at have bilen med på ferie. Ingen tvivl om det. På en af turene havde vi fundet en lækker strand lidt uden for Saint-Raphaël, hvor min storebror og jeg snorklede og udforskede grotter.

Min bror havde ikke taget højde for, at han var lidt højere end mig, da vi trådte ud af grotten, og han slog hul i hovedet. Ikke noget alvorligt, men det blødte. Jeg fik besked på at følge ham op til en kiosk, der lå oppe ved vejen - et halvt hundrede stejle trin fra stranden.

Da vi havde nået toppen, besvimede min bror. Venlige, bekymrede franskmænd kom hen for at hjælpe og ringede efter en ambulance. Jeg fik alarmeret mine forældre og lillebror. De talte lige så lidt fransk som mig. Ingen af os vidste, hvad der foregik. Der var ikke andet at gøre end at følge efter ambulancen.

Her skal det lige indskydes, at min far, lige inden han sætter sig ind bag rattet, træder i en ordentlig lort. Om det var menneske- eller hundefæces var ikke lige til at differentiere i 30 graders varme, mens man forfølger en ambulance i udrykning. Men selv med alle vinduer rullet helt ned var luften i bilen mildest talt kvalmende.

Ambulancen kørte over for rødt ved første lyskryds i Saint-Raphaël. Det var det sidste, vi så til den. Vi fik dog spurgt os vej til hospitalet og fik lokaliseret min bror. Han havde ondt i hovedet, men var ellers ved godt mod.

Bilferie giver vitterlig nogle oplevelser, man ikke får på anden måde. Alligevel bliver camping aldrig noget for mig. Mit temperament egner sig ikke til at ligge 50 meter fra nærmeste nabo. Skal jeg på afslapningsferie i naturen, foretækker jeg en svensk ødegård.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'Juldamperen' Svanen sejler igen efter ulykke: - De nødvendige sikkerhedstiltag er afsluttet

Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Annonce