Annonce
Aarhus

Classic Race Aarhus plejer at sætte publikumsrekord: Men det sker næppe i år

Nøøøøj! Classic Race trækker publikum til fra hele landet. Især lørdag strømmede folk til. Til gengæld regnede fredagen væk. Foto: Axel Schütt
Årets Classic Race Aarhus var alligevel ifølge arrangørerne en stor succes: Stemningen var god, og alvorlige uheld blev undgået.

Aarhus: Næsten hvert år siden starten for 10 år siden har Classic Race Aarhus sat publikumsrekord.

Sidste år lød tilskuertallet på hele 42.000. Men i år forudser løbets direktør, Mike Legarth, et lille dyk. Det har han en forklaring på, som kommer lidt senere.

- Bortset lige fra tilskuertallet var det et strålende løb, og jeg kan kun sige, at vi alle er yderst tilfredse med hele afviklingen. Vi blev forskånet for alvorlige uheld, og samtidig fik vi delt en masse penge ud til at forbedre børns trafiksikkerhed, siger han.

Samtidig handlede Classic Race resolut, da i alt tre Formel 1-racere under festivalen overskred de støjgrænser, som kommunen havde opstillet forud for løbet.

Classic Race havde under løbet deres eget certificerede firma til at måle støjen, og da den første Formel 1-racer allerede under fredagens løb overskred grænsen, blev den simpelthen flaget ud af løbet. Det samme skete for andre to racere. Ingen af racerbilerne kom på banen igen til Classic Race Aarhus 2019.

Men så er der lige det med tilskuertallet.

Annonce
Både lørdag og søndag var det først på dagen noget diset. Men alt i alt var det ikke det værste vejr til gaderæs. Foto: Axel Schütt

- Utilgiveligt

- Vi når nogenlunde op på samme tal som sidste år, vist lidt færre. Vi blev lidt ramt af, at det regnede hele fredagen, siger Mike Legarth.

Man han lægger ikke skjul på, at det også kan have spillet ind, at Classic Race mistede sin tilladelse få uger før løbet. Miljø- og Fødevareklagenævnet krævede pludselig, at lydtrykket fra racerbilerne blev sat ned.

Først tre dage før løbet var Teknik og Miljø i Aarhus Kommune klar med en ny løbstilladelse med skrappere støjkrav.

- Der var mange, der på den baggrund i medierne såede tvivl om, hvorvidt årets Classic Race overhovedet ville blive afholdt. Selv var vi aldrig i tvivl. Men usikkerheden har uden tvivl været en medvirkende faktor til, at der kom til at mangle lidt på tilskuer-siden.

- Føler du, at Miljø- og Fødevareklagenævnet kom med deres afgørelse for på sent et tidspunkt?

-Ja, jeg kan ikke forstå, hvordan der kan smøles så meget med en afgørelse. Classic Race er trods alt en stor event. Miljø- og Fødevareklagenævnet burde have kommet med afgørelsen meget tidligere.

- Og det er du utilfreds med?

- Ja, jeg synes, at det er utilgiveligt, at man har været så langsommelig, siger Mike Legarth. Aarhus Kommune burde langt tidligere have modtaget nævnets afgørelse, så kommunen i god tid kunne udarbejde de nye krav. Det her går ud over bundlinjen, og det går ud over den mængde penge, vi kan skænke til af forbedre børn trafiksikkerhed. Det er så ærgerligt.

- Bragende godt

Til sidst tilføjer han:

- Men kritikken må ikke overskygge, at det var et meget vellykket arrangement i år. Samtidig fik vi delt

250.000 kr. ud til at forbedre børns trafiksikkerhed i Risskov, 100.000 kr. til Børnenes Trafikskole og 50.000 kr. til skolepatruljerne i Aarhus.

Desuden lykkedes det søndag at køre 155.000 kr. ind i velgørenhedskørsel.

- Så alt i alt var det set fra mit bord et bragende godt arrangement, og vi har fået ros alle steder fra. Samtidig har vores mange frivillige gjort det fortræffeligt, siger Mike Legarth.

Åh nej, det her ender galt, var vi mange, der tænkte. Men begge førere nåede næsten mirakuløst at bremse, så en kollision blev undgået. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce