Annonce
Østjylland

Christian ser Tour de France på toppen af en silo: - Jeg er en cykeltosse

Christian Oest er Tour de France-fan udover det sædvanlige. TV2 ØSTJYLLAND/
Christian Oest fra Randers er så stor Tour de France-fan, at han har lavet sit eget Tour-spot på toppen af en kornsilo.

Randers: De fleste personer følger med i Tour de France fra sofaen eller på en bar, men for Christian Oest tager touren helt andre højder. Bogstavelig talt.

Han er nemlig så inkarnerede Tour de France-fan, at han gerne selv vil se Touren fra højderne, så han selv får følelsen af at være i bjergene.

Men hvad gør man, når man bor i Randers, hvor der er fladt med fladt på? Man spørger da sin kammerat, om man ikke må låne hans 18 meter høje kornsilo.

Det er præcis dét, Christian Oest har gjort.

- Jeg er lidt en cykeltosse. Jeg elsker Tour de France, og det er da meget sjovere at sidde i 18 meters højde end at sidde i en sofa, siger Christian Oest til TV2 Østjylland.

Og så er der det plus, at ingen kan nå ham.

- Vi skal ikke på ferie eller ud og rejse, og så handler det om, at lave noget andet, som man får glæde af. Det er et break for mig at sidde heroppe. Der er ikke nogen, der kan komme herop, så børnene kan råbe alt det, de vil, men de kan ikke nå mig, så jeg får lige lidt fri, siger Christian Oest til TV2 Østjylland og understreger, at børnene gerne må være med til at se Tour de France, men at det ikke lige er noget for dem.

Annonce

Gør ikke noget halvt

Christian Oest er vild med pynt, hvilket hans tour-spot på siloen også bærer præg af. Siloen er pyntet med flag, en lille cykel, båthorn og en paraply som parasol.

Han er selv iført et Danmarks flag som kappe, solbriller og en stor paryk.

- Min helt store passion er at skabe indhold, som er helt anderledes, end hvad andre gør. Jeg gør ikke noget 50 procent. Jeg gør det 120 procent, og ellers er det ikke godt nok, siger Christian Oest.

Han ser Touren på sin telefon, som han har koblet til en højtaler, så lyden er god.

- Jeg bliver kendt som landsbytossen i Randers, og det har jeg det fint med. Men jeg gør det egentlig for at skabe lidt glæde til mit eget liv, og jeg synes, det er skide sjovt. Min familie er meget overbærende, og de synes også, det er meget sjovt, siger Christian Oest.

Fik Tour de France ind med modermælken

Christian Oest har været vild med at se Tour de France, så længe han kan huske, og det er en sport, han altid har haft sammen med sin far.

Interessen for cykling satte sig for alvor fast, da han sammen med sin far var på Champs-Élysées tilbage i 1996 og se Bjarne Riis vinde.

- Vi stod der i 14 timer 50 meter fra målstregen, og den oplevelse har sat sig i mig. Når jeg hører sangen, så ved jeg bare, at nu er det sommer og tid til hygge, siger Christian Oest.

Christian Oest sidder ikke på Siloen hver dag. Han rykker sig nemlig et nyt og anderledes sted hen hver dag. Onsdag så han bjergetapen på en mole i Grenaa, og fredag tager han til Djurs Sommerland og ser Touren.

Når sommeren og Tour de France er slut, stopper det ikke for Christian Oest. Han er allerede nu ved at planlægge en stor fest, når der er cykelløb i Vejle i 2021.

- Jeg har planlagt det med hele mit arbejde. Vi skal holde en fest, som ingen andre har set før i Tourens historie, siger Christian Oest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce